Den kommer som den gør hvert eneste år, min tro følgesven depressionen.
De kloge siger, at depressionen er en del af skizofrenien som også buldrer derud af.
På trods af mennesker omkring mig så mærker jeg den ensomhed, som depressionen trækker ned over hovedet på mig.
Jeg mærker den manglende energi og lysten til at isolere mig, imens jeg gemmer mig under kædedynen som fungerer som et skjold mod verdenen derude.
Depressionen tryller de svære tanker frem med et enkelt vift og efterlader mig modløs og trist.
Jeg får ofte spørgsmålene “har du det godt?”.. “Er du okay?”.. “har du det dårligt?”
Men jeg aner ikke, hvordan jeg skal svare på dem udover at sige “jeg er træt”men det er ofte ikke særlig beskrivende for den tilstand jeg befinder mig i.
Jeg kan ikke forklare, hvordan depressionen tvinger mig under vandoverfladen og truer med at drukne mig i triste tanker og selvskadende tanker.
Jeg kan ikke forklare, hvordan depressionen trækker alt det positive ud af mit sind og efterlader mig i et mørke jeg ikke kan se mig ud af.
Mange siger, at man skal bevæge sig ud i solen og få noget d-vitamin og så bliver alting bedre, men ingen forstår, hvordan lyset og fuglenes kvidren efterlader mig endnu mere udmattet og trist.
Ingen forstår, hvor stor en udfordring det kan være at åbne døren og træde ud i en verden, der er så forvirrende og stressende.
Jeg ved, at det ikke hjælper at isolere mig eller gemme mig væk, men jeg ved også, at for mange indtryk er drænende og gør tingene værre.
De fleste har hørt om vinter depressioner og det er måske også det mest normale, når man tænker på, at det bliver tidligere mørkt og vejret i sig selv kan være en udfordring, men sandheden er, at jeg trives i det mørke som efteråret og vinteren trækker med sig. Det er på den tid af året, at jeg kan slippe ud af depressionens greb og faktisk leve uden dystre tanker.
Foråret og sommeren er forfærdelig, som et helvede jeg ikke kan komme ud af. Mange undrer sig over, hvordan man får en depression, når solen gør de fleste mennesker glade og positive.
For mig er foråret og sommeren fyldt med indtryk, som min skizofreni ikke kan klare, jeg bliver for hurtigt fyldt og udmattet.
Når skizofrenien ikke kan holde til alle indtrykkende, efterlades jeg udmattet og kan ikke kæmpe imod den depression, der hvert år buldrer ind i mit sind.
Jeg forsøger med strategier som fx. solbriller og musik i ørerne, jeg forsøger at undgå for mange aftaler og forsøger at tage så mange pauser i løbet af dagen som jeg kan.
Men intet virker 100% og nogle dage må jeg indrømme, at jeg mister gejsten for livet.
Der er mange dage, hvor alting føles ligegyldigt og umuligt, hvor døden kan være en udvej ud af helvedet som jeg befinder mig i, men jeg er her stadigvæk og forsøger virkelig at skubbe de tanker væk som skader mig mere, men jeg må indrømme, at jeg ser frem til efteråret, hvor der igen er en pause fra depressionen.
Det virker som om lægerne famler i blinde, når de forsøger at hjælpe mig.
Først prøver vi de gule piller, så de blå, så de hvide.
Medicin som skal hjælpe med skizofrenien og medicin som skal hjælpe med depressionen.
Men selv lægerne er ved at give op, der er snart ikke noget medicin som allerede er forsøgt og det efterlader mig igen i en tilstand, hvor alting kan være ligemeget – en følelse af at være en umulig patient og en følelse af at intet kan hjælpe.
Men jeg tager pillerne, forsøger at være en god patient som hører efter, hvad der bliver sagt og gjort.
I en periode forsøgte man at behandle depressionen med ECT behandling.
12 gange blev jeg lagt i en seng med et drop i armen og pludselig var jeg væk.
Jeg vågnede op, jeg var forvirret og jeg var tom.
Det var som om ECT behandlingen slettede alt det dårlige og mørket, men den tog desværre også en del af hukommelsen med sig.
Jeg blev nulstillet og det virkede som om at depressionen lettede for en periode, men da behandlingerne stoppede så kom depressionen langsomt tilbage.
Jeg forsøger at acceptere, at det er en del af mit liv og at jeg muligvis skal kæmpe i mange år for at holde mig oven vande.
Jeg ved, at den kommer snigende hvert år, den er på ingen måde ukendt for mig.
Jeg forsøger i løbet af efteråret og vinteren at finde strategier og metoder til at klare foråret og sommeren.
Men noget er blevet bedre, det kan man se, når jeg ikke længere har behov for indlæggelse hvert år.
Jeg er bedre til at tackle det og acceptere, at den dræner mig, men at tingene nok skal blive bedre på et tidspunkt.
Depressionen er den “ven” man ville ønske ville forsvinde.
Depressionen er den skumle type, der gemmer sig i hjørnet og pludseligt hopper frem og råber “BØH!”
Men jeg har lært at råbe “forsvind!” og lært at snakke om tingene, når det hele brænder på.
Depressionen har lært mig mange ting om mig selv og nogle dage ville jeg ikke undvære den, for den giver klarhed og en mulighed for at tænke over tingene.
Tjoh den er hård at bokse med, men alligevel bliver det lettere for hvert år, der går.