Psykoser: Dit hus brænder

Psykoser er uforudsigelige og foregår i et grænseland , som sproget kan have svært ved at beskrive.

Derfor er det nærliggende at opsøge alternative behandlingsformer for at finde forklaringer.

Hos behandlingstilbuddet Sindsro i København møder man først ro – ordene kommer senere.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 66 – 2009 / Af Klavs Serup Rasmussen og Mogens Lysgaard
Illustration: Jakob Tolstrup

– Psykosen er en ildebrand, der opstår et sted i dit sind, og når det sker, har du brug for at blive hjulpet hen et andet sted i dig selv, og det kan jeg, siger healer og clairvoyant Steen Kofoed og ser meget fredfyldt ud.

Hverken Steen Kofoed, idèmand og stifter af behandlingsstedet Sindsro,  eller de udsendte medarbejdere fra Outsideren siger noget. I stedet holder vi øje med teen, der trækker. Alting er så normalt. Computere. Papir. Kuglepenne. Den eneste umiddelbare forskel på dette ryddelige sted og et kommunekontor, er at man her skal stille skoene ved døren.

– Et menneske har ikke selv kontrol over, om det bliver psykotisk.
Det er en dybere reaktion som hænger sammen med vores overlevelsesinstinkt,
og uanset om man ønsker det eller ej, ligger viljen til at overleve i os alle, siger Steen Kofoed.

– Psykosen er ikke en sygdom. Det er en ubalance, der har fået lov til at udvikle sig, fordi den giver et menneske muligheden for at flygte fra noget, man ikke er i stand til at tage ansvar for på det tidspunkt i den persons liv. Psykosen gør, at man kan overleve her og nu, og på den måde er psykoser geniale, men på sigt nedbryder de sindet. Kommer du herind og fortæller mig at CIA er efter dig, ved jeg næsten alt jeg behøver vide. Også at du har det elendigt. Men jeg tror på at alle ubalancer kan rettes op, siger Steen Kofoed.

Det er seks år siden Sindsro blev stiftet. Dengang fik Steen Kofoed et syn der ændrede hans liv og fik ham til at bryde med den uskrevne regel om, at man ikke healer på psykisk syge mennesker. Synet kom til ham under meditation og fik Steen Kofoed til at bekendtgøre overfor sig selv , og ikke mindst universet, at fremover ville han kun arbejde med psykisk syge. Da først beslutningen var taget, skulle en ny hverdag vokse ud af det hidtidige arbejde som healer og clairvoyant.

Hvis man opsøger Sindsro for at modtage behandlingen, kommer man ind i en gammel herskabslejlighed tæt ved Nørreport station i København. I det, der engang var flere stuer i forlængelse af hinanden, hænger der nu billeder fra buddhismen på væggene og lugten af røgelsespinde væver sig ind i luften. Her bliver man mødt af en behandler, og når man er klar til at gå i gang, lægger man sig på en briks. Første skridt er at forsøge at stilne sine tanker. Derefter lægger behandleren en hånd på hver side af ens hoved og holder hænderne stille der.

– Ikke sende. Ikke give noget. Ikke forsøge at overføre ro til den anden. Det handler om at blive i sin egen ro. Det er hvad vi gør. På et tidspunkt kan behandleren kan mærke sine hænder mødes. Når det sker, flytter vi hænderne fra siden af hovedet og lægger dem på personens knæ. Det er afslutningen på behandlingen, siger Steen Kofoed.

En behandling tager ti til femten minutter, og man bestemmer selv prisen. Det er op til den, der modtager behandlingen at beslutte, hvor meget man vil betale. Derefter kan man gå igen eller, hvis man ønsker det, blive et stykke tid i det man har følt. Behandlingen kan gives op til tre gange om dagen.

