Jeg har taget en beslutning om hvilken slags ”blogger” jeg skal være. DET er da befriende i sig selv faktisk, for nu er det ved at være noget tid siden at jeg har lagt noget op.
mange har siden spurgt hvornår de kan læse mere.
-”lige-pludselig” har mit svar gerne været. For sagen er den kære læser, at det her ikke skal være for andres skyld, men for at gavne mig selv. Det skal være når JEG har noget på hjertet, som gerne skal læses af andre temmelig hurtigt efter det er skrevet. og når jeg nu skriver Gavne mig selv, så er det i virkeligheden også noget værre Vrøvl, for mit HÅB er selvfølgelig at det jeg skriver på længere sigt kan hjælpe andre.
Som mange af mine læsere ved er jeg i gang med at skrive en bog, så det her ”bloggeri” er stadig bare en lille ”kom ud med det lige nu halløj”
jeg vil ikke blogge for andre, men for mig selv, og så håber jeg blot at det når ud til dem som kan få gavn af det på den ene eller anden måde.
Jeg er stadig lidt Paff over at jeg nåede ud til SÅ mange læsere på mit første indlæg, og at jeg fik Så mange positive tilbagemeldinger på både det, og det seneste omkring barndoms mønstre, reaktioner og dagligdagen. At blive opmuntret af folk som man ikke kender, men som man er nået ud ti gennem skærmen, giver ”blod på tanden” til at fortsætte med at skrive.
Det er ingen skam at få professionel hjælp.
-Det er det virkelig ikke, og Jeg skal faktisk til Psykolog i dag. Hun spurgte mig sidste gang vi sås, hvilket var så hyggeligt, fordi hun bare lige kom forbi mig til en kop kaffe.
“Birgitte, hvad er det egentlig helt nøjagtig du vil bruge mig til?
Den skulle jeg faktisk lige ”tygge lidt på” for jeg har jo slet ikke det samme behov for hende som jeg havde engang.
”jamen- du er vel sådan en slags”buffer” , Jeg vil gerne ha dig, til at vende mine tanker med til når der er noget i livet der er svært”.
Vi skal ses i dag fordi jeg i næste uge skal i retten (igen) vedrørende adressen på min yngste søn, som er blevet kørt helt op og til en sag om samvær med begge drenge.
selvom jeg egentlig ikke ”frygter” det , så er det alligevel rart at kunne få luft hvad angår ALLE mine bekymringer, tanker, mistillid osv. til en som har tavshedspligt og som kan give mig nogle redskaber med tilbage. Et frirum hvor jeg ikke skal være bange for at der bliver skubbet til min sårbarhed, men derimod bliver gjort plads til mig og hvor jeg føler mig tryk nok til at kunne tale om alt hvad der lige vedrøre mig. Jeg kan ha en masse ting på ”dagsorden” som jeg gerne vil snakke med hende om, men når jeg sidder der kan det ende med at blive en hel anden snak. Det bliver altid, lige det som jeg har brug for at få luftet.
SKYLD OG SKAM
i kølevandet på Dokumentaren ”jeg savner min sygdom” der har kørt på Dr1 de sidste 2 tirsdage, føler jeg det næsten nødvendigt at komme med et indput også.
Det var en meget spænderne dokumentar i 2 dele hvor man følger Peter der ligesom jeg selv lever med sygdommen Bipolar/ man-dep.
Han er diagnosticeret med bipolar type 2. jeg er type 1.
for at skelne de 2 skal man være psykiater og være meget ind i den verden, så det vil jeg ikke begive mig nærmere ind på her (se evt. dokumentarens første afsnit hvor det bliver forklaret en lille smugle om det) jeg har ligeledes en forklaring på det i min kommende bog, set fra patientens side.
-Noget af det som mange af os der bære denne sygdom render rundt med er en skyld følelse. Og selvom jeg UDEMÆRKET godt har vidst, at det ikke har været min eller andres skyld at jeg har denne sygdom, så har jeg alligevel igennem årene forsøgt at finde svar på HVORFOR..
At se fordele, Frem for at ha fokus på begrænsninger
jeg har altid været ”anderledes” jeg har altid haft en lidt ”skæv” indgangsvinkel til tingene, og en meget kreativ måde at tænke på, altid… lige siden jeg var helt lille.
det kreative kommer mig tilgode nu kan man sige. jeg elsker at lave kreative ting sammen med mine børn, hvad enten det består i at lade fantasien få frit løb i køkkenet hvor vi opfinder nye retter. finde på sjove rim og remser sammen eller finde på en mærkelig måde til nemmere at forstå lektier på. min kæreste supplere fint med, når kreativiteten får max gas, og der skal bygges ting og sager. ( jeg er ikke den fødte byggemester, og det ville GODT NOK ha været noget værre skrammel hvis jeg skulle ha bygget træhule på egen hånd sammen med Drengene. Men han har derimod sans for hvordan man laver ting så de er både funktionelle OG Sikre).
