Af Mick Arnholtz, illustration af Francisca Meena Rude
Hvem er de syge, og hvem er raske, hvem er søde og hvem er barske?
Hvordan måler vi sundhed og åndelig råddenskab, hvem bibringer verden det største tab?
Hvad er vigtigt i en verden fyldt med mennesker og dyr, hvem sit eksistensklæde fyldt med frygt, nag og selviskhed syr?
Som en ætsende tråd gennem marv og ben, givet videre gennem opvækst – gen på gen.
Kærligheden blandt mennesker på må og få, synes at have fået kår der er svære at få øje på.
Tolerance, et åbent sind og rummelighed, åndelige egenskaber, som os’ er gået i ged!
Men jeg mister ikke modet, kærligheden og det gode liv, for jeg nægter at være andet end guddommelig positiv.
Uha, ja store ord, guddommelig, hvad han om sig selv tror!
Ikke andet end jeg må ha’ støtte, via åndelig 3×34 og det KAN nytte.
Med ydmyghed hånden frem jeg rækker, og tro mig jeg aldrig nitten trækker.
Kærlighed og tolerancen mod andre er vores mål, alt andet er diverse misforstået for(e)mål.
Løsningen er altid enkel, men ikke altid let, sådan genkendes de bedste idéer, ret og slet.
Jeg spørger igen, hvem er de syge, hvem er de raske?
Hvem er de søde, hvem er de barske?
Men inden du dømmer, husk nu på, at de elskelige er nemme at elske og forstå.
Dem der trænger mest til vores kærlighed, er dem hvor ukrudtet fylder deres bed.
De er blot åndeligt syge som os selv, her må vi ikke lade kærligheden går på hæld.
Lev og lad leve, hvor modstanden er størst, lad os ikke give efter for frygtens tørst.
Lad os mødes i kærlighedens navn, så verden ikke ender og går ned, som et fremtidig kedeligt sagn.