Ida er frivillig på Outsideren. Allerede da hun var 14 år, skrev hun denne novelle om Kim, der bor på Sankt Hans i Roskilde, og som med egne ord ikke er helt normal oppe i hovedet.
Af Ida
Nutid.
Hej, jeg hedder Kim. Jeg bor på Sankt Hans i Roskilde. Du må ikke sige det til nogen, men jeg er ikke helt normal oppe i hovedet. Min mor vil ikke have, at hendes bekendte skal vide det. Jeg tror nok, hun er lidt flov over mig, så jeg vil gerne bo her på Sankt Hans for at gøre hende glad. Jeg synes, det er synd for hende, at hun har fået sådan en som mig. Jeg er kun til besvær for hende. Hun er faktisk lidt fin på den, så hun kan egentligt heller ikke tillade sig at have mig boende hjemme. Jeg laver ballade hele tiden, det siger hun selv. Men jeg kan nu ikke forstå, hvori min ballade ligger. Min sygeplejerske Lise Thomsen og psykiater Ejner Christiansen siger til mig, at det er min sygdom, der gør, at jeg ikke kan forstå det. Det forstår jeg heller ikke, hvorfor de siger. Jeg synes, de selv er mærkelige, når de aldrig forklarer mig noget. Det har jeg aldrig sagt til dem.
Jeg har endnu en grund til at være ked af det på mors vegne. Hun blev for et stykke tid siden skilt fra min far, og jeg tror nok, at det var min fejl. Jeg er altid til besvær, så jeg ødelagde deres forhold, siger hun. Jeg er så ked af, at jeg ikke kan lade være med at lave dumme ting. Det er jo derfor, jeg er her på Sankt Hans.
Min far siger, det ikke er min skyld, men min mor der valgte at gå op i Rema 1000 og kommer slingrende hjem med den gule papkasse i hånden, mens hun ævler uforstående og skræmmer naboerne, som ikke vil tale med mig mere. Det gør faktisk ondt, at de ikke en gang vil se mig i øjnene, det er jo ikke mig, der køber gule papkasser flere gange om ugen.
Men der er en, der holder meget af mig. Det er frøken Gerd. Jeg forstår bare ikke, hvordan hun har fået et drengenavn, men det gør ikke noget, at jeg ikke forstår det, har hun selv sagt. Det er i øvrigt kun mig, der må kalde hende frøken. Hun er så sød, hun er lidt høj og lyshåret, og så har jeg aldrig set hende uden et smil i ansigtet.
Jeg sidder og kigger på frøken Gerd, mens hun skifter mit sengetøj, som hun gør hver mandag morgen. Jeg kan bedst lide, at ting er de samme hele tiden. Jeg sidder på stolen for enden af mit værelse, hvor jeg tit sidder og tegner flotte neonfisk. Jeg vil så gerne have et lille akvarium med mine helt egne neonfisk. Jeg håber, jeg får et akvarium til min attenårs fødselsdag.
”Nå Kim, når du har fået et bad i aften, så er alt bare helt rent både sengen og du”. Frøken Gerd vender sig om mod mig og tager trøjen på mit skrivebord og siger, jeg skal tage den på. Jeg havde næsten kun siddet i cowboybukser, så hun kunne se min sixpack. Jeg kan godt lide at træne. Med trøjen på går vi som sædvanligt ned til morgenbordet, men først skal jeg lige trykke min nabo Mr. Smith’s dørhåndtag ned i bund. Så kan jeg godt gå med frøken Gerd.
”Hjæææælp. Splitte mine bramsejl de kooommmmer. Ohøøøøøj alle landkrabber søg i dækning, piraterne koommmeeeerrr. Kvinder, børn og sprutten i bådene. Piraterne koooommmeeeer.”
Ham skal I ikke tage jer af. Det er bare gamle Mr. Smith, han er ikke rigtig klog. Selv min mor siger, han er mere skør i bolden, end jeg er. Mr. Smith er ifølge ham selv ingen ringere end en gammel opdagelsesrejsende. Han går faktisk så vidt, at han siger, det var ham, der opdagede Amerika. Han er ret skæg, og vi spiller altid skak om eftermiddagen fra klokken to til fire. Vi spiser ovre i hjørnet af spisestuen, mens han fortæller om dengang, der virkelig var skibe til og ikke de nye moderne og forurenende skibe. Jeg vil give ham lidt ret, jeg kan godt se, at gamle skibe har en sjæl, og at selv den sjæl er ved at dø nu, da der ikke er så mange gamle skibe tilbage. Jeg kan godt lide at høre på Mr. Smith’s sjove gamle historier. Hvis ikke det var, fordi han skulle være her på Sankt Hans, så kunne han godt være blevet en rigtig god historiefortæller. Han har også en pæn dyb stemme.
Vi sidder også sammen om morgenen, når vi skal spise morgenmad, men så sidder vi foran vinduet og kigger ud på alle de mennesker, der kommer på arbejde. Når vi har gjort det, så skal jeg i skole. Så er klokken ti, og så følger frøken Gerd mig ned i den anden ende af min afdeling, hvor jeg får undervisning sammen med tre andre, så vi er fire i alt.
