Af Dorthe Vang
Det har ikke været nemt. Min yngste søn er diagnosticeret med ADHD og Tourettes syndrom. Min mand har også ADHD og lider samtidig af kroniske smerter fra en trafikulykke. Han kan derfor kun arbejde 12 timer om ugen.
Vi har søgt hjælp, rigtigt meget hjælp. Vi har prøvet at forstå og prøvet at håndtere situationen. Min mand har gennemgået et forløb med depression, smerter, dårlig økonomi og frustrationer over systemet, der ikke kunne hjælpe ham, men kun har mistænkeliggjort ham.
Sidste år døde flere personer, vi kender. En af vores venner døde af en hjerneblødning her i vores have, da han gik og hjalp os med at fælde træer. Det var et stort chok. Jeg gik med det samme i terapi, mens min mand blev mere og mere indelukket, skumlende og dysfunktionel. Her til foråret kom han så i behandling hos en psykolog.
Psykologen var et vendepunkt. Hun var ude af kontakt med resten af historien, men behandlede ham som et helt almindeligt menneske, der havde sorg over nære venners død, sorg over tab af evner, vrede over systemet og vrede over at blive sat i bås
Jeg ville skilles
Jeg har i sommer oplevet, at han siger fra over for mig. Det har han ikke gjort på den måde før. Han har mere bare været sur og vred og fornærmet, og jeg har selv skulle finde ud af, hvor skoen trykker.
Jeg har haft brug for at vende og forstå, hver en lille prut han slog i kontekst til hans diagnose. Jeg har været tyndhudet og træt. I lange perioder var min første tanke, når jeg vågnede om morgenen, at jeg ville skilles.
Min tilgang til det hele var, at med forståelse og samtale kunne man sammen finde vejen og løsningerne. Problemet er, at det bare ikke virker. Jeg har tænkt, at han var narcissist, fordi han var så behovsstyret (det er man, når man har ADHD). Det sidste stykke tid har jeg valgt bare at lade ham være, og vi har levet ret adskilte liv, hvor vi passede hver vores.
Du stigmatiserer
Det var min anden søn, der en dag var ærlig. Han havde på seminariet lært om stigmatisering: ’Mor det er det, du gør med far. Du forventer han er sådan og sådan. Du sætter alt op imod diagnoser, og putter det i kasser. På den måde bliver han det, du forventer’.
Først blev jeg irriteret, så blev jeg vred, så gik jeg hjem og sov i 12 timer. Mit forsøg på at forstå, lære om, løse situationer med værktøjer som alle mulige kloge mennesker havde skrevet i mange bøger, havde den stikmodsatte effekt. Det gik op for mig, at det min søn sagde, var rigtigt.
Jeg har i flere år, hvor min mand har prøvet at kravle op ad sit sorte hul, kærligt skubbet ham tilbage. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal holde op. Han har stadig diskosprolapser, han har stadig ADHD, han er stadig samler i en urimeligt grad, men han er først og fremmest et menneske, og jeg skal lære at se mennesket bag diagnoserne og tage det hele derfra. Det er lidt svært, når jeg er så vant til det andet.