Mit store idol! Jesper Nøddesbo. Han er virkelig helt et fantastisk menneske, der både er professionel, men samtidig er han også helt nede på jorden. Og nu står vi her, for at skal have signeret en bog, og han kan faktisk genkende os fra den biograftur, som vi var på. Det er så vildt!
”Hvad laver I så til hverdag?” Spurgte han interesseret.
”Altså, jeg arbejder lige for tiden, men jeg skal snart til at læse historie,” svarede min lillesøster først.
”Spændende,” svarede Nøddesbo, og vendte så blikket over på mig. ”Og hvad med dig?” Spurgte han ligeså interesseret.
Så er det nu. Hvad skal jeg sige? Skal jeg sige, at jeg er sygemeldt, fordi jeg lider af skizofreni? Vil det bare ødelægge samtalen? Men skal jeg lyve ellers?
”Jeg laver ikke noget lige for tiden. Jeg er sygemeldt,” svarede jeg lidt forlegent.
Nøddesbo nikkede, og pludselig var der en akavet stemning, der var tydelig at mærke.
Jeg har normalt ikke noget imod at fortælle, hvad jeg kæmper med. Det er ikke noget, jeg føler, at jeg behøver holde hemmeligt, men jeg kunne straks mærke på Jesper, at det gjorde ham akavet, fordi han ikke vidste, hvordan han skulle håndtere det.
Nu er det selvfølgelig lidt af et eksempel med Jesper Nøddesbo, fordi han er kendt, men jeg formoder, at hans hverdag ligger meget fjernt fra psykiatrien. Derfor er det et perfekt eksempel på, hvordan mennesker, der ikke er tilknyttet psykiatrien, reagerer.
De ved ikke hvor meget de må spørge ind til, og for det meste tør de slet ikke spørge ind. I stedet skynder man sig bare videre med, at vejret også er lækkert. Men hvorfor skal vi være så bange for at snakke om psykiske lidelser og sygdom?
Jeg tror, at i rigtig mange tilfælde, så vil folk gerne vide mere om psykisk sygdom, men man har måske fået at vide af sine forældre, at det taler man ikke om, fordi det er noget, man skal dække til, hvis man har det. Det er skammeligt for resten af familien, hvis man har et familiemedlem, der lider af noget psykisk. Så det er noget man ved, men man snakker ikke om det. Kun som sladder.
Men hvad skal vi gøre for at vende den her stigmatisering? Jeg synes bestemt ikke, at man skal skamme sig over en psykisk lidelse eller sygdom. Hvorfor skulle man det? Jeg kan virkelig ikke se, hvad der skulle være i ikke at være helt som alle andre? For er vi ikke alle forskellige? Hvorfor skal der ikke være plads til det?
Det jeg ser, når jeg ser folk med psykiske lidelser eller sygdom, så er det mennesker, der har besvær med nogle ting, som andre ikke har. Det svarer vel til, at man har brækket benet. Det giver nogle vanskeligheder i daglig dagen, men det er sagtens noget, man kan leve med, og som ikke er farligt.
Hvis jeg kunne, så var jeg rejst tilbage i tiden, og havde afløst den akavede stemning ved at fortælle om, at psykisk sygdom ikke er farligt eller noget til Jesper Nøddesbo. Han er så åbnet et menneske, at jeg er helt sikker på, at han sagtens ville kunne forstå det. Faktisk er jeg bange for, at jeg selv skabet mere tabu omkring min sygdom, fordi jeg ikke turde fortælle om det. Men det var kun fordi, at jeg var så genert.
Jeg synes, at det er så positivt, at der efterhånden findes så mange organisationer og fagpersoner, patienter, pårørende, balde og bøger, der åbner op for emnet. Det er nemlig ikke noget, der skal holdes hemmeligt, at man lider af noget anderledes end andre. Folk der lider af psykiske lidelser eller sygdom er ligeså meget mennesker som alle andre, og de har ligeså meget ret til at være mennesker som alle andre.
Jeg har selv skrevet en bog, der forhåbentlig snart udkommer, og som forhåbentlig kan være med til at bryde op med de mange fordomme og det tabu, der er omkring psykiske lidelser og sygdom. En af mine største drømme er nemlig at være med til at nedbryde tabuet og stigma omkring psykisk sygdom. Ingen har fortjent at skulle skjule, hvem de egentlig er!