Af Emma Katrine
Så sidder, eller rettere sagt ligger, jeg her i det her skide venteværelse igen. Og igen. Og igen. Og igen. Og igen. Og igen. Jeg bruger jakken som hovedpude. Men den kan aldrig foldes som en god pude. Selvom det ikke burde være hjernekirurgi. Så der er ikke noget blødt, som jeg kan lægge, mit såkaldt psykisk syge hoved på.
Det her rum… Jeg tror, det er det eneste venteværelse, hvor de ikke kommer og siger, at jeg ikke må ligge ned. Det eneste sted, hvor jeg må lægge mig til at punkersove i et hjørne, uden jeg bliver irettesat. Der kommer ikke nogen sygeplejerske, stram i betrækket, og siger: ”Græsset må ikke betrædes, hvad er det for noget.” De kommer, som oftest, med behagelig tone, for at spørge, om ikke de må have lov til at tage blodtryk og alt det andet, de altid gør. Efter jeg har ventet i mange timer. Fordi de ganske simpelt har glemt det, eller fordi de har haft for travlt. Det må være frustrerende ikke at have tid til dem i venteværelset.
Skammer mig ofte
En gang imellem støder jeg ind i sygeplejersker, der kigger alle mulige andre steder hen end på den patient, der har brug for hjælp. Patienten, de skal ’måle værdier på’. Men det passer mig nu fint. Jeg ønsker ikke øjenkontakt. Jeg kigger aldrig på autoriteterne. Jeg bliver så usikker. Af en eller anden grund skammer jeg mig ofte.
De har travlt. De skal ind på kontoret igen. Jeg kan kigge ind ad glasruderne, der skiller de ventende fra sygeplejerskerne. Nogle gange griner de derinde sammen. Og selvfølgeligt skal de have lov til det. Det er jo sådan de nok, blandt andet, kan håndtere et hårdt arbejde. Psykisk, og nogle gange fysisk udmattende. Men det føles alligevel en smule provokerende, når jeg har ventet i fire timer. Så føles det mærkeligt, når der dukker en sygeplejerske op, der virker fuldstændigt ligeglad. De er nærværende inde på kontoret sammen med kollegaerne. Men når de kommer ud, ænser de ikke den skrøbelige person, som de arbejder med. Blodprøverne bliver først taget senere. Derinde, hvor der er lægekonsultation.
Jeg skal indlægges til afrusning. Jeg har drukket, selvom jeg har en aftale med min psykiater ved distriktspsykiatrien. Det betyder, at de ikke kan afvise mig, når man dukker op på skadestuen. For de afviser jævnligt triste mennesker.
Før jeg tager på skadestuen, da psykiateren vil sende mig til afrusning, tager jeg hjem med bussen. Jeg pakker mine ting, pc, oplader og strømper. Masser strømper. Efterfølgende tager jeg en taxa til skadestuen.
Temmelig dårlig stil
Da jeg ankommer, sladrer jeg om mig selv. Jeg skynder mig at fortælle sygeplejersken, der spørger mig, hvornår jeg sidst har drukket, at jeg har vodka/ananas sodavand i tasken. Jeg afleverer den pænt til hende. Jeg har hældt sprut i min sodavand, så det ser uskyldigt ud. Med det samme jeg åbner munden, fortryder jeg det. Nu kan jeg ikke sidde og drikke skjult i venteværelset. Men det duer jo heller ikke at sidde og drikke. Det er temmelig dårlig stil, udover at jeg jo ikke må. Hvis de finder ud af det, bliver jeg bedt om at gå.
Der sidder en tydeligt beruset mand med guldøl og munddiarre. Han kommenterer på alt, hvad der sker; de andre ventendes samtaler, og snakker til dem, der ikke taler heller. Når der ikke er noget at kommentere på, så får han en sludder for en sladder med sig selv. Mumlende og nogle gange en smule højlydt. Det er så harmløst. Det er trist og irriterende.
Ingen smalltalk
På psykiatriske skadestuer holder jeg mig helst for mig selv. Det er ikke altid en god ide at indlede sig på smalltalk. Nogle gange kan jeg gøre det, det er en vurderingssag. Andre gange skal jeg ikke nyde noget.
Han er skidefuld, det kan der ikke herske nogen tvivl om. Så egentligt har han nok mere brug for afrusning, end jeg har. Jeg har ’kun’ drukket en halv flaske vodka. Jeg er startet klokken fire om morgenen til klokken 12, hvor jeg har samtalen med min psykiater. Jeg ved ikke, hvorfor hun vil have mig til afrusning. Jeg må alligevel ikke få benzo stesolid, som de afruser med.
Den fulde mand burde have haft en chance. Men personalet kommer og beder ham om at forlade stedet. Jeg bliver sgu lidt vred. Er det ikke netop nu, han har brug for at komme ind. Han kan få at vide, at han ikke må forlade sin stue, før han er blevet ædru. Han har virkeligt brug for hjælp.
Afviser selvskade
Jeg har prøvet at sidde udenfor skadestuen, hvor jeg bankede mit hoved ind i væggen. Der fik jeg at vide, at de ville ringe efter politiet, hvis jeg ikke forlod området. Jeg havde to store blå øjne. Og så beder de mig om at gå. Det giver ikke nogen mening. De afviser et menneske, der er i gang med at ødelægge sig selv. Og hvor har de tænkt sig, at politiet skulle gøre af mig. De ville have fulgt mig tilbage ind på den psykiatriske afdeling.
