Den gode nyhed: Systemet findes.
Den dårlige nyhed: Se ovenfor.
Jeg har igennem mange møder med forskelligt fagpersonel i sundhedssektoren oplevet adskillige tilgange til, hvorledes et menneskes behov bedst afdækkes. Af flere omgange har det forekommet mig, at afkrydsnings- og spørgeskemaer med prædefinerede svarmuligheder anses for en farvepalet, som kan klaskes ud over hvad som helst. “Har du indtaget euforiserende stoffer inden for de sidste 48 timer”, er et fint eksempel på denne ikke voldsomt nuancerede “angrebsvinkel”.
Jeg er blevet præsenteret for polariserede og binære “ja-nej-felter”, som efterfølgende har gjort det ud for de eneste faglige begrundelser, når en behandling skulle iværksættes. Ved flere lejligheder udleveredes skemaerne i papirform med tilhørende kuglepen og en lille smule medicin. Det sidste for at “stive” svarene af. Gøre dem mere virkelighedstro, om man vil. Jeg undrede mig over det. Ikke så meget over de foreliggende spørgsmål, men mere over, hvilken spørgehorisont man “glemte” at spørge til. “Hvorfor har du indtaget euforiserende stoffer inden for de sidste 48 timer”, kunne billedligt talt have været en guide igennem min krøllede abehjernes krogede gader. På samme måde som en fagpersons øjne kunne have guidet mig rundt med visuel assistance uden om borde, stole og plastikplanter i min vej på forskellige, psykiatriske sengeafsnit.
Det hele virkede ret kaotisk. De “ydre” forhold var uordnede, og jeg selv var også tillige eet stort kaos. Ikke mindre kaotisk forekom den manglende sammenhæng, hvad angik afklaring af behov. Der var jo netop intet “felt” hvor lægerne spurgte, hvordan jeg forstod det, der var brudt sammen. Altså intet fokus på min egen (den enkeltes) mulige bud på de ubetingede, skjulte forudsætninger. Det er en næsten umulig opgave at hitte rede i egne tanker eller behov i et system, hvor tiden ikke er til andet end hurtige lappeløsninger – og hvor den, der skriger højest også får den største opmærksomhed. Og der var ingen ressourcer at frigøre til at kompensere for mine “blinde vinkler”. Det havde ellers været et ikke ubetydeligt behov at imødekomme.
Når jeg tænker det ordentligt igennem, forekommer det mig stadigt mere klart, at “Det generelle” er skurken. For min erfaring blev senere – særligt da jeg mødte dem, der vidste noget om det med øjne – at der i enhver nok så lille handling eller ytring ligger kimen til en enorm historie. At fortælle er en lige så naturlig del af menneskets natur som selve blodets cirkulation. Og også det, der siges, er bestemt af sammenhængen, hvori der berettes. Lidt ligesom “Harry Potter mod det engelske kostskolesystem”. De bøger var næppe blevet det samme, hvis de var blevet skrevet af Dea Trier Mørch og havde foregået på en rød, dansk lilleskole. Hvis Ritt Bjerregaard havde været undervisningsminister i England i stedet, så havde Voldemort røget pibe og haft kasserollehår, og alle uoverensstemmelser var blevet ordnet i klassens time. Der er således altid en større sammenhæng at se tingene i.
Når den enkelte i mødet med fagpersonen (ikke fagskemaet) igennem den professionelles oprigtige nysgerrighed og autentiske interesse “inviteres” til at berette om dette eller hint, kan der være skyer af mening i en dråbe grammatik. Dette forudsætter, at spørgsmålet fastholdes som det endegyldige, – som det man er sammen om at løse. Eller “løsne”. For livets vandfald af øjeblikke organiseres i fortællinger. Men der er ikke een “sand” og fastlagt historie om den enkelte, sådan som psykopatologien giver indtryk af. Samtalen kan ændre den vej, man vælger. Eller ikke vælger. Og også hermed den fortælling, der udspringer af disse valg. Jeg har selv oplevet hvordan. Dog ikke i regi af psykiatri. For den tilgang, hvormed psykiatriens nuværende mega-meta, objektivt udspørgende narrativ møder patienter, skaber i sig selv en dyb kløft, som ikke fordrer samtalen på den gode måde. Det bliver mere en tovejs-monolog, der minder om, hvad der sker, når hr. og fru Jensen går i gang med skilsmisse med hver sin advokat for at rippe modparten for flest mulige juleplatter og ødelægge børnenes loyalitet over for den anden forælder efter bedste evne. Og så ender det hele kaotisk.
