MC Einar fandt en vej ud af sindslidelse

Af Jakob Rerup

I tre år levede MC Einar et liv på toppen. ”Jul Det’ Cool” blev en landeplage, det samme gjorde ”Arh dér”, og den lille Einar Enemark, der før havde haft problemer med selvtilliden og en voldsom stammen, var pludselig en stjerne i en alder af blot 21 år. Men lige så hurtigt som succesen blev skabt, ligeså hurtigt var den overstået.

Det hele var overstået på tre år i 1990. MC Einar gik i opløsning. Hvordan oplevede du afslutningen af MC Einar som band?

­– Det var rigtig rigtig svært for mig. For jeg havde jo levet mig så meget ind i rollen – som er en udmærket formulering, synes jeg – at jeg ikke vidste, hvem jeg selv var, hvis jeg ikke var MC Einar. Min eneste omgangskreds, det var jo Jan Skotbo og Nikolaj Peyk og de andre gutter fra MC Einar. Pludselig var jeg helt alene. Jeg havde kun min gamle brugte rolle som MC Einar at identificere mig med. Og da det sluttede, så vidste jeg faktisk ikke rigtig, hvem jeg var. For jeg havde jo spillet et skuespil, og både dag og nat havde jeg bevæget mig så meget ind i rollen, at jeg også havde drukket lidt flere bajere, end jeg egentlig havde lyst til, og jeg havde været lidt mere brovtende og lidt mere fremme i munden og nedlagt lidt flere piger, end jeg normalt ville have gjort og så videre. Jeg havde ligesom prøvet på at ”spise karakteren” på en eller anden måde. Så der gik lang tid med at finde ud af, at det ikke rigtig var mig, det der. Så var det, at jeg stille og roligt fandt ud af, at ”nåh ja, der er jo også en Einar Enemark gemt et eller andet sted.” Og der har jeg så med min kones hjælp og med andre gode venners hjælp – og ikke mindst med hjælp fra min kære stedfar og min mor og andre gode mennesker – stille og roligt fået nogenlunde styr på mig selv igen. Vi var også meget unge jo.

Blev alkoholiker fordi det lå til karakteren som forsanger
Du fik, hvad du selv beskriver som et decideret alkoholmisbrug, efter MC Einar gik i opløsning. Hvorfor havde du svært ved at styre indtagelsen af alkohol?

– Det har jo altid været fristende for én, der stammer, og som har svært ved at fungere i det daglige liv sammen med andre. Fordi som stammer der er man altid bange for, at man skal stamme, så man…

Prøver at dulme det lidt?

– Ja, og så har spiritussen altid haft den dér effekt, og så har man ligesom både kunnet snakke og være lidt morsom og festlig, og så har det også været lidt en løgn. Men spiritussen synes jeg, at jeg har fået meget godt has på.

I den mellemliggende periode havde Einar stadig kontakt til musikscenen på forskellig vis. I hele perioden siden MC Einar gik i opløsning i 1990 og frem til i dag, var han på den ene eller anden måde engageret i musik og kunst som det underliggende tema.

I 1994 udkom MC Einar med opsamlingsalbummet ”Og Såd’n Noget”. Samme år var Einar Enemark også med til at indspille børnesangen ”Oles nye autobil” til børnealbummet ”Pa-Papegøje,” som fik prisen som ”Årets Danske Børneudgivelse” ved Danish Music Awards i 1995.

Så i 1993 lavede Nikolaj Peyk et nyt band, som fik navnet ØstKyst Hustlers. I 1995 slog de igennem med deres ”Verdens Længste Rap” om fyrene Jazzy og Bossy, som tog på tur fra København til Jylland. Og her fik Einar Enemark lov til at medvirke som sig selv – manden Einar, der sælger vitaminpiller og klid.

Psykose efter LSD-trip på Roskilde festival
I 1995 fik Einar Enemark en af de uheldige oplevelser, som typisk bliver definerende for ens liv. Han var taget på Roskilde Festival. Det var det år, hvor festivalen både bød på REM, Massive Attack, Oasis, Jeff Buckley og Sinéad O’Connor. Her tog han en omgang LSD og fik det dårligt.

Du fik en stofpsykose. Kan du huske oplevelsen?

– Jaeh, ja. Jeg kan godt huske nogle billeder. Fordi jeg røg jo helt ud til verdens skabelse og Bifrost og Hrymfaxe i den der nordiske mytologi, som åbenbart lå i mit DNA et eller andet sted og brusede op. Og jeg så bare verden forgå. Jeg var helt færdig. Det var ikke så sjovt. Men jeg havde jo også, skal jeg lige skynde mig at sige, kærestesorger. Det gjorde det jo rimeligt meget værre med det der LSD. Jeg var sgu helt ødelagt efter et forhold, der var gået i stykker.

Prøv at beskrive det dårlige trip, du havde med LSD.

– Jeg røg så langt ud, at det var en eller anden form for psykotisk tilstand. Det varede flere uger, måske en hel måned, hvor jeg var i en helt anden verden.

