Vi oplever alle op og nedture.. Jeg håber at jeg er ved min vejs ende med nedture og modgang her i livet. Jeg håber at jeg kan nyde tiden nu og her, jeg håber at jeg uanset hvad der sker, altid vil kæmpe og aldrig miste mit mod og mit håb.
Så nu sidder jeg her ved tasterne igen, som jeg har gjort mange gange. Jeg vil noget mere med det her, jeg vil inspirere, jeg vil skrive mere, jeg vil blive dygtigere og jeg vil kæmpe for at nå min lille drøm indenfor det her skriveri. Så synes jeg det er på sin plads med et lille skriv, med et tilbage blik på hvor det hele startede, hvor det sluttede og hvor mit liv atter begyndte på ny.
Erindringer
Når jeg tænker tilbage til dengang, jeg var en lille pige, husker jeg en pige som er bange, bange for det uvisse, meget bange for at miste og konstant på vagt. Særligt den del med at være bange for at miste, husker jeg meget tydeligt. Jeg var bange for min mor ikke kom hjem, bange for min mormor lige pludselig ikke var her mere, bange for der skete min søster noget. Jeg havde mange mareridt som barn også, mareridt så voldsomme at jeg kom til børnepsykolog. Jeg har nok altid haft svært ved, at skelne imellem irrationel og rationel frygt. Det gav sig også til kende i mine drømme. Alle jeg holdte af blev taget fra mig.
Jeg voksede mig ældre, jeg blev mere bevidst, bevidst på alt for mange punkter.. I de tidlige teenager år var jeg meget præget af andres tanker omkring mig, jeg ville rigtig gerne gøre alt godt nok og jeg ville i hvert fald ikke tabe ansigtet, hvis jeg ikke selv syntes noget var godt nok.
Jeg fik galdesten i mine tidlige 12 år, som blev starten på et meget langt forløb. Dér voksede jeg mig allerede et par år ældre, end jeg egentlig var. Jeg havde mange store smerter, men formåede stadigvæk at kravle mig afsted i skole, for jeg skulle ikke gå glip af noget! Jeg blev opereret og smerterne kom desværre igen. Dét blev starten på endnu et rigtig langt forløb. Mit første forløb hvor jeg lærte om mit dybeste jeg, om livet og livets værdi..
Jeg blev voksen
Jeg udviklede anoreksi, efter alle mine mave smerter. Enhver ville stoppe med at spise, hvis det udløste kæmpe smerter hver gang.. Det var det der skete. Det ene tog det andet og de anorektiske tanker og tendenser tog til meget hurtigt. 47 kg vejede jeg ved min første tur på psykiatrisk akutmodtagelse. Jeg ville tage mit eget liv, jeg orkede ikke mere, alt var galt og intet virkede rigtigt mere. Jeg havde mistet mig selv.
Jeg fortrød meget hurtigt, så jeg selvskadet i stedet for og smed en sms afsted til mine nærmeste på vej til skole. Der tog min mormor mig under armen og fik sat gang i det hele. Da jeg så min mor ankomme på skadestuen var jeg lettet, lettet over jeg ikke havde gjort det. For min mor skulle ikke udsættes for mere, hun fortjente ikke den sorg. Minus 4 kg og 5 måneder senere begyndte jeg i behandling. En behandling som gav mig sød mælk traumer efterfølgende, men som fik mig op på målvægt, så jeg kunne blive afsluttet. Det var i bund og grund et meget mærkeligt forløb, men jeg kom ud på den anden side.
Det var også i den periode jeg begyndte at eksperimentere med cigaretter, alkohol og hash. 15 år gammel, men alligevel 50 år mentalt. Jeg ville bare gerne prøve at mærke, hvordan det der med at være ung føltes. Jeg var jo igennem mit spiseforstyrrelses forløb, vokset og modnet en del. JEG skulle redde mig selv, ingen kunne spise for mig, det var mit ansvar at komme igennem, mine nærmeste kunne ikke gøre andet end at støtte mig.
Livets sidste overhaling
Nå men et misbrug, en uddannelse og en sygemeldning senere, var mit liv i ruiner igen. Psykose, skizofreni, angst og alverdens andre fagtermer blev sat i min pande. Alt imens jeg var flyttet hjemmefra og fundet en kæreste (som viste sig at være det værste som skulle ske for mig) var jeg ved at komme på rette spor igen. Jeg voksede med opgaven, jeg lærte henad vejen, hvordan jeg bedst kunne leve med de gener jeg nu havde fået. Jeg fik en lejlighed som min daværende kæreste og jeg skulle flytte ind i. Der lærte jeg for alvor at stå op for mig selv, jeg lærte at det forhold jeg var i, ikke var noget jeg ville byde min værste fjende. 7 år og et tilhold tog det før jeg kunne ånde lettet op og få mit ”før og efter” jeg havde kæmpet for i så mange år.
Nu sidder jeg her som 25 årig og føler at livet allerede har varet i 100 år. Jeg føler mig lykkelig for første gang. Jeg er ikke bekymret mere. Jeg har verdens bedste mand ved min side, som griber mig inden jeg falder og er et rigtig godt 1 mands heppekor. Jeg har fået bevilget fleksjob, så jeg er nu jobsøgende for første gang. Jeg har lært en masse om mig selv, men også om andre mennesker. Jeg har lært at det ikke er alle, som vil mig noget godt og jeg har lært at skulle åbne op igen, selvom jeg var bange for at miste den lille del, af det hjerte jeg havde tilbage. Jeg har lært at jeg er god nok, at jeg er MERE END GOD NOK. Jeg har lært at se lyset, selvom der er mørkt. Jeg har lært at rejse mig, selvom mine ben føles som gelé. Jeg har også lært at det er okay, ikke at være okay. At det er okay at bryde sammen i ny og næ, for livet kan godt nok være en hundelort, som bare bliver ved med at sidde fast under skoen. Jeg har lært at det er okay at være glad, grine højlydt og bare nyde at være til. Jeg har lært ikke at tage sorgerne på forskud. Jeg har lært at man også kan græde (RIGTIG MEGET) af glæde. Det er okay at være overvældet, det er okay at være glad, lykkelig, skræmt, spændt og møg forvirret. Selvom det her er mit liv og altid har været mit liv, føles det nu alligevel som om at livet nu, giver mig en chance for at starte forfra. Livet starter på ny nu og jeg GLÆDER MIG!