Københavnertur fra Lolland
Fredag 18/8
Dagen startede ret så fladt nede på Sydhavsøerne, hvor der er rigtigt travlt i disse uger på markerne. Korn, jeg ikke ved meget om endnu og en masse forskelligt frøgræs bliver slået, og pakket i blågrøn plastik og stablet i meter høje stakke på markerne.
Smukkere syn kan jeg næsten ikke visualisere for mit indre blik. Jeg fandt gerne min sove pose frem og sov på toppen af (en) Lolland(sk) stabel wrap…
Men denne dag skulle jeg tidligt op og til København på hyggetur, hvor jeg skulle se mine gamle venner et par timer i Carls Huse (social psykiatrisk værested) i Gladsaxe. Jeg kørte i bil med min udlejer og hans bror, de skulle i biografen og også hente den enes datter. Jeg blev sat af i Glostrup, og der ramte det mig godt nok som en forhammer, alt den larm, der var midt i lyskrydset Nordre Ringvej / Hovedvejen. Efter at have tilbragt de sidste mange måneder på landet på Lolland, så var det noget af en kontrast at komme til storbyen igen og jeg blev kistelykkelig for, at jeg skulle hjem til gården om aftenen.
Det skrev jeg til min vidunderlige kæreste og der er vokset op i det kolde nord/Jylland. Jeg var ikke den eneste, der kunne have det svært med den københavnske larm og han kunne finde på at søge lidt tilflugt i et stille hjørne i en butik eller cafe, præcis som jeg selv gjorde, da jeg endnu boede i Gladsaxe… Eller i høretelefonerne i bussen valgte jeg at gøre, mens jeg gik stor smilende hen til bus 300 S ud for Netto´en.
Tag en tudekiks Fister
Jeg er sgu ikke så dum, at jeg tror, jeg er den eneste, der har det på en given måde. Jeg har aldrig været en type, der har tænkt ting som “Det her er så skørt at hade larm og København, jeg er den eneste i verden, der har det sådan”. Tag en tudekiks fister!
Statistisk set er det umuligt at være den eneste, der har det på en given måde. Spørgsmålet er bare, hvor ens fæller er henne, hvis du spørger mig om min absolut ærlige mening. Fællerne kan være sindsygt svære at finde, men det er jo slet ikke det samme som, at de ikke er der. Det siger da sig selv. Ensomhed er noget andet, for sådan føler mange ganske vist og sikkert også helt reelt, men desværre oplever jeg, at det er blevet så skide moderne at sige “Jeg er den eneste, der har det sådan. Jeg er helt skør i bolden” Selvfølgeligt er man ikke alene om at have en eller anden følelse, men hvor er de folk henne som man kan spejle sig i og gerne vil være sammen med?
Det kan teknisk og statistisk set ikke lade sig gøre at være den eneste, og selvfølgeligt skal vi også være sammen med folk, der giver mening for os selv som personligt individ at være sammen med. Ingen tvang… mening med livet…!!! Ja tak <3 Jeg har snare tænkt i årevis, “Jeg tror stærkt på at mine fæller bor på landet, men hvordan skal jeg dog få rodet mig ud af en kommune suppedas og komme hen til dem?”
Idag sidder jeg med en følelse af ikke at være blevet respekteret, at være blevet stigmatiseret og kaldt psykisk syg af systemet, psykiatere og behandlere i årevis, pga denne beskrivelse jeg giver af, ikke at kunne lide larm og udstå tanken om at bo i Kbh. Social angst og diverse, de har smidt efter mig. Jeg ved ikke, om jeg har misset nogle detaljer i diagnose kriterierne, eller misforstået noget de har fortalt mig, men det jeg sidder tilbage med af oplevelser, er i hvert fald, at psykiaterne har givet mig mange alvorlige diagnoser, og villet proppe mig med medicin, men det lykkedes dem kun nogle få år, til trods for jeg altid bare har beskrevet mit dybfølte ønske om at kunne bo på landet, trække mig langt tilbage og få noget ro, for så kan jeg sgu godt nyde en enkelt tur/retur til storbyen.
Personer i min omgangskræds har ikke lige frem den samme psykiatri historie som jeg har, er mit indtryk, må jeg jo nok sige og underdrivelse fremme forståelsen håber jeg. Vi kan bare ikke udstå tanken om at bo i København. Men skulle det gøre os til angste psykisk syge? Nej vel? Der skal mere og andet til hvis du spørger mig! Det kunne også være jeg skulle få min relevandt uddannede kæreste til at skrive en artikel til Ugeskrift for læger, “Med min faglige viden om psykiatri har undertegnede fundet en ny diagnose hos kæresten. Undertegnede vil kalde diagnosen for Kvindelig Bondeknold”.
