Jeg har i de sidste 3 ½ år boet på et døgndækket bosted. Derfor var det også noget af en mærkelig følelse, som jeg vågnede med dagen efter, at jeg var flyttet for mig selv. Alene. Helt alene. Der var ingen omkring mig, som jeg ellers havde været så vant til så længe.
Det var mit eget valg at flytte i lejlighed. Jeg følte mig klar til det, da jeg fik tilbudt lejligheden, og jeg er også stadig glad for den. Men kort inden, at jeg skulle flytte, kom der ekstra mange og hårde restriktioner i forhold til corona. Det var noget af en mavepuster.
Pludselig måtte mange af de tilbud holde lukket, som jeg ellers havde tænkt mig at gøre brug af for at undgå at blive ensom. Faktisk var der næsten intet mere, der holdt åbent. Jeg havde godt nok mine bostøtter tre gange om ugen, men det var som om, at det ikke helt var nok. Pludselig var jeg meget alene. Meget mere, end jeg havde regnet med.
Jeg endte også hurtigt med at føle mig meget ensom. Mine bostøtter og min faste behandler forsøgte at holde mig beskæftiget, besøgte og ringede til mig, så meget som de kunne, men selv det var ikke nok. Desværre.
Det er en stor omstilling for en person at skulle flytte. Det var en endnu større omstilling for mig, fordi jeg også har skizofreni oveni. Men det var en kæmpe omstilling, fordi jeg flyttede fra et døgndækket tilbud til nærmest ingenting. I hvert fald var der pludselig ikke meget støtte. Det var ikke nemt. Jeg har dog rigtig mange seje venner, der har klaret det her skift rigtig flot. Men jeg var som sagt rigtig uheldig også at løbe ind i store nedlukninger oveni min flytning.
Det var ikke bare tilbuddene, som jeg havde tænkt mig at bruge, der måtte lukke. Mine venner ville helst heller ikke ses på grund af situationen med corona. Der var pludselig utrolig få resurser at trække på. Jeg har dog heldigvis haft kontakt til min familie og en enkelt ven.
Men det har ikke været nemt. Jeg har virkelig været ensom. En ensomhed, der har ført til psykiske udfordringer. Jeg har desværre haft rigtig mange besøg på psykiatrisk akut modtagelse. Heldigvis har jeg dog helt mirakuløst holdt mig fra selvmordsforsøg og selvskade i den her meget svære periode. Noget jeg virkelig er stolt af. For det her bestemt ikke været nemt. Jeg har længe haft minimum et selvmordsforsøg i løbet af en uge. Men jeg har fundet ud af, at jeg gerne vil leve! At jeg så også har kunnet klare det i den her tid, har bare været et kæmpe plus.
Jeg kan næsten ikke sige nok gange, hvor fucked up den her periode har været. Alt har været lukket, der er koldt, så man har ikke lyst til at gå ud, og man må nærmest ingenting. Selv udrykningstjenesten, som er en hjælp, der hjælper akut syge borger ved at komme til borgeren for at snakke, måtte ikke rykke ud, medmindre det var livsnødvendigt. Jeg kan heller ikke komme i et forløb ved Psykiatriens Hus i Aarhus, fordi der er de her restriktioner. Jeg kan heller ikke arbejde. Jeg føler nærmest, at jeg ikke kan andet end at sidde og glo ind i en væg.
Selvfølgelig er der mange ting, som man kan give sig til i sit eget hjem. Men jeg har hurtigt følt, at alting blev ensformigt og meningsløst. Desuden har jeg fundet ud af, at det kræver ekstremt meget energi at være ensom. Andres energi kan ikke smitte af på en, og man skal konstant trække sig selv op til noget. Så det har været ekstremt svært for mig at komme gennem en dag, fordi at jeg ikke har haft energi eller motivation til at lave ting. Så jeg har med andre ord røvkedet mig.
Så det har ikke været nemt at flytte ud midt i corona nedlukningen. Jeg har dog fundet en del tilbud, som stadig holder åbnet. Plexus i Aarhus holder stadig åbent for unge ensomme. Jeg har også været så heldig, at jeg må komme på et bosted, og deltage i deres fællesspisning. Så alt er heldigvis ikke sort! Desuden er solen også på vej, og forhåbentlig lukker man snart mere op for samfundet. Jeg håber og beder til, at den værste tid er overstået, og at det bliver nemmere at bo selv. For det har godt nok ikke været nemt midt i en pandemi!