Mine to usynlige handicap
Af Lene Hermann
Foto: Jette Nielsen
Jeg har to skjulte handicap. Det ene er min psykiske sygdom, som blev aktiveret, da jeg var 5 år. Det andet er en kronisk mellemørebetændelse på venstre øre, som opstod da jeg var 2 år og resulterede i fjernelse af mellemøret, da jeg blev 16 år.
Betændelsen var ved at sætte sig på hjernehinden. Jeg blev døv på øret, men hørelsen på højre øre var så god i mange år, at det først var som 52-årig, at det blev nødvendigt for mig med høreapparat. Det blev en stor hjælp for mig og har været det lige siden.
Min psykiske sygdom “klarede jeg selv” op igennem barndommen og ungdommen, indtil jeg som 35-årig blev indlagt på en dagafdeling. Den blev den første af i alt fire indlæggelser, hvor jeg den fjerde og forhåbentlig sidste gang lå indlagt på en døgnafdeling. I dag er jeg tilknyttet distriktspsykiatrien på Østerbro, hvor jeg går til samtale en gang hver fjortende dag.
Mine usynlige handicap gør, at mange mennesker bliver irriterede på mig. Jeg oplever for eksempel, at nogen tager det som en personlig fornærmelse, at jeg har svært ved at høre, hvad de siger. Det skaber selvfølgelig også frustrationer for mig selv, som gør, at jeg nogle gange ryger op i det røde felt. Min psykiske sygdom giver sig blandt meget andet udtryk i et højt aggressionsniveau. Det har jeg læst om i Lone Franks bog “Mit smukke genom på side 201 og side 202. Lone Frank, der er forfatter med en ph.d. i neurobiologi, har givet mig forklaringen på mine til tider hyppige aggressionsanfald. Forklaringen slutter af med: “Aggressionen melder sig altså ikke, som man ellers har antaget, fordi de pågældende er nogle ufølsomme bæster, der mangler finere karakterers selvbeherskelse. Det er snarere udtryk for en psykologisk ømskindethed”.
I min familie er der aldrig blevet talt om min psykiske sygdom. I hvert fald ikke med mig. Selvfølgelig har min familie kunnet mærke, at der var noget galt, men selv de gange jeg har været indlagt, talte de ikke om det. Det nærmeste min søster, som har arbejdet mange år som somatisk sygeplejerske, er kommet det, er for nogle måneder siden. Hun spurgte mig, om jeg ikke tror, at det er på grund af min dårlige hørelse, at jeg har haft ”vrøvl” med psyken. Nogle sekunder efter svarede jeg: “Nej. Men det har ikke gjort det bedre!!”