Der findes meget anderledes patienter på skadestuen end den berusede mand.
I det lille og aflukkede rum, der ligger op til venteværelset, der er der godt nok gang i den. Jeg tror, at det er en paranoid skizofren mand, der ligger derinde. Der er i hvert fald en betjent derinde og to udenfor. Patienten er indlagt på røde papirer. De er i virkeligheden lyserøde, papirerne. Jeg har aldrig været indlagt på papirer. Jeg er altid kommet frivilligt, selvom jeg har været på forskellige lukkede. Hvor man ikke må forlade stedet uden ledsager. Men tilbage til de røde papirer. De gælder for dem, der er til fare for sig selv og andre, eller dybt psykotiske mennesker. Altså en tvangsindlæggelse.
Må tolerere skældud
Jeg kan høre hvor sød og beroligende politimanden derinde lyder. Han må tolerere skældud. Det omhandler, at alle er nazister, og at PET er efter ham. Det er forfølgelsesvanvid, også derfor mit bud på diagnose er paranoid skizofren. Det er ikke første gang, jeg har hørt eller set det. Betjenten er virkeligt sød og rolig.
Der står pludseligt seks, syv sygeplejersker. De går ind til den vrede mand, sammen med de to ekstra politibetjente. Den ene sygeplejerske, hun er tilstedeværende og har sludret, mens hun tager blodtryk, og hvad de ellers skal bruge, hun er overvægtig. Jeg kan rigtigt godt lide hende. Men det kan ham inde ved siden af virkeligt ikke. Jeg kan høre, at han råber, at hun er et fedt svin og en masse andet grimt. Den anden sygeplejerske kan han til gengæld godt lide. Jeg bliver ked af det på den førstnævnte sygeplejerskes vegne. Men denne her mand er helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Han er skør. Det er jeg også, men på en helt anden måde. Vi er ikke allesammen nazister. Men det er vi i hans verden. Det må være frygteligt.
Udadreagerende, psykotiske mennesker
Jeg tror, at de har fikseret ham, og at de var inde og give ham noget beroligende. Jeg er ambivalent i forhold til fiksering. Jeg bryder mig ikke om tvang. Men jeg har samtidigt set psykotiske mennesker på den lukkede, der har været meget udadreagerende og farlige.
Før det fulde sludrechatol bliver bedt om at gå, sidder jeg imellem ham og så den råbende mand. Det er pænt kaotisk. Det er stukket af for dem begge to. Jeg kan ikke høre mig selv tænke. Heldigvis føler jeg mig ikke utryg. Det kunne jeg ellers sagtens komme til. Jeg bliver bare træt i hovedet, og jeg kan ikke rigtigt halvsove mig igennem ventetiden.
Der dukker en ung mand op med en guitar på ryggen. Han har sin mor med. De er rolige. De spiller kort. Han er meget lukket om sig selv, men hans mor kan nå ind til ham, ser det ud til. De snakker om mange indlæggelser. Jeg gør det, jeg ellers aldrig gør. Jeg blander mig kort: ”Undskyld jeg blander mig, men I kan nok få en brugerstyret seng?”. En brugerstyret seng er en seng, der står klar til en bestemt seng, der ofte bliver indlagt. Hun smiler til mig og siger: ”Tak. Det er sådan en vi har”.
Bør have musik i alle venteværelser
Den unge mand pakker sin guitar frem fra tasken. Han begynder at spille, og han er virkeligt talentfuld. Det er så smukt, blidt og roligt. Jeg tænker, at de næsten bør have musik i alle venteværelser. Hans musik. Men at jeg synes det er rart, er ikke ensbetydende med, at andre synes det. Musik kan påvirke mennesker på mange forskellige måder.
Jeg fortæller den introverte mand, at det er en fornøjelse at lytte til musikken. Jeg håber, at han bliver bare en lille smule glad for at høre det. Håber han kan tage det ind. Personalet kommer ikke og beder ham om at stoppe. Det er jeg glad for.
Der ankommer en voldsomt grædende ung pige. Det gør virkeligt ondt at se på hende. Hun er helt ude af sig selv. Hun er høj og tynd. Personalet lader hende vente. Ligesom alle os andre. Men hun befinder sig i en frygtelig tilstand. Så hvorfor kommer de ikke? Jeg tror, at han er tidligt i 20erne. Hun er indbegrebet af fortvivlelse. Hun sidder bare opad væggen, drukner i gråd.
Forurettet på hendes vegne
Endnu engang lægger jeg mærke til, at personalet griner inde bag ruden. Jeg føler mig forurettet på hendes vegne, Jeg vil have, at de kommer ud og siger: ” Jeg kan se, at du er helt ved siden af dig selv. Vi sørger for, at der hurtigt kommer en læge og snakker med dig. Så hold ud lidt endnu. Vi gør, hvad vi kan.” For mit vedkommende, jeg kan sagtens vente to timer mere. Jeg vil bare have, at de tager sig af denne her pige. Jeg er nervøs for, om hun mon er selvmordstruet. Men heldigvis kommer hun ind før mig og den unge mand med guitaren.
Jeg kommer ind i rummet, hvor jeg skal tilses. Og jeg kommer ind før den unge mand med guitaren. Jeg får taget blodtryk, puls og alt det andet. ’Værdierne’. