Jeg har haft en rigtig hård periode i mit liv, hvor mine stemmer og psykotiske symptomer næsten havde kontrollen over min krop. Jeg blev ofte så panisk over at være i denne tilstand, at jeg tyede til det eneste, jeg vidste, kunne give ro i mit hoved: Selvskade!
Jeg har selvskadet på mange forskellige måder. Jeg har haft utallige blå mærker, og min krop har været godt mørbanket, men det var været mærker og ømhed, der heldigvis er gået væk igen. Men jeg har også selvskadet, så jeg i dag sidder tilbage med mærkerne efter det. Jeg skar nemlig også i mig selv. Lange og meget dybe sår, der skulle syes hver gang. Det efterlod store ar på min ene overarm og på begge mine ben. Jeg ligner efterhånden en zebrapige. Men er mit liv så færdigt? Kan jeg nogensinde vise mig i shorts og t-shirt igen? Kan jeg tillade mig at klæde om sammen med andre?
Ja, selvfølgelig, kan jeg det! Men det var ikke nemt at komme til det punkt, hvor jeg kunne se mig på mig selv, og acceptere den pige, der stod foran mig. Men heldigvis har jeg en lillesøster, der blev ved med at sige, at jeg havde ar, men det var bare sådan jeg så ud. Hun har sagt det utallige gange, og endelig er det ved at sidde fast. Men jeg kan også sagtens forstå, at andre folk synes, at det måske er ubehageligt at se på, men det er sådan jeg ser ud. Nu har jeg accepteret mine ar. Jeg er ikke stolt af dem, men jeg vil heller ikke lade dem stoppe mig.
Jeg læste Micha’s historie på UngtilUng, og fik mod til at kaste mig ud i det. Så nu klæder jeg om sammen med mine medspillere, når jeg er ude at spille håndbold, og jeg klæder også om sammen med alle mulig mennesker, når jeg træner i fitnesscenteret. Jeg vil ikke lade mine ar stoppe mig, og afholde mig fra de ting, jeg kan lide. Motion betyder nemlig rigtig meget for mig. Det hjælper mig enormt meget, når jeg har det dårligt. Derfor er det også et vigtigt redskab i kampen mod flere ar.
Men jeg kan sagtens mærke alle de skjulte blikke, og jeg kan også sagtens forstå dem. Hvis jeg så det samme på en anden person, ville jeg da også helt sikkert kigge en ekstra gang. Det er helt naturligt, og det har jeg fuldstændig accepteret. Og hvis folk skulle turde spørge, hvorfor jeg har mine ar, vil jeg hellere end gerne forklare dem om det, så det ikke er et tabu, men en del af min udvikling som menneske. For mine ar har vel et eller andet sted noget med min sygdom at gøre, fordi det var den, der pressede mig ud i de paniske situationer, men det var udelukkende mit eget valg at skære i mig selv. Og det står jeg ved. Det var den måde, jeg klarede mig igennem min smerte og frygt, og det er der ikke noget at skamme sig over. Det var selvfølgelig ikke den bedste løsning, men det var den løsning, jeg kunne se, der virkede.
Og for tiden er der så mange kampanger, der fortæller os, at vi skal stå ved vores kroppe, og jeg kan kun være enig med dem. Min lillesøster blev ved med at sige det til mig, og det hjalp mig meget. Derfor vil jeg gerne give det videre til jer: Lige meget hvordan I ser ud, så vær stolte af jer selv. Også selvom i måske har grimme ar, som mig, eller noget andet, I er utilfredse med. Det er helt i orden, for det er sådan I er! Og det ville også være skide kedeligt, hvis alle så ens ud. Så lad ikke jeres kroppe stoppe jer i at gøre de ting, I har lyst til. Vær i stedet stolte af dem, og af jer selv!
”Scars to your beautiful”…