Vi er nok alle sammen ved at være godt coronatrætte. Ikke at kunne se sine venner og familie, bære mundbind alle vegne, se kiloene langsomt snige sig på. Men er der slet intet positivt her i coronatiden? Derfor har jeg stillet fem personer de samme tre spørgsmål for at se på den lyse side i denne ensomme tid
Skrevet af Tina M. Møller
De tre spørgsmål, jeg har stillet, er følgende:
- Hvad har du nydt mest under corona?
- Hvad ser du mest frem til, når corona er helt ovre?
- Hvad tager du med fra tiden under corona?
Alexandra:
- Jeg har nydt at opdage, hvor kreative folk har været i form af nye måder at være sammen på. For eksempel er jeg med i online madlavning med min søster, min mor og nogle veninder i Schweiz. Jeg har også været til middag med min mor (i Gilleleje), hendes mand (i USA), min mors naboer (i Gilleleje) og min søster (i Vanløse), mens jeg selv var på Vesterbro. Vi gjorde det over Messenger og sad sammen i flere timer! Et andet event var drive-in bio i Nordhavn og Oscars online quiz med Cinemateket.
- At se ballet i Det Kongelige [Teater], gå ud at spise på cafeer og restauranter, at kunne kramme de folk jeg holder af og sidst men ikke mindst: at REJSE!
- At værdsætte alle de ting, man elsker at lave, og som man tog for givet inden corona, som at rejse, drikke en kaffe på en caféterrasse på Enghave Plads eller at kunne mødes med alle ens venner, når man vil, og danse!
Max:
- Jeg ved ikke, om jeg decideret har nydt noget under corona. Jeg har ikke haft det så skidt længe, som jeg har det nu.
- At kunne se alle mine venner igen. Jeg savner fysisk kontakt som ind i helvede, undskyld mit sprog! Dét, og så at komme i arbejde.
- Communication is key!
Sophie:
- Jeg har mest nydt, at det har været mere acceptabelt at arbejde hjemmefra. For eksempel når jeg har haft en dårlig dag med meget lidt overskud, har det været mere okay at sidde derhjemme i hjemmetøj og arbejde i stedet for at skulle gøre mig klar til arbejde, transportere mig hen på arbejdet, sidde på kontoret en hel dag sammen med kolleger, transportere mig hjem igen… Det har nogle gange føltes som en kæmpe frihed.
Derudover synes jeg egentlig, det har været virkelig rart, at man har haft lidt mere ”personal space” i det offentlige rum. Jeg ved godt, at det er, fordi folk er bange for smitte, og det er jo ikke super positivt, men jeg synes, det har været rart at have mere afstand til fremmede mennesker i bussen, toget osv. (og at andre også respekterer den afstand), i stedet for man altid er klumpet sammen som sild i en tønde.
- Jeg ser nok mest frem til, at vi alle sammen kan opføre os normalt igen uden at tænke over det. At vi kan tage bussen uden mundbind, ikke skal være lidt bange, når der er mange i toget, at jeg kan give mine venner et knus helt naturligt, at jeg kan give hånd til fremmede i stedet for at stå og vifte lidt med armene og sige mit navn… Alle de andre ting – at tage til koncert, i teatret, ud at rejse osv. uden coronapas – savner jeg da også, men jeg savner egentlig mest de små, normale ting, for det er dem, der fylder mest i hverdagen.
- Den er svær. Mest af alt savner jeg jo bare det (corona)frie liv, så måske vil jeg tage det mindre for givet, når tingene er normale igen. Nu tænker jeg jo bare “vi vidste ikke, hvor godt vi havde det før corona!”, og forhåbentlig vil den følelse gøre, at jeg kan påskønne den normale hverdag mere, når den er tilbage igen.
Alexis:
- Stilheden. At kunne fordybe sig bedre i skolen. At min familie ikke forventer besøg på samme måde som tidligere.
- At kunne være i offentligheden uden mundbind og at kunne lave ting sammen med andre, uden jeg skal tænke på, at jeg ikke kan kramme dem.
- At det er ok at sige nej, og det er vigtigt at lytte til sine egne grænser; også når det bare er, at man skal sige nej til noget.
Wilhelm:
- I starten nød jeg, at man kunne være mere hjemme, og at man kunne sætte tempoet helt ned. Efterfølgende har jeg nydt enhver lempelse på restriktionerne, da den smule frihed, man kunne få, har føltes mere dyrebar.
- Jeg glæder mig til, at folk ikke længere skal være bange for hinanden pga. smitten. Det sidste år har virkelig budt på mange påbud, forsigtighedsprincipper og frygt for det usynlige. Det har været med god grund, men jeg tror, at det gør noget dårligt for mennesker altid at skulle have i baghovedet, at en hvilken som helst anden person kan smitte dig.
- Først og fremmest går det op for én under sådan en nedlukning, hvor meget man har brug for at mødes med andre mennesker. Jeg har altid tænkt, at jeg var introvert, og det ikke ville gøre så meget, men en total nedlukning giver nok selv de mest introverte en følelse af socialt underskud. Det har også været spændende at opleve, hvordan folk har fundet på nye måder at mødes på, når alle de normale måder blev forbudte. Normalt kunne man jo næsten aldrig mødes med nogen uden at hive et par hundrede kroner op af lommen til kaffe, mad eller biografbilletter – i hvert fald hvis man bor i en af de større byer. Men under de strenge perioder af nedlukningen måtte man nøjes med ”bare” at være sammen og snakke med sine venner på gader eller i naturen. For mig har det været en rigtig god oplevelse, og jeg vil tage det med mig, at man ikke kan tage de ting, som, man troede, var normale for givet. At der altid er andre og måske bedre måder at gøre tingene på. Nogle gange skal verden nok bare kaste én nogle benspænd, før man opdager det.