”Skal vi se, hvad du kan vælge at spise i dag, Klaus?”, spurgte frøken Gerd. ”Ja, det synes jeg er ok. Mm, hvad med en ostemad”. ”Det lyder fint. Du hørte bestillingen, åh du store Kitty”.
Kitty er den sjove og kloge kantinedame. Hun kan altid en masse sjove vittigheder og gåder. F.eks. den her:
“Dette sluger alt og alle,
fugl og blomst og træ må falde,
gnaver jern og bider ben;
maler mel af hårde sten;
vælter bjerg og knuser slot,
dræber hver en mægtig drot.”
Det er min yndlingsgåde, og svaret er “Tid”. Kitty giver mig min mad, frøken Gerd går videre til sine næste patienter, og jeg sætter mig overfor Mr. Smith. ”Nå, min ven, hvem finder så flest forklædte pirater nede på gaden i dag?”, lagde han ud med. ”Det gør jeg, for jeg er bedst”. ”Nu må vi se, du må jo huske på, at det er mig, der har fanget flest pirater i tidens løb, for slet ikke at tale om Kaptajn Barbossa. Uhh ja, den lede, pirat. Det var godt, at jeg fik ham fanget. Har jeg nogen sinde fortalt dig om min rejse efter ham i det Caribiske Hav?”. ”Nej det har du da vist ikke Mr. Smith.” ”Det må jeg gøre, det er ellers et meget stort stykke pirathistorie. Hvad lærer I børn overhovedet i skolerne nu til dags? Nå, du må høre.” Sådan starter det hver gang, Mr. Smith fortæller eventyr.
Klokken ti er det på tide, jeg kommer i skole, og frøken Gerd henter mig.”Hvilke timer skal I have i dag Kim?”. Frøken Gerd er altid så god til at spørge om hverdagsting, som tit ville kede andre mennesker, men hun lytter altid. Og altid til man er færdig. ”Vi skal have engelsk i første time, og bagefter skal vi have biologi. Engelsk er mit yndlingsfag, jeg kan godt lide at lytte til en rigtig englænder, de har et meget flot sprog.” Frøken Gerd nikker meget enigt. ”Jeg var i England for nogle år siden. Det var en rigtig god tur. Det var til min venindes polterabend. Vi andre veninder havde forberedt en overnatning i London. Vi tog af sted fredag morgen og kom hjem søndag aften. Vi fik set en musical og shoppet en masse. Det er nok den bedste lille ferie, jeg nogen sinde har haft.” Jeg nyder, når frøken Gerd fortæller om sig selv. Hun har været mange steder. Hun rejser ikke så meget mere. Hun mødte sin kæreste Borik på Nuku Hiva, som er en meget lille øgruppe i Stillehavet. Øen, hun mødte ham på, var mindre end Bornholm. Hun har også været i New York og set World Trade Centre. Det var før, de styrtede sammen.
“Hej, Kim. Hvordan går det?” Hr. Skov kommer nu ind af døren, han er vores lærer. Frøken Gerd går igen efter hun giver min arm et lille klem til farvel. Hr. Skov er en sjov lærer og underviser i mange fag. Han laver hele tiden grin med os og gør selv de sværeste regnestykker nemmere for os ved hjælp af nogle meget smarte fif. Han går altid med et meget, meget lyserødt slips. Han siger, det er for at gøre os glade. ”Slå I bare op på side fem gang fem. Hvad er det Jacob?”. ”Øh det må være”, han talte på fingrene. ”Femogtyve”. ”Jeps, det er det.”
Det er en god engelsktime, og i biologi fortæller hr. Skov om en dinosaur, der hed Alex. Det var en Tyrannosaurus Rex. Den var godt nok stor og sikke nogle bisser. Jeg er glad for, at jeg ikke skal møde sådan en.
Da vi er færdige i skolen, kommer frøken Gerd, og henter mig som sædvanlig. Vi går hen ad gangene, og hun spørger til min dag. Henne i spisestuen har Mr. Smith sat sig ved skakbordet. Han fortsætter med at fortælle sin historie, mens vi spiser. ”Vi halede ind på dem i vores gode gamle skonnert. Vi kom op på siden af dem, og jeg beordrede alle mine mænd til at fyre løs på dem med kanonerne. Det var en meget hård kamp, men til sidst fik vi dem. Den eneste, der overlevede, var kaptajn Barbossas papegøje. Selv den fik vi til at trygle for sit liv.” Mr. Smith er meget stolt, når han har fortalt en god historie. ”Det var vel nok en god sand historie, Mr. Smith. Det var godt, de fik ram på Barbossa og hans besætning.” ”Ja, jeg ved slet ikke, hvad der var sket med verdenssituationen, hvis ikke jeg havde fået ram på ham.”
Nu er vi ellers stille i et godt stykke tid, for nu skal vi spille skak. Det er et meget spændende parti. Jeg er glad for at vinde i dag, jeg plejer kun at vinde to-tre gange om ugen. Resten af gangene vinder Mr. Smith.