Jeg mener, at der her er behov for “adfærdsregulering” af psykiatriens meta-narrativ. I forsøget på at forklare, hvad jeg overhovedet sigter til, præsenterer jeg i det følgende tre eksempler på uddrag af hhv. en samtale, jeg førte med en overlæge på psykiatrisk afdeling, en samtale med en ergoterapeut fra Instituttet for Blinde og Svagsynede og en samtale med en psykolog fra samme institut.
Samtale med læge
Læge: “Jeg vil gerne tale med dig om, hvordan det går med dine psykotiske oplevelser. Jeg kunne læse mig til, at du over de sidste dage har bevæget dig lidt søgende rundt og flere gange har spurgt til muligheden for at dæmpe lydniveauet i afdelingen”.
Mig: “Ja, jeg har lidt svært ved at navigere i det her kaos”.
Læge: “Netop, dine tanker hænger ikke rigtigt sammen. Det hele er ret kaotisk for dig. Det er typisk for patienter med din diagnose”. (Jeg havde ikke selv sagt noget om mine tanker).
Mig: “Kunne man måske skrue lidt ned for fjernsynet – der er jo nok støj i livet i forvejen”…
Herefter blev omdrejningspunktet for den videre “drøftelse” et TV’s funktion/relevans på en psykiatrisk afdeling. Jeg tænkte – og denne tanke var sammenhængende –, at desillusion vel også er en form for erkendelse. Det, der gjorde denne samtale endnu mindre meningsfuld, var, at jeg ikke fik lejlighed til at berette, hvordan verden tog sig ud for mig, og hvorfor dette verdensperspektiv indvirkede på min opfattelse af mig selv og min interaktion med verden. Jeg savnede et fælles forståelsesfelt, en præmis, hvorigennem der kunne uddrages mening af mine erfaringer. Et “Individet-er-faktisk-en-ikke-afsluttet-proces perspektiv”.
Samtale med ergoterapeut fra Instituttet for Blinde og Svagsynede
Ergoterapeut: “ … men det er jo dig, det handler om. Så hvad er vigtigst for dig at få til at fungere lige nu og her?”
Mig: “Hmm, der er lidt svært at få noget som helst til at fungere faktisk. Jeg bliver ligesom hele tiden afbrudt af tanker eller indtryk. Det er meget forstyrrende. F.eks. er der lige nu en ulideligt irriterende og uidentificerbar brumme-lyd”.
Ergoterapeut: “Det er fra køleskabet. Jeg kan godt hive stikket ud” (hiver stikket ud).
Mig: “Tak. Det lettede. Du spurgte til det vigtigste – jeg tror bare, at jeg gerne vil have ro i hovedet. Det føles som at være på diskotek konstant. Også i kroppen. Det er for helvede også det, opium eller hash eller sprut har givet mig, altså ro på”.
Ergoterapeut: “Ja, jeg tror, jeg ved, hvad du mener. Derfor vi må prøve at finde et alternativ, der kan noget af det samme. Men som ikke har de samme bivirkninger. og som virker – for dig”.
Efterfølgende drejede samtalen sig om, hvordan det er at være i et misbrug, og – ikke mindre vigtigt – hvorfor dette misbrug opstod, samt muligheden for at mindske de faktorer, som dette misbrug af euforiserende stoffer udsprang af.
Jeg har aldrig før fortalt så ærligt om mine problemer. Her var der noget, der viste sig at være vigtigt. Der var ikke noget krav om ja-nej eller sort-hvid svar. Det generelle var pist væk. Der var et “mig”, som beretter og i denne samtale selv også opdager sammenhænge og forklaringsrammer. Fordi “jeg” blev mødt i mine behov – med åbenhed. Og der blev et “vi”, som sammen udforsker problemet, fordi fagpersonen antog en ikke-vidende/ikke-dømmende vinkel. Der var tillige et håb, fordi nogen udtalt – altså med ord – troede på, at der fandtes alternativer til opiums-tågen. Og det gjorde der jo. Derfor var det en afgørende samtale. Den flyttede fokus fra fastlåst, endegyldigt problem til meningsfulde løsninger. Det gav mig mulighed for også tankemæssigt at flytte mig, at finde mere fodfæste og ro. Livet er faktisk en hel “flinker fyr” uden stoffernes dæmpende pseudo-ekko. Måske også fordi jeg her fik fornemmelsen af ikke at stå helt alene på Herrens pløjemark. Samtaler kan blive så afgørende, hvis der tænkes i mennesker.
Samtale med psykolog fra Instituttet for Blinde og Svagsynede
Psykolog: ”Hvordan vender verden?”
