Bagvagten så ned på mit sår, og bad så lægen om at hente klipseren. Det gjorde lægen uden spørgsmål, og ligeså snart bagvagten fik klipseren i hånden, satte han straks 20 klips for at lukke såret. Han pyntede så lidt på det, så jeg endte med 30 klips i såret. Mens han klipsede, forklarede han lystigt lægen, hvordan man bedst gjorde. Der var ingen kontakt til mig.
Da han var færdig, instruerede han stadig lægen ved siden af ham. På et tidspunkt vendte han sig mod mig.
”Det gjorde vel ikke ondt?” Spurgte han i ramme alvor.
”Jo!” Udbrød jeg helt forskrækket over, at han faktisk spurgte om det.
”Nå,” udbrød han helt forskrækket over svaret, men fortsatte. ”Men i det mindste gik det da hurtigt.”
Jeg kunne have flået hovedet af ham! Hvordan kunne faktisk stå og være så arrogant? Han havde på intet tidspunkt snakket til mig, og var kun interesseret i at få styr på mit sår, så han kunne behandle den næste patient.
Jeg ved ikke, om han havde en fordom om psykisk syge, eller om han bare ville give mig en lærestreg. Men faktisk så var det ham, der stod tilbage med lorten. Det vidste han selvfølgelig ikke, og jeg ved ikke, om han nogensinde fandt ud af det.
Havde han taget imod mig med en respekt og en anerkendelse af mit problem, kunne han måske have talt mig så meget ned, at jeg faktisk ville være taget hjem til mit bosted, og have haft en god aften. I stedet udløste bagvagtens behandling af mig for det første en smerte. En smerte, som forlængede mit selvskadende sind.
Men for det andet så bekræftede han mig i alle de dårlige tanker, som jeg måtte have haft om mig selv. Så jeg endte faktisk med at være ekstremt opkørt, og flygtede nærmest ud fra skadestuen, og lige ned til bugten, hvor jeg sprang i vandet for at drukne mig selv.
Jeg blev heldigvis reddet i tide, men jeg burde slet ikke være blevet presset så meget, at jeg nåede helt derud. Desværre er det sommetider tilfældet.
I langt de fleste tilfælde møder jeg dog heldigvis læger og sygeplejersker, som virkelig er gode til at håndtere mig. De er gode til at møde mig, der hvor jeg er. De har en ro, der smitter af på mig, og så anerkender de mig. Men grunden til jeg skriver, er fordi, at det ikke altid er tilfældet, ligesom med bagvagten.
Det er sådan, at hvis man vælger som læge, at man ikke vil bedøve en person, der har selvskadet, så forlænger man som sagt personens smerten. Det kan sagtens være, at personen ellers er faldet ned, fordi man har ventet længe på at komme til, men i det der ikke bliver givet bedøvelse, så får man igen et kick af smerte, og man kommer ind i den selvskadende tankegang. Så i stedet for at nedtrappe en situation, så kan man faktisk være så uheldig at optrappe situationen.
Jeg vil ikke anklage nogen, for jeg er ikke sikker på, om det faktisk er noget, som læger og sygeplejersker er klar over. De er ikke specialuddannede i psykiatri. Men det er også sådan, at der findes fordomme om dem, der selvskader. F.eks. tror nogen, at folk, der selvskader, ikke kan føle smerte. Andre tror, at folk, der selvskader elsker smerten.
Jeg har aldrig oplevet nogen af de ting. Når jeg selvskader, så kan jeg slet ikke mærke min krop. Det er ikke ensbetydende med, at jeg aldrig kan mærke smerte. Til gengæld, så er jeg voldsomt sensitiv, når jeg sidder og venter på at blive syet. Og så gør det altså voldsomt ondt at få sat 30 klips i uden bedøvelse.
Der er dog enkelte gange, hvor jeg faktisk også kan mærke smerten, når jeg selvskader. Og i de stunder elsker jeg på ingen måde smerten. Nej, det, der kan gøre mig høj, er synet af mit blod. Det lyder måske sindssygt, men selvskade er heller ikke en helt normal ting. Ikke for at støde nogen!
En sidste ting er, at jeg virkelig ikke synes, at det er værdigt, hvis man ikke engang spørger personen, om man vil bedøves eller ej. Havde det været en 10-årig, som skulle have syet 10 sting, så ville man aldrig bare sy med det samme uden at spørge, om han eller hun ville bedøves. Jeg har tabt kampen til mine stemmer, når jeg selvskader. Hvorfor er det anderledes end, hvis man slået sig mod en kantsten? Så taber man vel bare kampen til balancen, ikke? Altså hvis man skal se sådan på det.
Så min holdning i alt det her er, at man som et minimum skal spørge personer, der har selvskadet, om de vil have bedøvelse, hvis de skal sys. Siger de nej, skal man som læge overveje situationen, fordi ingen bedøvelse som sagt kan optrappe en situation.
Jeg vil i bund og grund bare rigtig gerne behandles værdigt og med respekt og anerkendelse. I hvert fald som alle andre bliver behandlet.
Foto: Needpix