Da jeg var barn blev jeg simpelthen nød til at være kreativ for at overleve i det rod der var på hjemmefronten. så jeg “tullede rund” i min egen lille bobbel, og lukkede kun ganske få derind. men de var til gængæld også noget helt specielt for mig.
men I en verden hvor mistillid, druk, historier om hvem der har gjort hvad og hvorfor var en del af dagligdagen var en Virkelighedsflugt nødvendig, og det gør man som barn, og HELDIGVIS. tænk hvis jeg som barn skulle ha forholdt mig til de barske realiteter. Jeg er da virkelig taknemmelig over at det først er i mit voksenliv at de minder er dukket op, så jeg var stærk nok til at bearbejde dem.
Tilbage til – “Bipolariteten” ( det er der ikke noget der hedder, men men, nu har jeg skabt et nyt ord idag- Hurra )
min sygdom, har jeg nok i virkeligheden altid haft. Den har ligget og lumret altid, og er så ind i mellem blevet Tricket, og dermed Blusset op. – min hjerne Flygtede simpelthen når tingene omkring mig blev for meget, eller hvis jeg blev udsat for noget slemt.
idag “stresser” min hjerne op, og tager på flugt i fantasiens verden hvis mit søvnmønster brydes.
At turde og anerkende sine følelser
Der skulle mange år til, før min sygdom blev opdaget. ( er stadig min psykolog dybt taknemmelig, for det har jo gjort at jeg har fået den rette behandling nu.)
paradoksalt nok, så er noget af det værste jeg ved hvis jeg får en fornemmelse af at folk har ondt af mig. DET kan jeg simpelthen næsten ikke være i. der var engang hvor jeg gerne ville ha lidt medlidenhed pga alt det skidt jeg var gået igennem, eller medlidenhed er nok i virkeligheden et forkert udtryk at bruge. OMSORG, jeg søgte efter omsorg.
jeg søger ikke mere.
Jeg har bearbejdet det, om og om igen, og så har jeg lært en ting igennem de sidste knap 3 år.
Jeg har lært en følelse som jeg førhen har skuppet væk, fordi den var for ”farlig”
jeg har sku lært at blive Vred.
-Tænk engang at det skulle tage mig SÅ mange år- (jeg er 34) , før at man kan erkende og acceptere at det er OKAY at være Vred. Jeg har ellers altid forbundet vrede med så meget skyld og skam, at jeg ikke tillod mig selv det.
Og hvorfor kan jeg så nu. Så er vi jo tilbage til et emne som jeg ÆÆÆÆÆLSKER at skrive om. KÆRLIGHEDEN… ( jeg er og bliver en HÅBLØS romantikker)
og jeg er altså virkelig HÅBLØS i forhold til det med Romantik. Og min kærestes måde at være romantisk på er nøjagtig den form for romantik jeg elsker. Mange gange er han slet ikke klar over at jeg synes han er romantisk. Og endnu flere gange ryster han på hovedet af mig når jeg kigger på ham og siger ” århhh, så Momantisk”
Når man finder en der er villig til at kæmpe ved ens side. En der kan finde ud af at være retfærdig. En der står ved sit ord, og som udviser ro, integritet og vedholdenhed. ( på Trods af min Crazyness og følsomt sind …. ooooog til tider vældig dramatiske issues omkring små latterlige dagligdagsting)
Så smitter det altså bare på en eller anden måde af på en selv. Man får en følelse af at YESS- uanset hvad, så klare vi os igennem SAMMEN. <3 vi står sammen. og den kærlighed som vi deler i vores hjem. den er der ingen der kan tage fra os.
en sidste ting herfra det lille landkøkken.
HUSK:
1- lev det liv som du ønsker, hvis du ikke er tilfreds, så lav det om.
2 spørg om hjælp hvis livet er svært, det er ingen skam, og dine nærmeste vil hellere ha at du er ærlig INDEN det køre helt af sporet.
3 gør MINDST 3 gode ting for dig selv HVER DAG. ( og det fede er her, at du bestemmer selv, lige nøjagtig hvad der er godt for DIG. – Lad ingen andre diktere hvad DIN LYKKE består i. <3
#Bs_Bredahl