Det er ikke længe siden, at der ikke gik en dag, uden at jeg havde selvmordstanker, og endnu værre – nemlig også selvmordsimpulser. Jeg havde det virkelig dårligt i den periode, og havde meget svært ved at overskue livet. Det gjorde med andre ord ondt at leve, og det var til trods for, at jeg havde masser af ting, jeg var glad for i mit liv. Men selvmordsforsøg var ikke fjernt fra min hverdag.
Når man slipper fri af en depression
Men på det sidste har jeg kæmpet meget med min sygdom, og det er som om, at de depressive symptomer, som har været så altødelæggende for mig, er ved at slippe mig.
Men jeg har alligevel været bange for sådan noget som at køre bil, for jeg var ikke sikker på, at jeg kunne stole på mig selv. Kunne jeg virkelig modstå selvmordsimpulserne, hvis de kom? Men for cirka en måned siden var jeg hjemme ved min forældre, og her blev jeg nødt til at køre bil, fordi min mor pludselig havde fået bøvl med ryggen. Det var bestemt en angstprovokerende tur, jeg fik kørt første gang, men jeg kom igennem den, og fandt ud af, at jeg faktisk godt kunne stole på mig selv.
Det lyder måske ikke af meget, men for mig var det en enorm sejr. For ikke mindst fandt jeg ud af, at jeg kunne køre bil, men jeg fandt også ud af, at jeg faktisk kunne stole på mig selv. For jeg havde impulserne til at køre over i den anden vejbane, men jeg formåede at sige til mig selv, at jeg ikke ville dø.
Jeg har kunnet sige det til mig selv i mange situationer, men det har aldrig rigtig haft nogen effekt. Men nu har jeg faktisk fundet lysten til at leve igen. Og det er ikke bare den her episode med bilen, der har vist mig det. Nej, der har været et hav af episoder siden, hvor jeg har været enormt tæt på at falde tilbage i de gamle vaner, men jeg har også været i stand til at standse mig selv hver gang. Jeg har været i stand til at sige til mig selv, at jeg havde lyst til at leve. Det har betydet alt for mig.
Jeg stod så sent som i forgårs, og lavede mad med personalet fra mit bosted. Jeg havde haft det lidt dårligt, mens vi lavede maden, men jeg havde fået det lidt bedre, fordi vi havde snakket under madlavningen. Men samtidig med vi lavede mad, så havde en af de andre beboere det rigtig skidt. Det påvirkede mig rigtig meget, for det betød vagtlæge og politi. Da vi er ved at være færdige med madlavningen, gik den ansatte, da han skulle ned på toilet. Men mens jeg stod der helt alene i køkkenet, kunne jeg høre det meste af, det der foregik, og jeg fik det ekstremt skidt igen. På bordet ved siden af mig lå en stor, skarp kniv, og det eneste jeg kunne fokusere på, var at tage den op, og skære mit håndled op.
Havde det været i ”gamle” dage, så havde jeg formentlig også gjort det, eller noget ligeså dumt, men jeg formåede faktisk, at lade den ligge, og blende den suppe, jeg var i gang med, færdig. Det var så uudholdeligt at stå i den situation, men da jeg kom igennem den uden at have skadet mig selv, var jeg simpelthen så stolt af mig selv. Jeg følte virkelig, at jeg havde valgt livet.
Depressionen ødelagde meget, men…
Jeg føler mig heller ikke deprimeret længere. Jeg føler mig glad og fri. Glad for livet, og fri fra de tunge lænker, som depressionen holdt mig i. Men har man først slået sig engang på noget, har man svært ved at tro på det næste gang. Det samme galt min tro på mig selv. Men nu har jeg efterhånden bevidst overfor mig selv, at jeg godt kan stole på mig selv, og jo flere af disse positive oplevelser, jeg har, jo mere tiltro til mig selv, får jeg også. Så derfor skal jeg bare blive ved med at kæmpe for det.
Depressionen ødelagede virkelig meget på sin vej, og den var lige ved at tage livet af mig, men nu kan jeg endelig begynde at rydde op i mit liv efter den. Og det går over alt forventningen. Jeg håber bare, at det også bliver ved med at gøre det. For jeg har virkelig lyst til at leve, og lyst til at have det godt.