Jeg flyttede til Lolland fra Kbh for bla at komme væk fra alt psykiatri, men man har en holdning til man tager en ny… Jeg vil hellere smelte i min nordjydes varme favn og drysses over med kys og kærtegn, end bruge tid på psykiatere og læger…
En rigtig mand kan køre traktor
Det var skønt at komme hjem til Lolland efter en god dag i storbyen. Ude godt, men hjemme bedst. Jeg kan dårligt beskrive, hvor højt jeg elsker alle markerne, følge deres vækst, at vinke til landmændene i traktorerne og se de store New Hollandere, John Deerer og Massey Fergusoner fise rundt på markerne, som travle myre på væksthormoner, og nogle dage er det næsten i døgndrift de høster. Det er frihed, det er naturens gang og absolut tryghed. Nu er det meste af høsten allerede slut for denne omgang, så går der nok en måneds tid, så skal roerne op. Det bliver fuldstændigt vidunderligt at følge. Min rigtige mand kan køre traktor… Alle de positive ord dog, man skulle næsten tro jeg var smask pladask forelsket 😛 Der er bare nul angst i mit liv her på gården i hans arme.
Klap lige (sukker) roen
De seneste måneder har jeg forstået den dybere mening med min fascination af mænd fra landet og især de jyske. Det rolige, det ordknappe og at ordene ikke behøver være så bombastiske, for man forstår jo godt meningen alligevel. “Det ikk så ringe” “træls” “ikke så skidt” “jøv”…
Der har været rigeligt med underspillet voldsomt drama i mit liv og jeg trænger til en kontrast i en mentalt rolig jyde med lige så meget krudt i røven, som jeg selv har. Jeg er opvokset med en mor, der har givet mig et liv med mange sociale skader, overskredet mine grænser i 28 år og ødelagt mit liv og næsten været ved at tage livet af mig, fordi jeg skadede mig selv på flere måder pga hende. I foråret 2017 hjalp jeg hende faktisk med hendes første smartphone og morfibo app om formiddagen, hvor hun var ædru, og om eftermiddagen var hun fuld og hun overfaldt mig og min far i et alkoholisk drama, så jeg var nødt til at slå på hende for at komme væk. Siden har jeg ikke set hende og jeg vil aldrig se hende igen. Det der var sidste gang. Det har jeg prøvet at sige så tit, men har ikke haft et godt nok netværk til for alvor at være sikker i min sag. Nu er mit netværk i den grad udvidet og solidt, masser af støtte fra min ny familie, og især mange der omvendt er taknemmelige for det, når jeg hjælper dem… Så denne gang er jeg sikker i min sag om, at det var farvel til alkoholikeren.
Efter den omgang med alkoholikeren jeg og min far oplevede, er vi kommet til at slide rigtigt meget på hinanden. Han har hjulpet mig, så godt han kunne med at give nogle små puf, men vi har slidt så meget på hinanden og han har aldrig helt forstået diagnosen “Bondeknold”… så ja… jeg sidder jo desværre med en dyb følelse af, at han ikke respekterede mig som den jeg er eller så mig som person i de måneder i rækkehuset, hvor jeg havde det forfærdeligt. Han forstod ikke, hvorfor jeg var nødt til at være væk fra rækkehuset alle de timer hver eneste dag og at jeg ikke kunne tåle tanken om naboer. Men nu er han tilgengæld rigtigt ægte glad for nu, at jeg er glad og jeg har fået det godt, ja lykkelig til op over begge øre, selv når jeg lige traver en tur på 8848 meter op på Mount Everrest top. Far sagde forleden, at der var faldet en sten fra hans hjerte, fordi han nu kan høre i telefonen, hvor lykkelig jeg er. Det er jeg så lykkelig for at høre ham sige, for jeg har også været ulykkelig over at skuffe ham. Jeg er nødt til at stå ved mig selv, at rækkehuset var en dum ting, og har som sådan ikke haft svært ved at stå ved det, selv om det ikke var sjovt.
<3 Match in Heaven <3
Jeg kunne ikke have klaret flytningen fra rækkehuset til gården uden min flytte mand, og han havde også brug for at lave noget rart og praktisk for sin egen skyld og at vi så ikke kunne holde os fra hinanden til sidst, er virkeligt noget af det mest fantastiske, jeg kunne have drømt vilde drømme om. Shinyyyy BOOOOM så var han der, ud af det marine blå. Og det er kun meget få måneder siden, jeg skrev, jeg ikke var interesseret i kærlighed… men man har jo en holdning til man tager en ny,, som er ved at blive mit trofaste slogan og det er jeg kun glad for. Er der nogle, der vil sige “Hvad sagde jeg?” eller “Kærligheden rammer, når man mindst venter det” så vil jeg bare sige “Ja tak, det passer i vores tilfælde”.
Jeg elsker sgu bare min rolige og kærlige nordjyde, der heldigvis har lige så meget krudt i røven som jeg har, er mindst lige så nørdet og mad er godt <3 Match in Heaven <3
Følg mig gerne her:
Facebook side
Forfatter Ida Eowyn
Forfatter_idaeowyn
Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev på Mentalista.dk
Mit firma hedder Mentalista CVR 38710052