Naveed Baig er muslimsk præst og ansat på Rigshospitalet i København. Her fortæller han om sit syn på onde ånder, skizofreni og om etnisk smerte som et begreb uden indhold
Fra Tidsskriftet nr. 71 / Af Niels Gjern Johansen
– Der har altid været sindslidende, og profeten Muhammed mødte nogle af dem. Men i Koranen er der ikke nogen beretninger om mirakler hvor profeten helbreder de syge. Men ligesom i det Gamle og Ny Testamente er der beretninger om Jesu mirakler, siger Naveed Baig.
Naveed Baig læner sig tilbage i sin stol og klør sig i sit korte skæg. Tøver. Han er en yngre mand i 30’erne og hospitalsimam på Rigshospitalet i København. Det er hans job at tale med de muslimer der henvender sig til ham, uanset om de er patienter, familie eller personale. Og jeg har lige spurgt ham, om han ser skizofrene som besatte mennesker, hvor det onde blot skal drives ud.
Koranen er udgangspunktet for Naveed Baigs daglige arbejde. Og hans svar på spørgsmålet afspejler i mine øjne en fundamental forskel til kristendommen og jødedommen. I Islam er mirakler noget meget sjældent, det er ikke det vigtigste. Og i hvert fald slet ikke som til et evangelistisk vækkelsesmøde, hvor alle forventer mindst en håndfuld mirakuløse helbredelser af alt dårlig ryg, kræft og skæl.
– Generelt er der ikke mange eksempler på helbredelser i Koranen, fortsætter Naveed Baig. – Faktisk kan jeg kun huske en enkelt historie, hvor en blind mand kommer til at se igen. Ellers skal man læse i de profetiske overleveringer Hadith.
– Men tror du på eksistensen af onde ånder, der kan besætte mennesker?
– Som i alle andre religioner tror vi i Islam på, at der findes noget, som vi kalder det ”usete”. Altså usynlige kræfter, såsom ånder og engle. De får næsten aldrig adgang til vores verden, men skulle man føle sig generet af dem, er der bestemte vers i Koranen, som man kan læse og beskytte sig med. Mange steder i verden og i andre religioner, er man meget optaget af det ”usete,” men som hospitals-imam i Danmark, er jeg stort set aldrig stødt på det, siger Naveed Baig. – Desuden har jeg heller ikke kompetencerne til at uddrive en ånd, hvis det skulle være tilfældet.
Naveed Baigs tilgang til islam er grundlæggende jordnær. Han henviser til Koranen nærmest som et redskab, hvor de forskellige passager er anvendelige i forskellige situationer. Uanset det enkelte menneskes evne til at tro. Det er langt fra mine forestillinger om strenge regler og religiøse krav.
I det hele taget virker religiøsitet meget udramatisk, denne formiddag på Rigshospitalet. Naveed deler kontor med tre kristne præster og en organist, og i stedet for tykke støvede religiøse bøger og en svag duft af røgelse, er der skriveborde med computere, hylder med mapper, kaffekander og en blomst i vindueskarmen. Ingen korsfæstede Jesus’ eller indrammede korancitater på væggen. Det ligner et hvilket som helst andet kontor i det offentlige (bortset fra blomsten).
Sjælesøgeren og stemmerne
– For at bruge et kristent ord, så er jeg sjælesørger, svarer Naveed Baig på spørgsmålet om, hvad hans rolle er, når han møder patienterne på hospitalet. – Jeg talte engang med en patient, der var indlagt på lukket psykiatrisk afdeling. Han fortalte mig, at han gerne ville ud, og jeg svarede ham: ”Tro på at der er en magt, der kan helbrede dig, og tag din medicin. Så er jeg sikker på du kommer ud.” Så for mig er der et samspil mellem religion og behandling. Det ene udelukker ikke den andet. Mennesket er fysik og psyke, men det er også et åndeligt væsen. Hvis ikke man tager alle tre ting med, ser man kun det halve menneske.
– Selvom det usete ikke har adgang til vores verden, er der mange psykotiske patienter, der oplever at de hører stemmer, og nogle af dem tror det er Gud eller onde ånder, der taler til dem. Hvordan forholder du dig til det?
– Der er nogle patienter, der hører stemmer. Men om det så er Gud eller noget andet de hører, kan man diskutere. Men at der sker noget i disse mennesker, der påvirker dem meget, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Det egentlige spørgsmål er, hvordan man forholder sig til dem, der hører stemmerne. Når der kommer en patient til mig og fortæller om at høre stemmer, så spørger jeg altid ind til stemmerne: Hvad hører du? Hvor tror du de kommer fra, og hvad kan det gå ud på? Hvad vil de dig, og hvad vil du gerne bruge mig til?
– Så i første omgang går du ind og tager patientens ord seriøst, men samtidigt forsøger du at ændre vedkommendes syn på stemmerne..?
– Ja, præcis. For eksempel kan en person med meget destruktive tanker komme til mig og fortælle, at Gud siger til ham, at han skal dræbe andre eller tage sit eget liv. I den situation vil jeg altid spørge, om han vil gøre det stemmerne siger, og om han er sikker på, at det er Gud der taler? I sådan en situation går jeg altid ind på personens præmisser. Det sidste man må sige, er at vedkommende bare er sindssyg, og dig gider vi ikke have med at gøre.
– I den psykiatriske behandling er det typisk sådan, at stemmer bliver anset for at være noget ubehageligt, der bare skal væk. Det vigtigste middel til det er medicinsk behandling. Hvordan forholder du dig til det?