Hvordan blev du indlagt? Var det på egen opfordring eller var det med venner og families hjælp?

– Jeg var helt rundt på gulvet. Blandt andet sagde jeg til min mor, at hun skulle skynde sig at slå mig ihjel, for ellers ville jeg slå hende ihjel. Hun blev meget bange og ked af det. Ikke så bange for sig selv, men mest på mine vegne. Fordi hun er en rigtig mor på den måde. Hun er en rigtig hønemor. Så hun ringede til sin bror og spurgte, om han ikke lige kunne tage vare på mig, og så kom han så, og jeg hoppede ind i min morbrors bil, og så kørte han mig ind til kommunehospitalet. Jeg kom i udmærket behandling, og der var nogle meget søde og meget sympatiske mennesker, der arbejdede med det her, synes jeg. Jeg husker det som et godt sted at være faktisk, fordi de var sgu ret begavede de mennesker, der arbejdede der. Det var ikke sådan nogle, der bare proppede en masse piller i mig, og ”han skal bare ind i det lille bur, og så fred med ham.” De brugte meget tid på at snakke med mig.

Einar Enemark blev indlagt i to omgange i en måneds tid, blandt andet på den lukkede afdeling på Sankt Hans.

Medicinfri i dag
I dag er Einar medicinfri.

– Jeg er stor modstander af alt sådan noget med medicin, hvis man kan undgå det. Jeg ved godt, at det kan være nødvendigt for nogle, og jeg respekterer det for dem, der virkelig ikke har anden udvej. De skal ikke høre et eneste fordømmende ord fra min side. Men jeg vil så vidt muligt prøve at holde mig fra det. Jeg mener, at den største healer her i livet, det er kærligheden, og der bliver sgu generelt proppet for meget medicin i folk. Jeg har lige hørt, at der er 400.000 danskere, som er på lykkepiller – jeg ved ikke, om det passer, men hvis det passer, så er det jo helt abstrakt. Det er jo fuldstændig langt ude, synes jeg.

I starten af nullerne gik det meste af Einars musiske og kunstneriske virken med at forsøge at genoplive MC Einar og ride på fordums bølge ved solo at spille MC Einars musik med et playback system. Dog uden nævneværdig succes. Men en dag hørte han jazz trioen ”Kun Takt” i radioen. Einar var begejstret og tog kontakt til bandets bassist. Kun Takt indvilligede i et samarbejde, og det blev til albummet ”Jeg må ha’ en coach!”, som udkom i 2011. Siden har de udgivet endnu et anmelderrost album, ”Åben Dine Læber” i 2016, som fik 5 ud af 6 stjerner i GAFFA, og som anmelderen kaldte ”noget af det bedste, jeg har hørt, siden Halfdan E og Dan Turèll i 1993 udgav deres epokegørende album ’Pas På Pengene’.”

Tørlagt
I 2005 lagde du alkoholen helt på hylden og har været tørlagt siden. Var det svært at stoppe alkohol misbruget?

– Jaeh. Ofte var det gået fra at være en god fest, når jeg drak, til at blive en dårlig fest. Frem for at det blev liv og glade dage, så blev det gråd og tænders gnidsel, og der blev sagt og gjort en masse dumme ting. Og så var det også bare sådan: ”Nej. Det gider jeg sgu ikke. Altså helt ærligt.” Jeg er også på en eller anden måde blevet for gammel til, at der går for meget grotesk sceneri i den på den måde. Jeg orker det ikke. Det er også bare noget, der kommer med alderen, tror jeg. Man orker ikke det der, hvor alt bliver vendt helt på hovedet. Og man råber og skriger af hinanden og smider med flasker efter hinanden. Altså. Man orker det ikke mere, efterhånden, som man bliver ældre.

Du har fortalt, at du fik hjælp til at stoppe fra kæresten og din familie. Prøv at beskrive den hjælp og støtte din kæreste og familie gav dig til at blive ædru.

– Ikke anden hjælp end deres kærlighed. Ikke noget med, at de har været pædagogiske over for mig i en eller anden forstand i forhold til spiritussen.

Var det sådan ligesom Minnesota-kuren. Var det et officielt program, du var i?

– Nej. Det handler bare om, at man har haft kærlighed nok omkring sig til, at man har kunnet gøre de ting der. Én af grundene til, at ”Jeppe drikker” (uddrag af Jeppe på Bjerget, red.), det er jo, fordi han føler sig ensom. Og hvis man ligesom har den der grundfølelse, at frøken Panik (Einars kælenavn for kæresten Else Kjær-Andersen) hun er der, og mor er der, og stedfar er der, og Jan er der, og der er de mennesker omkring én, som rent faktisk holder af én. Så bliver det altså noget nemmere at gennemføre de ting, som man egentlig gerne ville. Så det er ikke andet, end at jeg har været omgivet af rare væsener, som egentlig ville mig det godt. Så har man styrken til at gøre noget ved det. Hvorimod, hvis du ikke har nogen rare væsener omkring dig, så er den fandeme svær, ikke?”