Efter skak plejer jeg at gå ned for at hvile mig på mit værelse. Frøken Gerd kommer nu hen til mig og siger, hun lige går med mig i dag. “Der er noget, jeg skal fortælle dig, når vi kommer ned på dit værelse Kim”. Da vi er ud for mit værelse, går jeg lige hen og trykker Mr. Smith’s dørhåndtag ned. Der skulle nødigt ske noget.
Der er mørkt inde på mit værelse, jeg havde glemt at trække gardinet fra vinduet, så det gør jeg lige. Frøken Gerd kommer ind efter mig. Hun lukker døren, og jeg lægger mig oven på mit nye sengetæppe, som jeg fik sidste jul. Det er med neonfisk, og jeg er meget glad for det. Mig og mit neonfiskesengetæppe. Jeg ligger mig på sengen, og frøken Gerd sætter sig på sengekanten. Jeg får et tick med mit hoved og ryster det lidt og får en kuldegysning. Gad vide hvad frøken Gerd vil fortælle mig? “Er her ikke lidt koldt Kim? Skal du have et tæppe?” Jeg tænkte det samme. “Jo tak”. Hun går hen til mit skab og strækker sig op til øverste hylde, så lang hun er, og så gør hun noget, hun ikke plejer. Hun falder med et bump ned på gulvet. Hun ligger, lige så lang hun er med lukkede øjne. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg sætter mig ved hendes fødder og kigger på hende. Hun laver vel bare sjov? Der er bare noget i mig, der siger, at det ikke er for sjov. Jeg rusker hendes ankel og lidt i hendes ben. Der sker ikke spor. Det er meget mærkeligt. Så kommer der en tanke gennem mit hoved. Sådan en tanke har jeg aldrig fået før. Dette her er et regnestykke. Jeg har frøken Gerd, hun er 5, så har jeg det, der er galt med hende, det er X, og svaret er en glad frøken Gerd. ”X er lig med, at jeg skal hente en anden personale”. Jeg løber forbi hende og ud på gangen, ned til Kitty. “Kitty, Kiiiitttyyyy, frøken Gerd er faldet om, hun ligger på mit værelse.” ”Hvad siger du? Er det rigtigt? I laver ikke bare gas med mig?” ”Nej, det gør vi ikke”. Jeg er så alvorlig, som jeg aldrig før har været. ”Gå du hellere ind i stuen, så skal jeg nok hjælpe frøken Gerd”.
Næste morgen står jeg helt selv tidligt op og går ned i stuen. Og da jeg står uden for Mr. Smith’s dørhåndtag og skal til at trykke det ned, stopper jeg op. Hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg har ikke brug for det. Det hjalp jo ikke frøken Gerd i går, og jeg kan godt klare mig selv om morgenen. Jeg kan godt selv tage ansvar nu. Det er da nyt. Jeg føler mig sej. Og urolig, for hvad er der sket med frøken Gerd? Hvilken nyhed kommer jeg ned til ved morgenbordet?
I stuen sidder jeg og venter på Kitty, der må vide, hvad der er sket. Da hun kommer gående og ser mig sidde i stuen allerede, smiler hun og spørger: ”Vil du have en god nyhed Kim?”. ”Nej, jeg vil bare gerne vide, hvad der er sket med frøken Gerd.”
“Jeg er lige her”. Der står hun. Min søde, dejlige og smukke frøken Gerd. Jeg flyver hende i armene. Hvor er det dejligt at se hende. Jeg begynder at græde, så ked og glad er jeg. ”Hvad var der galt med dig frøken Gerd?” får jeg ud af munden.
”Jeg har haft lidt for travlt her på det sidste. Stress kan godt gøre et menneske lidt blød i knæene. Jeg har haft så travlt med at flytte på landet med min familie og hjælpe med at få styr på vores familiefirma.” Hun smiler over hele ansigtet. ”Skal du have firma?”, spørger jeg både glad og meget overrasket gennem mine tårer. ”Ja, jeg har jo hjulpet min far og Borik i snart syv år, så nu har vi råd til at flytte på landet alle sammen”. ”Det er jeg vel nok glad for frøken Gerd. Det lyder spændende. Vil du fortælle mere?”
Vi sætter os og spiser morgenmad, og bagefter går vi en tur. Det er en meget anderledes dag, for vi får lov til at pjække af Hr. Skov. Jeg nyder, at hun fortæller mange ting fra sit liv. Hun er så personlig i forhold til nogle af de andre personaler.
Det er dog en lidt underlig tur, for vi har en vogn med, sådan en som avisdrenge har. Vi går gennem byen, og til min store overraskelse stopper vi lige uden for en dyrehandler. Frøken Gerd skubber mig blidt indenfor, og det begynder at gibbe i min mave. ”Jeg vil gerne give dig en gave, fordi du hjalp mig, kære Kim. Jeg vil gerne give dig et akvarium og nogle neonfisk”.
Jeg er et stort smil.