Det var engang i 0’erne, og dét var virkelig crazy times. Min skizofreni var brudt ud i lys og lue. Jeg røg ind og ud af psykiatrisk afdeling, jeg skar i mig selv, røg, drak, tågede rundt. Oveni døde 3 vigtige mennesker i mit liv. En af dem var min ven Rasmus. Han havde taget for mange af de forkerte stoffer, og da jeg vågnede op ved siden af ham næste dag, var han død – kold og død.
Efter al den død og ulykke var min i forvejen pressede hjerne helt stegt. Jeg gjorde ting, jeg ikke er stolt af. Andre ting var bare helt hen i vejret. Nogle af dem havde tilmed en hvis underholdningsværdi. Jeg vil her prøve at gengive en af dem.
Jeg stjal med arme og ben. Alt fra ergonomiske hovedpuder til skruemaskiner og vækkeure, billig whisky, som jeg blandede med æblejuice. Juicen betalte jeg for. Så en dag, da det virkelig gik hurtigt i hjernevindingerne, og jeg var som drevet frem af et indre beat. ”Dung dung dung dung”, sagde det. Jeg var på rov i Kvickly. Det pulserende beat var så højt, at jeg slet ikke husker, hvad jeg proppede i lommerne. Anyway, netop den dag huserede der i butikken verdens værste butiksdetektiv. Hun var overhovedet ikke snedig, og jeg spottede hende med det samme. Men i min hurtigtkørende tilstand, tænkte jeg selvfølgelig: jeg kan slippe fra hende. Selvfølgelig kan jeg det! Efter et par aflednings-runder langs hylderne styrede jeg mod udgangen, da butiksdetektivens lange arm greb fat i min skulder.
Der var ikke andet for end at resignere og følge med ind på kontoret. Hun var virkelig sur og emsig. Hun gik ind ved siden af for at ringe efter politiet. Og da slog det mig: fuuuck, jeg har jo en pose pot på mig. Det var ikke så meget det, at jeg nok ville få en bøde. Men jeg ville simpelthen ikke miste den pot, jeg havde jo brug for den. Hurtigt tog jeg posen med pot og kom den ned i mine underbukser. I samme øjeblik kom den emsige detektiv ind i rummet med arrig mine. ”Hvad gemmer du der”, spurgte hun. ”Ikke noget”, svarede jeg. ”Jeg har svamp og det klør”.
Da de 2 betjente ankom, stank min jakke helt vildt af pot. Jeg sagde, jeg næsten lige havde røget, og at der ikke var mere tilbage. Betjentene fulgte mig hjem. De gik med ind, og jeg spurgte forvirret, om de faktisk havde lov til at gå med ind. De svarede, at nu havde jeg jo lukket dem ind. Der var tyvekoster over det hele: boremaskiner, skruetrækkere, skriveredskaber, hundehalsbånd og alt muligt lå rundt omkring. Jeg holdt hårdnakket fast i, at det var ting, jeg havde købt, og ikke lige vidste, hvor kvitteringerne var. De troede sikkert ikke på mig, men der var nok ikke noget, de kunne gøre.
En ven mente, at det var en form for omsorg, at de lige ville sikre sig, at jeg var ok. Det ved jeg, at jeg ikke var… Dung dung dung…