Jeg har nævnt lidt om min behandling i nogle af mine tidligere blog indlæg, men vil egentlig gerne sætte lidt flere ord på, hvad det indebærer. Jeg har inden jeg begyndte i denne behandling gået hos en psykolog i ca. 8 år. Dette forløb var med til at give en retning, struktur i mit liv, men vigtigst af alt lærte han mig at stole og knytte mig til en voksen, på trods af stor modstand hos mig selv, og mistro til om jeg kunne regne med ham. Han hjalp mig med at skabe en retning i mit liv både personligt, men også uddannelsesmæssigt og var en enorm støtte i min HF tid, og da jeg efterfølgende studerede til sygeplejerske. Han gav mig en forståelse af hvordan min opvækst, udsprang sig i mit voksne liv, støttede og hjalp mig til at finde mig selv, på trods af en stor modstand fra mine forældre.
Jeg endte med at opnå en viden og en indsigt, som gjorde meget for min udvikling.
Jeg opsøgte min nuværende behandler fordi hendes kombination af bl.a. at være psykoterapeut, kropsterapeut og mindfulness instruktør tiltalte mig meget. Jeg ønskede at opnå en større kontakt og forbindelse med min krop, da jeg følte at jeg gik i ring i min udvikling, fordi jeg følte at jeg kognitivt var et sted, men min krop var et andet sted. Des mere viden jeg tilegnede mig omkring kroppen og hvordan tidligere traumer og lignende lagrer sig i kroppen, stod det meget klart for mig, at hvis jeg ikke også fik bearbejdet det kropsligt, ville jeg fortsat føle at jeg gik i ring og ikke kom videre.
Min nuværende terapeut benytter sig bl.a. af “Indre barn metoden”. Det er en terapeutisk visualiseringsmetode, der arbejder med underbevidsthedens sprog. Der tages udgangspunkt i, at de dårlige psykiske/fysiske oplevelser, jeg har oplevet som barn, har sat sig i mig, som et såret barn. Det er bl.a. situationer hvor barnet ikke er blevet mødt, anerkendt, lyttet til, passet på, været udsat for psykiske/fysiske overgreb, savn og lignende. Det indre barn, er med andre ord, den del af os, som bed smerte, sorg, vrede, frustration og lignende i sig, for at opnå kærlighed fra sine forældre.
Grundtanken er at jeg skal genopleve de ting jeg oplevede i barndommen, og med min voksne del, være der og støtte mit indre barn. På den måde bliver jeg den gode forælder, der er i stand til at rumme og give mit eget indre barn kærlighed og den følelsesmæssige anerkendelse og opmærksomhed, som jeg ikke fik som lille. For at det kan lade sig gøre, er det vigtigt at tillade sig selv at mærke de følelser der kommer og få dem anerkendt og udtrykt.
Denne terapi form har været det mest selvhelbredende jeg nogensinde har prøvet, men ligeså smuk rejsen kan være, ligeså gennemgribende hårdt kan det være. Jeg mærker fysisk på min krop, hvor hårdt det er at være i kontakt med tidligere traumer og ubehagelige hændelser fra barndommen, som kan vise sig som influenza lignende symptomer.
I takt med de oplevelser, jeg har stået i, har jeg dannet nogle overlevelsesmekanismer for at passe på mig selv, så jeg gennem tiden er sluppet for at mærke og forholde mig til de følelser, som jeg har følt som barn. Disse overlevelsesmekanismer har jeg skabt af frygt for at miste kontakten til mine forældre. Et af mine overlevelsesmekanismer har især været overspisning, som dulmede alt i min krop, gav mig en kort pause fra en invaliderende følelse af alenehed, fordi mine forældre aldrig havde rummet eller mødt mig i mine følelser.
Denne behandlingsform ønsker jeg for alle, selvom jeg slet ikke er færdig med mit forløb, så har jeg indtil videre lært at mærke mig selv, mine følelser, er ved at få et normalt forhold til mad, dulmer ikke mere og kan mærke at jeg ikke bare overlever, men derimod er begyndt at leve et liv, som jeg det meste af tiden elsker.
Jeg er meget spændt på at høre om nogle af jer har været i kontakt med denne behandlingsform, og håber meget at I har lyst til at dele jeres oplevelse med det <3
Og tænker I at denne behandlingsform kunne gøre en positiv forskel i psykiatrien og bidrage til en mere holistisk tilgang?
Foto: Pixabay