Tillykke, du har overlevet

De mennesker med psykiske problemer, der går ind af Sindsros døre og bruger det som alternativ eller supplement til den traditionelle psykiatri, er ikke alle sammen psykotiske. Men hvis du er det og kom for at modtage behandlingen, træder en af de i alt seksten behandlere på Sindsro til som ”spirituelle røgdykkere.” Her ses psykosen som en ildebrand i sindet, og da ingen kan flygte fra sit sind, er det ifølge Steen Kofoed nødvendigt, at nogen kan nå ind til den psykotiske. Det kræver, at man nærmer sig hinanden på en bestemt måde.

– Hvis det er dig der er psykotisk, skal du i begyndelsen ikke gøre andet end at være her. Det er os, der gør noget for dig. Og først og fremmest prøver vi at undgå alle de mekanismer, der næsten automatisk venter på at træde i kraft. For eksempel: Hvis jeg gør det mindste, som du føler som et overgreb, vil det vække en voldsom trang til flugt i dig. Derfor bestræber jeg mig på at møde dig i dit rum, i det du oplever.

Sådan at  hele den side af mennesket, der har trang til at opdele og kontrollere,
ikke får lov til at ødelægge vores møde, siger Steen Kofoed.

Han anslår, at omkring hundrede mennesker med forskellige psykiske lidelser, er kommet forbi Sindsro hvert år i de seks år, tilbuddet har eksisteret. Og ni ud af ti har haft gavn af det, anslår Steen Kofoed. At gå i gang med Sindsro, udelukker ikke behandling i den etablerede psykiatri.

– Jeg har hjulpet mennesker med at begynde på psykofarmaka og fulgt nogle til den lukkede, når jeg vidste at, dér kunne jeg ikke hjælpe, siger Steen Kofoed. – Men langt de fleste, der kommer her, får det bedre. De finder mere ro, og det kan vise sig ved mindre behov for antipsykotisk medicin, eller ved at en indlæggelse undgås.

I de tilfælde, hvor det lykkes at skabe det, Steen Kofoed kalder et ståsted i psykosen, bliver den psykotiske gradvist inddraget i processen.

– På et tidspunkt skal den psykotiske selv være med, og det bedste man kan gøre i en psykose, er at begynde at tage ansvar selv. I begyndelsen er det for en lille ting, som for eksempel at gå en tur hver dag. Eller noget andet man magter. Når man tager ansvar, træner man sin vilje, og viljen kan man bruge til at genvinde kontrollen over sit sind. Vores behandling går ud på at skabe en mulighed for at adskille sig selv, det man er inderst inde, fra det der foregår i psykosen og som så at sige har overtaget sindet, siger Steen Kofoed og tilføjer:  – Det første jeg fortæller de mennesker der kommer her er, tillykke! Du har overlevet. Du er normal. Du er bare faret vild.

Hverken min krop eller sind

Det der egentlig er mest troværdigt, når Steen Kofoed fortæller om den behandling, han tilbyder sindslidende – en behandling han i bund og grund selv har kogt sammen – er hans dagligdags omgang med et menneskesyn, der ligger fjernt fra den traditionelle psykiatri.

Der er ingen ord om det næsten glemte underjeg og heller ikke nogen kognitive skemaer, der bare venter på at blive fyldt ud. Der er blot ord om mennesket, og de falder med samme selvfølgelighed, som når en mekaniker kigger en bil efter. Der er forskellige dele og de skal fungere sammen.

– Jeg er hverken min krop eller mit sind. Jeg er noget bagvedliggende, jeg er min sjæl. Sindet er det sted, hvor min bevidsthed er, og bevidstheden kan opleve, tænke og huske. Men der er meget stor forskel på, om jeg styrer mit sind eller om sindet styrer mig. Og hvis du er psykotisk ,er forskellen endnu større, for sindet kan ikke selv orientere sig. Det kan ikke selv holde op med at gøre noget, det er gået i gang med. Og da det oftest er voldsomme problemer, som ikke kan løses her og nu, der ligger til grund for en psykose, er der netop brug for, at den psykotiske bliver adskilt fra sindet, og holder op med at identificere sig fuldstændig med det der foregår i det. Du skal væk fra der, hvor det brænder, siger Steen Kofoed.

– Hvad sker der ellers?

