I skal vide at dette indlæg ikke bliver læst igennem eller rettet, når det først er skrevet. Så jeg undskylder på forhånd hvis det virker rodet..
Nogen gange kan man ramme bunden, og hurtigt komme sig igen. Andre gange kan man ramme bunden, og slet ikke komme op.. Det er sket for mig..
For at være helt ærlig, så har jeg det slet ikke godt. Jeg bruger udtrykket ”knækket” for det er sådan jeg føler mig. Jeg føler mig knækket fuldstændig sammen.. Jeg har rigtig svært ved at gennemskue hvordan jeg skal kunne klare denne her omgang, for den er hård..
Hvis jeg skulle tegne hvordan jeg føler mig LIGE NU, så ville det være en illusion af en pind der blev knækket over. Når denne her pind først er knækket, kan man samle den med lim, tape.. Ja alverdens ting. Men den vil jo aldrig være den helt samme igen, den vil aldrig blive samlet og hel..
De siger uger har været rigtig hårde.. Der sker mange ting i privatlivet pt, og der sker så meget oppe i mit hoved som jeg slet ikke kan tage stilling til. Jeg siger det egentlig ikke højt.. Altså at jeg har det sådan her.. Jeg er så god til at tænke på andres behov, at jeg glemmer mine egne.. Men hvorfor skal jeg gøre min familie kede af det igen, hvorfor skal jeg gøre dem bekymret.. Det er der jo ikke nogen grund til.. Men hvis mit behov er at snakke om det her, så burde jeg jo også bare gøre det.. Men jeg føler bare ikke jeg kan være det bekendt. Alt er jo gået så godt, og alle er så stolte over hvor langt jeg er kommet.. Hvorfor skal jeg fortælle det, og føle mig som en stor fiasko..
Jeg prøver lige nu at fortælle mig selv, at det er okay ikke at være okay…