Intens druk torsdag og fredag med et forsøg på en pause endte med druk hele lørdag nat med en spændende kvinde til omtrent søndag middag. Ulykkeligt medførte det så alvorlige tømmermænd, at den planlagte artikel først har mulighed for at blive nogenlunde sammenhængende og forståelig i dag, hvor hjernen er slået fra standby. Jeg lider ikke af dårlig samvittighed, for det har jeg spildt rigeligt af tid på gennem årene, men mavesyre kan forekomme og skabe sure opstød i teksten om narkomaner, heroin, retten til børn og misbrugscentre, men så er det heldigt, at min læserskare er yderst begrænset.
Det pisseregner udenfor, og jeg burde handle lind, men mit kontokort er gået kaput, hvilket må skyldes stregkoden. Banken sender et nyt, men fordi jeg ikke hører til de gode kunder, skal jeg betale for det. De fattige betaler for kort. og de velhavende gør ikke. Det er sgu omvendt Robin Hood-logik. Desuden hamrede jeg torsdag nat storetåen ind i en kantsten og faldt så voldsomt, at det ikke kun gik ud over tåen, men også venstre hofte og ribbenene i samme side. Alligevel drak jeg videre de næste dage, mens alkohol fortrængte smerter og ynk. Og desværre også evnen til gennemtænkt og fornuftig opførsel. Og dog. Det jeg kan huske – og det er vist det meste – var vist lang mindre grænseoverskridende end så ofte før, men jeg dropper simpelthen emnerne retten til at få børn samt misbrugscentre, for ordene føles truende efter det beskrevne hændelsesforløb.
Jeg havde ellers lige besluttet en genoptagelse af badminton og et forsøg med lokalpolitik. Badminton står så på ventelisten, indtil skaderne er udbedrede, og lokalpolitik skal jeg overveje konsekvenserne af. Jeg får sandsynligvis ingen stemmer grundet den til tider alternative adfærd, når alkohol har bedøvet hjernecellerne, og så gider jeg faktisk heller ikke trusler, som lokalpolitikere åbenbart ofte udsættes for. Hvilket er en yderst mystisk adfærd i et land, der præsenterer karrikaturtegninger og belærer andre lande om ytringsfrihed og ikke forstår, at der er nogle, der betragter det som fornærmende. Det lugter en smule af en Catch 22-situation, hvilket jeg nok bør forklare, men det orker jeg ikke. Men trusler er aldrig speciel god underholdning, hvilket jeg ved af erfaring under omstændigheder uden politisk indhold.
Det var narkomaner, der skulle under kærlig behandling og ikke egne dumheder. Jeg begyndte på research i narkomiljøet for over et år siden, da jeg ville bruge deres oplysninger i en fiktiv roman. Ofte endte det med, at jeg drak vodka med dem eller stærke guldøl. Efterhånden opdagede de min oprigtige nysgerrighed samt det faktum, at jeg ikke behandlede dem med arrogance eller ønskede at udstille dem.
Med den kroniske angst og min afhængighed af nervemedicin i baghånden kom vi bølgelængde. Måske har flere derfor fortalt, hvordan de endte med en sprøjte i armen eller på rygeheroin. En narkoman satser livet hver gang, de søger roen og tomheden, der følger i kølvandet på et skud heroin, og det er forståelig snak for en angstslidende med evig uro og til tider angstanfald. Jeg ville nok have været fristet til den søgen efter total ro i hoved og krop, hvis tilværelsen som narkoman ikke var en daglig kamp for at skaffe penge til det beroligende middel. Og et stort behov i en provinsby koster nemt 2000 kroner om dagen. Da ingen af dem sidder i direktørstillinger medfører misbruget kriminalitet.
Det er logisk, hvorfor nye heroinjunkier tilbydes behandling, men jeg fatter intet af, hvorfor heroinjunkier efter utallige behandlingsforsøg og indsættelser i fængsler ikke får tilbudt gratis heroin og rene sprøjter i alle byer. Det vil automatisk nedsætte kriminaliteten, og Hr. og Fru Danmark behøver ikke frygte overfald eller indbrud. Der findes en del af disse mennesker, der kunne leve et nogenlunde værdigt liv med en sådan ordning.
Angstslidende har til gengæld det problem, at der ikke findes tilgængelig medicin, der garanterer en bedre hverdag, og mange har ikke råd til psykologbehandling. Og regionernes muligheder for gratis terapi er pinligt mangelfulde.
Benzodiazepiner, altså nervemedicin, er suverænt det mest virksomme middel mod angst, men der skabes hurtigt afhængighed og ofte toleransudvikling, hvor krop og hjerne gerne vil have flere piller. Det kan dog kontrolleres med viljestyrke og samarbejde med lægen eller psykiateren.
Benzoer kan til ”nyangste” højest udskrives i 6-8 uger, så uden en hurtig indsats med terapi minder det om at urinere i bukserne for at holde varmen. Så drop angsten og få kroniske fysiske smerter i stedet, for det er nemmere at få udskrevet morfin, selvom det er mindre besværligt at træne fysiske smerter væk med kyndig vejledning end de psykiske.
At jeg bevidst køber buræg, fordi vi indsætter varetægtsfængslede under mere usle vilkår end burhøns, bør være mere logisk end udskrivninger af morfin, der er mere vanedannende end benzoer. Hvilket beviser den stadig konservative tankegang, hvor den fysiske lidelse er accepteret, mens den psykiske stadig er ret tabubelagt. Og jeg drikker kun lys øl i fremtiden, for tankerne stinker langt væk af for mange dage, hvor frontallapperne i hjernen var under heftig beskydning af alkohol.