– Jeg har intet problem med at samarbejde med psykologer og psykiatere, eller at de bruger medicin i deres behandling. Mennesket er krop og psyke, og det er ikke mit område. Men mennesket er også et åndeligt væsen, og der kan jeg hjælpe de mennesker, jeg taler med. Faktisk er jeg ofte et af de få, der har tid til at tale med sindslidende patienter, siger Naveed Baig.
– Hvad mener du?
– Der er dårlige vilkår på de psykiatriske afdelinger i dag. De sindslidende bliver behandlet meget, meget dårligt. Når man kommer ind på en psykiatrisk afdeling, er det ikke usædvanligt at det hele sejler, uden at personalet har noget overblik. Fordi der er for lidt personale og for mange besparelser. Man kunne gøre så mange ting med de indlagte med kunst og musik. Jeg synes, man burde gå til de her mennesker på en helt anden måde. I stedet for handler det kun om, hvorvidt han eller hun nu har fået sin medicin, og om hvem der skal fastspændes.
Gennem sine samtaler med patienterne på Rigshospitalet, er det imam Naveed Baigs indtryk, at psykiatriens menneskesyn bliver mere og mere mekanisk.
– Patienterne er bare maskiner, der er gået i stykker og skal lappes sammen. Det gør vi ved at give dem 200 milligram ditten og 200 milligram datten. Og så håber vi det virker. Nogle typer medicin har samtidig store bivirkninger, og ikke alle mennesker er forberedt på det, rent mentalt. Fordi psykiatrien er et meget lukket miljø, og de psykisk syge temmelig hjælpeløse, risikerer den enkelte afdeling at ryge ind i en ond cirkel.
– I kristendommens historie har man i flere perioder set videnskaben som en fjende, der ville tage magten fra Gud. Omvendt har videnskaben gerne ville afsløre religion som undertrykkende overtro. Hvordan er forholdet til videnskab i islam?
– Det er vigtigt for mig at understrege, at islam aldrig har haft et problem med videnskaben. Islam har derimod været bannerfører for videnskaben. Muslimske tænkere og videnskabsmænd har igennem historien gjort mange fremskridt som for eksempel tallet 0, ligesom algebra og alkymi er arabiske ord. Skrifter af de antikke græske filosoffer og videnskabsmænd blev meget tidligt blevet oversat til arabisk, og fra det kombinerede man græsk og islamisk viden om medicin. Min pointe er, at man i islam ikke ser noget modsætningsforhold imellem videnskab og gudstro, hvilket gør, at jeg som hospitalsimam fuldt ud anerkender det øvrige personales indsats i forhold til de sindslidende.
Etnisk smerte
– Generelt bliver der talt mere og mere om sindslidelser i samfundet, men det kan være meget vanskeligt for den enkelte psykisk syge at tale om det med venner og familie. Er der samme tavshed omkring sindslidelser blandt danske muslimer?
– Det kan være svært for muslimske psykiatriske patienter at tale med deres familier, hvis familien ikke har forstået, hvad deres sygdom går ud på, og hvilke konsekvenser eller betydninger sygdommen har. Nogle gange tager familien afstand fra lægernes beskrivelse af patientens sygdom. For hvordan kan deres datter være psykisk syg, når de har taget sig godt af hende hele hendes liv? Så manglende viden om sindslidelser kan være et problem. Derfor er der en del patienter, som har langt lettere ved at tale med mig om deres sorg og smerte end med deres egne familier. Også selvom de ofte kommer på besøg og holder af den syge. Og der er også sindslidende, der bliver holdt på afstand i den periode de er syge. De får at vide, at de bare skal blive raske og komme hjem, og så vil familien ikke hører mere om det. Så psykiske sygdomme er nogle gange et stort tabu.
– Muslimer er en stor religiøs minoritet i Danmark. Møder du og dine patienter nogle fordomme?
– Jeg har været ude for at blive tilkaldt af en læge, som ville have mig til at tale med en psykisk syg patient, som havde problemer med sin mor. Han havde beskyldt sin mor for alt muligt og råbt nogle meget grimme ord efter hende og kastet med ting mod hende. Lægen spurgte så, om det var på grund af hans religion, at han ikke respekterede sin mor? Og jeg var helt lammet, for det var patientens mor, og paradiset ligger under mødrenes fødder i Islamisk forståelse, så man skal tjene og respektere sin mor. Men han var altså meget syg. Jeg tror, det kan være det man kalder ’etnisk smerte’, fortæller Naveed Baig.
– Hvad betyder udtrykket etnisk smerte?
– Jeg aner ikke, hvor begrebet kommer fra. Når jeg spørger folk, hvad det betyder, kan de ikke give et ordentlig svar. Men når behandlersystemet møder et menneske, som har problemer og tilhører en minoritet, så trækker man nogle hurtige forklaringsmodeller ned over hovedet på vedkommende. Så siger man, at patienten lider af etnisk smerte.
Naveed Baig taler hurtigt.
– Hvis vi vil behandle alle ens, skal vi behandle hver eneste patient forskelligt. Vi skal se dem som mennesker med hvert deres særlige problem. Ved at bruge begrebet etnisk smerte slipper man for besværet med at sætte sig ind i den enkeltes problemer. Man smider dem simpelthen ned i en papkasse, fordi det er det nemmeste, afslutter Naveed Baig.
Efter interviewet viser imamen rundt i Rigshospitalets lille muslimske bederum, hvor man vasker sig, inden man ruller sit lille tæppe ud for at bede. Og så forlader vi Rigshospitalet og vader ud i et samfund, hvor der de seneste år har kørt en rasende debat om islam, og hvor ingen beskyldning mod muslimer er for grov. I den debat giver man sig sjældent tid til at tale sammen.