Det med at stå ved en skillevej, at virkelig ønske at gøre noget andet. Men I sidste ende at være bange for at turde. Det er svært, sindssygt svært. Man kan se vejen foran sig, den er uklar og tåget. Men man kan se at den er der. Kigger man tilbage ser man også en vej, den er klar og tydelig. Let at gå på, let at følge. Men selvom vejen bagude er tydelig, selvom det ville være det nemmeste I verden at følge den er det ikke det, jeg ønsker.
For vejen jeg er gået indtil nu er fyldt med destruktivitet og selvhad. Den er fyldt med angst og utryghed. Og alligevel blev den i sidste ende tryg for mig fordi den var så kendt. Jeg kendte hver eneste sten, hvert eneste sving. Det var forudsigeligt og nemt.
Lige nu føler jeg at jeg står i en kryds. Jeg føler at jeg tøver med at give mig helt hen til den nye vej, jeg tøver med at tage de første skridt ud i tågen. For jeg ved ikke hvad jeg ser, når tågen letter. Jeg ved ikke om denne vej er bedre end den gamle. Det eneste jeg ved er at den gamle vej burde lukkes for evigt.
I mange år har min vej været fyldt med selvskade, drama og indlæggelser. I mange år har min taktik været at smide håndklædet i ringen og lade andre overtage beslutningerne. Det var sindssygt smertefuldt og jeg hadede det. Men der var en stor tryghed i at vide at nogen tog over.
Nu forsøger jeg at tage livet og tøjlerne tilbage. Jeg forsøger selv at styre. Jeg burde kunne mærke en forskel, jeg burde kunne mærke en bedring. Men jeg længes til tider efter gamle kendte dage og veje. For alt er nyt for mig. Jeg skal lære at gå på ny, jeg falder og slår mig. Men det er egentlig ikke synligt for mine omgivelser, når det sker.
Jeg har et eller andet sted en forventning om at det jeg gør nu burde føles bedre og nemmere. Burde være mere korrekt, men jeg kan bare ikke mærke det. Jeg føler mig ofte ensom og overset i min kamp. Jeg har en fornemmelse af at være ligegyldig. Ligegyldig for jeg selvskader jo alligevel ikke, så jeg klare den nok.
Jeg har en fornemmelse af at der skal blod og drama til før folk forstår hvor ondt jeg stadig har i sjælen. Jeg har en fornemmelse ikke at blive taget seriøst på samme måde som tidligere, at blev negligeret og nedprioriteret.
Jeg ved at jeg aldrig mere har lyst til at gå tilbage, jeg har aldrig mere lyst til at åbne døren til selvskaden. Jeg har aldrig mere lyst til at dissociere, forsvinde og vågne op i et bælte på psyk med bandager, plastre og syede sår. Aldrig håber jeg at jeg kommer til det igen. Men jeg ser det desværre stadig som en mulighed, døren er på klem. Når verden gør virkelig virkelig ondt tænker jeg stadig selvskaden som en mulig løsning.
Når jeg ikke føler mig taget seriøst, tænker jeg tilbage på effekten af det at selvskade. Ikke fordi den opmærksomhed man fik ved selvskaden var det værd, men man var da i det mindste ikke alene i fysisk forstand med sine dæmoner. Nu er jeg alene med dem, helt alene. Jeg er helt afhængig af at få sagt de rette ord på den rigtige måde. Jeg kan ikke længere bare vise at det gør ondt. Og det er svært, meget svært.
Uanset hvordan man vender og drejer det er selvskade en effektiv kommunikationsform. Man kan ikke undgå at blive set i det man gør. Og det er en farlig afhængighed. Jeg har lige så meget brug for at føle mig set og jeg har lige så meget brug for at mærke at folk vil mig nu, som jeg havde da jeg selvskadede. Men det er desværre ikke det, der sker.
Problemet er vel at man aldrig bare ville kunne trække på skuldrene, hvis man har skåret sig. Slet ikke hvis man har skåret sig i det omfang, jeg var kendt for tidligere. Så selvom jeg med ord sagde skrid blev folk, for jeg skulle jo hjælpes med mine skader. I dag kan jeg sige det samme og folk bliver væk. Og ensomheden kommer snigende. For når jeg beder folk om at gå, er det oftest der jeg har mest brug for dem. Med selvskaden kunne jeg sige gå og bliv på samme tid. Det kan jeg ikke mere.
Livet uden selvskade, livet uden drama er helt nyt for mig stadigvæk. Og det er svært. Men jeg håber at jeg knækker koden og finder en ny måde at være i verden på.
