”Anorektikeren og Papvinen” giver et hudløst ærligt indblik i en ung kvindes kamp med spiseforstyrrelse, en alkoholisk mor og psykisk sårbarhed.
Af Maria Wendt
Titel: Anorektikeren & Papvinen
Forfatter: Ida Eowyn
Udgivet: 2019, via BoD (Books on Demand)
Antal sider: 420
Jeg er simpelthen nødt til at slå et slag for Ida Eowyn. Ikke nok med, at forfatteren har haft sit at slås med; hun har også haft evnen til at kunne skrive sin historie og lade mig læse og skrive en omtale af den. Og jeg er imponeret. Det her er en smuk og vigtig bog. En bog om at holde liv i håbet, også når det ser mest dystert ud.
Lige på og rå
”Anorektikeren og Papvinen” er Ida Eowyn’s hudløst ærlige fortælling om et liv med anoreksi, selvmordsforsøg, indlæggelser på psykiatrisk, slåskampe med kommune og sagsbehandlere, et kaotisk og turbulent forhold til sin alkoholiske mor, og det stærke bånd hun har til sin far, der arbejder inden for Forsvaret, hvor hun har sin viden om våben fra. Man får det råt for usødet fra første side:
”Hvordan levede man uden at have lyst til at skyde knoppen af sig selv med en Heckler og Koch USP 9 mm, den nyere model strisserne rendte rundt med? Hvor var vejen til et liv, der var værd at leve og uden et dagligt ønske om at dø? Hvad var meningen med mit liv og min død?”
Ungt liv, lang kamp
Jeg læste Ida Eowyn’s selvbiografiske roman på to dage, og jeg var hele mit følelsesregister igennem. Jeg kunne ikke lade være med at føle med hende langt hen ad vejen som ung og psykisk sårbar. Hendes kæledyr, hestene og ridningen, bøgerne og Harry Potter-universet samt faderen og fascinationen og kærligheden til Forsvaret har været Idas måde at bearbejde og lukke af for det mørke, og det har givet hende styrke, mod på livet – kort sagt – været hendes redning.
Der var flere afsnit, der ramte mig. Blandt andet fortæller forfatteren i begyndelsen af bogen om sine selvmordsforsøg:
”De lå foran mig. En bunke Panodil som middel var alt, hvad jeg kunne finde på. Det ville ikke se for voldsomt ud på det ydre af min krop, det var for at komme væk og få mit dybeste ønske opfyldt. Fred og ro, at bo på landet, skrive mine bøger, hest og glæde i livet. Dagbog, selvbiografiske romaner og ikke mindst skrive thrillere, når der var kommet ro i mit hoved.”
Et par gange undervejs måtte jeg stoppe med at læse – simpelthen fordi jeg kunne mærke Ida brænde igennem. Jeg har tudet, råbt, skældt ud og grinet mig gennem bogen. Da jeg var færdig, sad jeg med en wow-følelse. Det her burde ingen gå igennem. Desværre er der mange, der kæmper med psykisk sårbarhed, men det er de færreste, der tør og kan sætte ord på det, og som også tør lade andre læse med.
Slåskamp med mor
Det problematiske forhold til moderen startede allerede, da Ida kom til verden ti uger for tidligt. Et helt afgørende afsnit i bogen beskriver hun en decideret slåskamp:
” (…) lige lovet mig, at jeg kunne komme og overnatte. Nogle gange har jeg stadig brug for en mor. Jeg har ikke brug for, at du er min behandler. Jeg er din voksne datter, der nogle gange bliver ked af det og forvirret, og jeg gider ikke dit druk mere, og at du løber fra dine problemer og kun vil tale om mig og din psykisk syge datter. Det kan ikke nytte noget, du drikker dig væk fra dine problemer og prøver at fremstå som en perfekt sygeplejerske, der tager dig af din syge datter. Jeg er din voksne datter. Hvad fanden tænker du på?” (…) Hun møvede sig frem og slog ud efter mig med en overraskende kraft, jeg ikke havde forestillet mig, hun kunne. Min tynde arm tog imod slaget, og til min egen overraskelse, slog jeg igen. Far gik mellem hende og mig, og gav hende et skub, så hun faldt ned på stolen igen. Men jeg fortsatte hende og blev ved og ved med at slå hende, og til sidst tog hun hænderne op til ansigtet og slyngede jeg ved ikke hvor mange ord ud efter mig, men jeg opfattede kun meningen med dem.”
Lige præcis det her afsnit ramte mig hårdt. For det første, så bryder Ida den tavshed, hun længe har gået rundt med, og som har været en kæmpe smerte, og dernæst træder hendes far i karakter, som en anden superhelt. En ting, som har været en gennemgående tanke hos mig, har været, hvor er han henne i hele historien? Wow, okay, her er han så. Bum.
Håbet er værd at kæmpe for
”Anorektikeren og Papvinen” er en vigtig og barsk beretning om en ung, viljestærk kvinde, der kæmper ”Fordi håbet er altid værd at kæmpe for”, som hun selv skriver i sin indledning. Bogen er delt ind i kapitler med tilhørende overskrift og har både en prolog og epilog. Det fungerer virkelig godt, og kapitlernes overskrifter gør bogen og forfatterens historie mere interessant for læseren.
Bogen er til alle dem, der har noget at slås med og det, der er værd at kæmpe for. Ida Eowyn’s historie er unik og skarpt fortalt. Der er en fin balance mellem den barske og rå og den lette, humoristiske fortælling. Læs, læs, læs!
Personligt vil jeg kunne bruge den fremadrettet, hvis jeg engang står og ikke har noget at kæmpe for. Derfor synes jeg, man skal unde sig selv at få læst ”Anorektikeren og Papvinen”. Det er ikke, fordi det er en hjælp-til-selvhjælps-bog, men jeg sad tilbage med følelsen af, at hun igennem bogen havde hjulpet mig og givet mig lyst til at skrive min egen historie. Det har jeg egentlig længe haft lyst til, men denne bog har i den grad givet mig blod på tanden.
For mig at se kan Ida Eowyn, der i dag er EN AF OS ambassadør, være et forbillede for mange. Det er hun i hvert fald for mig. Jeg vil anbefale ”Anorektikeren og Papvinen” til alle. Både dem, der er psykisk sårbare, men også til de pårørende, sundhedspersonalet og sagsbehandlere i det offentlige.