Nogle gange føler jeg mig som en gammel cirkushest, der har svært ved at lære nye tricks. Når det brænder på og jeg virkelig er presset, så falder jeg tilbage til de gamle tricks, de gamle mønstre. Mønstre med dissociation og selvskade.
Mønstre der bringer verden omkring på den anden ende og ender i tvangssituationer. Og hver eneste gang tænker jeg: Hvorfor kan jeg dog ikke lade være, hvorfor kan jeg ikke bare gøre som der bliver sagt. De ved bedst og så alligevel ikke. Alligevel mener jeg at jeg er klogest, at jeg bedst ved hvordan jeg kan styre de tusind følelser, der stormer rundt i mig. Al den overspænding. Alle de flashbacks. Jeg ved at smerten kan bringe mig tilbage i virkeligheden igen for en kort stund.
Jeg skal jo bare tage et valg, det handler altid om valg. Men valg kan være utrolig svære at tage. Man kan kæmpe og beslutte sig og så alligevel vakle til den anden side, når man så står i stemmeboksen. Man vakler og falder igen.
De gamle mønstre er sikre, man ved hvad man har , ikke hvad man får. Jeg er ikke i tvivl om at vejen er stukket for mig. Jeg skal nok komme ud af de gamle møstre. Vejen er hård og jeg er og bliver en tikkende bombe, jeg ved aldrig helt selv hvornår den springer. Jeg ved aldrig helt hvad det indebærer, når den går i luften. Jeg kender mine normale handlingsmønstre, men hvilket et min syge hjerne griber til er jeg aldrig sikker på. Når jeg kommer derud er jeg ligeglad med om jeg overlever eller ej. Jeg er ligeglad med alting.
Alle siger at jeg er stærk, at jeg nok skal komme igennem. Og jeg tror det også med mit voksne jeg. Med mit fornuftige jeg. Men indeni mig er et lille barn, der behøver en skulder at græde ud ved, en til at trøste det, når det græder. En til at passe på og få det lille barn til at vokse med ind i den voksne verden.
Det lille barn er der kun få der forstår og respektere, det lille barn der har behov for et andet menneskes nærhed. Et andet menneskes omsorg.
Det lille barn kan kun tale og blive hørt af få, for kun få tager sig tid til rent faktisk at lytte. Når det lille barn i den voksne krop har brug for at blive holdt i hånden eller få et knus er det kun de få, der imødekommer det.
Når man ligger på en psykiatrisk afdeling i et bælte, når der sidder en ansat og nærmest forsøger at hælde medicin i dig, som du ikke ønsker at tage. Når nogle tager styringen over dit liv og dine handlinger, bliver du et eller andet sted barn igen. Et barn som andre styrer og bestemmer over. Din frie vilje bliver overrulet og det er faktisk okay for det kan være en del af det, der redder dit liv. En del af det, du når du kommer ud på den anden side kan se det fornuftige i.
Mit liv er endnu en gang blevet reddet fordi tvang i psykiatrien er muligt. jeg har haft mange mange liv og leget kispus med døden utallige gange selvom jeg virkelig prøver at lade være. Selvom når jeg har overlevet et eller andet vanvidsstunt tænker at det var sidste gang, bliver der altid en gang mere.
Jeg skal åbenbart gå på kanten af evigheden. På en line så smal, på knivsæg. Så tæt på at falde og så alligevel så langt fra. Jeg er den sarteste blomst, der kun kan trives i de rette omgivelser og så alligevel overlever den hårdeste vinter.