Mig: ”Uanset hvordan verden vender, føles det problematisk at være i den.”
Psykolog: ”Okaaay, det er den måde, du har det på? Hvorfor er det svært at være sammen med verden?”
Mig: “Jeg synes, det virker uoverskueligt, at min syn er væk for altid. Forstået som timelighedens helt andet, og ikke bare som en meget lang fremtid”.
Psykolog: “Uendeligheden kan godt føles lidt lang, især henimod slutningen”.
Mig (Allerede opmuntret over at mine tanker kunne udtrykkes så præcist af den anden): “Ja, det er jo det. Det handler måske også om en forskydning i min identitetsopfattelse. Hvis jeg pga. synstabet hele tiden skal gøre ting på nye måder, hvornår er jeg så ikke mere den samme person?”
Psykologen: “Det tror jeg godt, at jeg forstår noget ved” (Her lagde jeg mærke til ordet “ved”. Det virkede som en “invitation” til mig).
Mig: ”Jeg er ligesom usikker på, om jeg reelt er den samme person, når jeg ikke kan se.”
Psykolog: “Jeg tænker på, om du synes, at dine værdier er de samme som, da du kunne se. Eller hvordan de har ændret sig?”
Dette er én af de mest meningsskabende samtaler, jeg nogensinde har haft med en fagperson. Fordi samtalen tog sit afsæt i min umiddelbare oplevelse af usikkerhed og meningstab. Og i mit behov for at opdage, hvorfor og hvordan denne tvivl indvirkede på mit liv og min selv-fortælling. Det er spørgsmålet, der her gør kål på meningstabet på kaosset. Og mine værdier var faktisk de samme stadigvæk. Mere udviklede og stærke, men grundlæggende de samme. Der var i hvert fald ingen værdier, jeg havde tabt. Derfor blev følelsen af heller ikke at have “tabt” sig selv pladask på gulvet mere synlig. Og det er i sig selv en værdi. Det er netop, hvad samtalen kan, når den er allerbedst. Når den ikke udelukker, men derimod opbygger. Når den fanger det væsentlige og menneskelige i øjeblikket og i sammenhængen. Og når den er en proces, som kan udvikle sig – fremfor at afvikle.
Tovejs-monologer i diagnosticering med korte enten-eller spørgsmål som redskab er vist ikke længere et dækkende pejlemærke. Slet ikke, når diagnosens særlige funktion bliver at skabe mening og orden i en ellers rodet og kaotisk erfaringsverden. For det er i samtalen, at orden kan afløse kaos. Ellers virker metoden ikke. For den enkelte. Hvis kaos nu stadig er et vilkår selv efter den endelige, objektive afklaring, så passer man jo endnu mindre ind. Behovsafdækningen bliver på systemets præmisser. Jeg tror ikke engang, at man egentlig har ret til at sige pænt “nej tak” til en diagnose.
Hvor lidt mine øjne end fungerer, mener jeg at kunne se, at der i det psykiatriske system er behov for en ny fortælling. Om systemet selv. Måske er definitionen af psykiatriske sygdomme ikke alene et videnskabeligt anliggende for psykiatere, eller omvendt kun for personen i krise. Måske findes der i samtalen en måde, hvorpå man kan kombinere videnskabens objektivistiske viden med individets subjektive perspektiver. Og koble alt dette til fortællingen og til spørgsmålet om, hvordan det er at være sammen med verden. Ergoterapeuten og jeg fandt jo faktisk alternative metoder for mig. På samme vis tror jeg, at “systemet”, hvis det ikke skal styre imod en endnu mere firkantet og fremmedgørende position, må gentænke – gerne i samtale med alle mulige – dets eget perspektiv. Ingen siger, at meta-narrativet set med nye øjne kun skal udgøres af én overordnet fortælling. Det virkeligt nye er måske endda, at der er flere måder at tænke “system” på. Og at dette stiller krav til mangfoldige fortællinger. Ikke forstået som “juhu, nu er alt gået op i værdirelativisme”, så alt er hamrende meget lige meget værd og lige rigtigt. Men mere en ny form for pejlemærke eller meningsmarkør. Mit beskedne bud på en mulig indfaldsvinkel er for nuværende et skift fra det “Generelt-objektive-biomedicinske narrativ” og i stedet en grundantagelse om “Positiv forskellighed”. Jeg håber, at dette er den “gode nyhed”!
“På trods af alt det, vi har fundet på, findes der stadig mennesker” (Citat af Den indre udestue, en morgen i 2021 umiddelbart efter kaffen).