Er så meget nemmere at håndtere end den psykiske smerte man bærer rundt på og som ingen kan se. De kan se dine ar, de kan se din forpinthed i dine øjne, men de kan ikke se det, der virkelig gør ondt.
Hvis man har brækket en arm, brækket et ben, har tandpine eller hovedpine ved alle hvad du snakker om. De forstår dig, de føler med dig og er omsorgsfulde.
Hvis det er psyken der gør ondt og du bliver selvskadende er det en helt anden snak… Nogen forstår dig, nogle er omsorgsfulde og giver dig det knus, den trøst du har behov for, fordi livet simpelthen gør så ufattelig ondt. Men langt de fleste du møder kigger skævt til dig, hvisker om dig i krogene, mener at du bare skal tage dig sammen. Hos de professionelle kan man nærmest se i øjnene på nogle af dem at de tænker: åh nej, nu igen. Når man møder dem på bostedet, på skadestuen og på psykiatrisk afdeling. Det er de samme, der har empati og forståelse og de samme der møder dig med den kolde skulder.
Den kolde skulder er det værste man kan blive mødt med overhovedet, skulderen der bare siger: ” tag dig sammen” Endnu en panodilpige, endnu en selvskader, endnu en borderline.. Hvem skal have hende i dag? Hvem orker hendes adfærd? Nogle vil det rigtig gerne, nogle har den empati og forståelse, der skal til. Men til tider spørger man sig selv: Hvad lave vedkommende overhovedet som ansat på en psykiatrisk afdeling? Måske vedkommende skulle finde sig noget andet at tage sig til… De personer der aldrig viser noget af sig selv, altid er professionelle, aldrig giver et knus, et trøstende ord eller en trøstende skulder. Men bare mener at man skal tage sig sammen, hvorfor arbejder de overhovedet med mennesker?
Jeg har mødt en del af den slags ansatte i min tid i psykiatrien, ansatte som du stod over for og som bare intet forstod. Deres evindelige: Tag dig nu sammen, hold op med det, du er for klog til det her… Osv. osv. Alle de ord, der er med til at slå dig længere ned under gulvbrædderne. Alle de ord, der bare gør ondt værre.
At psykiatrien så igen er begyndt at benytte stuer med kun en madras på gulvet og intet andet er jo en helt anden snak. At man tror at mennesker kan få det bedre ved at blive sat ind i et rum med 4 hvide vægge og en madras. Det skal jo ikke være for behageligt at være indlagt på en psykiatrisk afdeling vel… At man fratager individet alt hvad det kan aflede sine tanker med må sidestilles med værende tortur på højeste plan. At du sidder eller ligger på en madras 24/7 og stirre ind i væggen, mens dine tanker kører på højtryk. Og de selvskadende impulser drøner derudaf. Det er symptombehandling, intet andet. Man fjerner alt omkring patienten for at sørge for at denne ikke gribe til selvskade, men man glemmer at snakke med patienten om hvad det egentlig var ,der førte til selvskaden i første omgang. Hvad er det der rører sig, hvad er det der sker indeni patienten. Hvorfor gør vedkommende som han/hun gør? DE spørgsmål er der vist ikke mange der interesserer sig for og dem, der gør får et hug over næsen. For man skal endelig ikke gå for langt ind i patienten, patienten kan manipulere og spille personalet ud mod hinanden. Patienten deler personalet op i gode og onde, ja patienten er i det hele taget håbløs. Og så kalder man bæltefikseringer tortur….
Kort og godt: Patienten har borderline, skraldespandsdiagnosen. Den diagnose man får, når intet andet virker. Den diagnose, der fører til at man fra at blive behandlet som et ligeværdigt menneske, bliver behandlet som et uvornt barn.
Man regrediere, man har ikke godt af indlæggelser, man manipulere, man har ustabilt og lunefuldt humør. Kort og godt man er håbløs.
Men lige et øjeblik… Der er stadig et menneske, en lille pige, en lille dreng inde bag al den uhensigtsmæssige adfærd. En person, et individ med følelser, meninger og holdninger. En anden person end det psykiatrien ser.
Man kan ikke holde sig selv ud, man kan ikke holde andre ud, man kan ikke holde sin krop ud. Den føles forkert, man føler sig ikke til stede i den. Man føler sig som sat i en osteklokke, mens verden bare passere forbi. Man længes efter den person, der fortæller dig at du faktisk er okay sådan som du er. En person der respekterer dig som det menneske, du er og ikke bare ser dig som den besværlige borderlinepatient. Når du møder det eller de mennesker opstår en unik relation. En værdifuld relation, der virkelig kan være med til at rykke dig som menneske, som individ, som patient. Men så bliver relationen afbrudt fordi den bliver for tæt eller af andre årsager og man er nødsaget til at starte forfra eller give op..
Grunden til at jeg begyndte denne blog med at skrive om den fysiske smerte er fordi den er så meget lettere at håndtere og forstå. Jeg har haft tandpine i den del tid og det kan folk forstå, det kan de forholde sig til. Men hvis smerten udmønter sig i selvskade er situaitonen en anden. Det er ikke rart at have tandpine, men hellere det end ondt i sjælen.