Jeg har ofte været den, der lå på psykiatrisk afdeling, den der lå i bælte, den der teede sig fuldstændig u til bens. Den der hoppede i fjorden, den der skar sig ad helvede til for at kunne holde det hele ud. Kort og godt den klassiske borderline dramaqueen. Lige til at drive omgivelserne til vanvid, få dem til næsten at give op. Indføre vanvittige restriktioner om et og andet. 0-stuer, ingen stimuli, begrænset adgang til resten af afdelingen, motionsrestriktioner osv osv. Jeg har virkelig været der.
Nu står jeg på den anden side og ser en god bekendt i nærmest samme situation. En der ikke kan holde ud at være til, en der ikke kan holde ud at være nogen steder. En der ikke kan holde sig selv. Jeg ser frustrationerne, jeg ser afmagten, opgivenheden både hos hende og hendes omgivelser. Jeg ser hvor ondt det må gøre at se et andet menneske langsomt dræne sig selv for livsenergi. Langsomt drive væk og blive til ingenting og alting. Hvor mennesket, individet erstattes af et samsurium af følelser og handlinger. Ting der for udeforstående kan virke ganske ulogisk, på grænsen til det vanvittige, men som for den, der er i det virker som den mest logiske ting i verden. Alle skal have en form for udtryk, alle skal kunne vise sine følelser, sit inderste jeg på en eller anden måde. Måske lukker man af fra omverdenen, lukker sig om sig selv, måske vælger man at være meget åben omkring sit følelsesliv, måske gør man helt andre ting eller måske selvskader man.
Jeg er selv selvskader og kan sagtens sætte mig ind i de mekanismer, der er hos vedkommende jeg skriver om. Jeg kan sagtens sætte mig ind i sorgen, smerten, angsten, opgivenheden, manglen på livslyst og energi. Jeg har været der, men jeg kom videre.
Jeg står måske ikke helt på den anden side, men jeg har i hvert fald fået bygget en bro over floden, som kan bære mig, når jeg en dag tør at gå ud på den. Jeg ved den er der og jeg kan gå helt over til den anden side, når jeg er klar. Når jeg er klar til at give slip på mit sidste bånd til mit gamle jeg. Til den selvskadende dramaqueen. Til hende der kæmpede mod sig selv og alle dem, der prøvede at hjælpe. Jeg er i et andet univers, jeg siger ikke at jeg aldrig kommer til at selvskade igen, aldrig bliver indlagt igen. Men der er sket noget i mit hoved og dette er blevet sat i relief ved at stå på den anden side. Udefra at se hvad det gør ved folk, når man er så massivt selvskadende, som jeg har været. Når man ikke overvejer hvad man gør, før man gør det, men bare handler på impulsen.
Jeg er kommet videre, jeg kan mærke det og så alligevel ikke. Jeg står og kigger ud på broen, skimter den anden side langt derovre, kan skimte silhuetter af det gode liv. Af det der venter derude, det jeg har ventet på i så mange mange år, det jeg har arbejdet for og slidt med.