– Hvis man først har mistet evnen til at orientere sig i verden så meget, at man begynder at tro på ting som at CIA rent faktisk holder øje med en, så tager overlevelsesinstinktet over. Og så sker der helt automatisk en masse ting,  vi ikke kan styre, hvor nogle bliver psykotiske af det. Andre får det på en eller anden måde vendt det til noget udviklende, og derfor mener jeg, at reinkarnation spiller med ind. Fordi årsagen til psykosen, det uløste, altid er i sindet, men hvor vi kan have bagage med fra tidligere liv, der gør det umuligt lige at se årsagen i øjnene, svarer Steen Kofoed.

Når Steen Kofoed taler om adskillelse fra sindet, er det noget andet, end når psykiatere omtaler antipsykotisk medicin som noget, der beskytter den psykotiske.

– Jeg mener at den slags medicin afskærer os både fra problemet og os selv.Den fjerner muligheden for at tage ansvar for os selv og vores følelser, og mennesker der får meget psykofarmaka, har ikke muligheden for at arbejde med det uløste, der ligger i dem og som er årsag til psykosen, siger Steen Kofoed. – Hvis jeg er afskåret fra et problem, kan jeg ikke løse det. Derfor er ansvar så vigtigt i Sindsro-behandlingen. For endemålet er at kunne tage ansvar for sine egne følelser og det, der forårsagede psykosen, siger Steen Kofoed

Hvis du ikke har lyst til at tage ansvar,
god tur! – Steen Kofoed, Sindsro

Flere, der er kommet på Sindsro, har foretrukket behandlingen med medicin frem for Sindsro. Det er ikke til at se, om det irriterer Steen Kofoed. Men det er hans holdning at der er noget udviklende i alt. Også i psykoser. Man skal bare lige være klar til at se den i øjnene, før der sker noget smukt. Hans eneste kommentar er:

– Hvis du ikke har lyst til at tage ansvar, god tur!

Flow kan være alt for meget

– Hvad med de ting man oplever når man er psykotisk. Er de på nogen måde specielle?

– Det, der gør en psykose ekstra svær at håndtere, er at man pludselig begynder at opleve en masse ting, man ikke har lagt mærke til før. For eksempel sammenhængen mellem begivenheder, der aldrig før har virket sammenhængende. Eller små detaljer man bider mærke i, der gør det svært at tro på tilfældigheder. Og det er rigtigt. Tingene hænger sammen og er ikke tilfældige. Problemet er bare, at når man er psykotisk, kommer man nemt til at drage den forkerte konklusion. At alting pludselig handler om en selv. Det er meget normalt at blive selvhenførende, når man er psykotisk, men det er en forkert forståelse og resultatet er altid meget mørkt. Verden er lige pludselig et farligt sted. Jeg oplever de samme sammenhænge hele tiden og synes det er smukt. Hvis jeg tænker på mexicansk mad og løber ind i tre mexicanere nede i baggården og nogen ringer forkert nummer på min telefon og taler spansk, ja, så er det en dejlig dag, siger Steen Kofoed.

– Betyder det noget at du er clairvoyant, når du arbejder med sindslidende?

– Det giver mig evnen til at mærke, hvad der foregår i mennesker. Men igen, hvis jeg gør det mindste, der føles som et overgreb, skaber jeg kun flugt, så jeg kan ikke altid bare sige, hvad jeg føler. Mit klarsyn bliver først rigtig relevant, når du er klar til at tage ansvar for dig selv, for der kan jeg ofte pege på den dør, du skal gå ind ad, svarer Steen Kofoed


Du kan se en video fra Sindsro, hvor Steen Kofoed demonstrerer behandlingen

Outsideren spørger en række forskellige mennesker, der har mødt sindslidende, om deres syn på psykoser. Steen Kofoed er stifter af behandlingstilbuddet Sindsro og kommer her med sit bud. Steen Kofoed er healer og clairvoyant. Læs om klinisk psykolog Torben Schjødts forståelse af psykoser i Outsideren nr. 64