Af Thomas Larsen
Svendborg julen 2014. Lukket afdeling P3. Sådan indleder Mikael Josephsen sin seneste digtsamling KNÆK, og så er scenen sat. Den navnløse fortæller er spærret inde på en lukket psykiatrisk afdeling og akut ramt af jalousi, idet hans kone er gået fra ham og har fundet sig en ny mand. Dertil kommer en lang række diagnoser fra bipolar og grænsepsykotisk til angst og diverse former for misbrug. Hvad sidstnævnte angår, så er det især et overdrevent forbrug af alkohol, som han kæmper med. Når han ikke kan få flere beroligende piller eller en sprøjte, så drikker han håndsprit fra toiletterne.
Jeg drikker for at lydene ikke
skal være skarpe barberblade
jeg drikker for at få
dit ansigt til at forsvinde
nej, for at få alt til at forsvinde
Digtene kan læses hver for sig og i sammenhæng. De kredser om hverdagens små og store hændelser på den lukkede, hvor det sjældent er til at forudsige, hvem der bukker under for den udbredte paranoia og går amok på sig selv eller andre næste gang. Rundt om fortælleren møder vi både patienter og plejere, der alt efter omstændigheder er henholdsvis hjælpere og modstandere. Desuden får vi indblik i en familiehistorie præget af sygdom – både fysisk og psykisk. Blandt andet får vi at vide, at fortællerens søster er indlagt på P1. Men de kan ikke mødes, da hun har forsøgt at brænde afdelingen af. Desuden får vi at vide, at fortællerens mor døde af kræft, og at hans far også havde sit at se til.
Mikael Josephsen har selv 15 indlæggelser bag sig, og KNÆK er dermed skrevet på baggrund af personlige erfaringer. Det afspejler digtene ganske fint, uden at kamme helt over i privat selvudlevering. Den til tider barske realisme bliver heldigvis opvejet af en vis galgenhumor, der af og til løfter digtene ud over det noget forventelige portræt af livet på en lukket psykiatrisk afdeling.
Jeg kan ikke
engang passe de store numre
sådan er det for de fleste her
i nat drømte jeg
at jeg var en klam fed rotte
nu er jeg jo ikke psykolog
men mon ikke det har noget med kloakkerne
under byen at gøre
Samlet set er KNÆK en udmærket digtsamling. De, der har været der selv, vil utvivlsomt kunne nikke genkendende til mange af de situationer og tanker, der beskrives i bogen. Og de, der ikke kender psykiatrien indefra, vil forhåbentlig få et mere nuanceret syn på de mennesker, som psykiatrien har ansvaret for og den lukkede verden, der stadig findes iblandt os, gemt godt af vejen.
Mikael Josephsen: KNÆK
Gyldendal, 80 s.
Udkommet 24.maj 2016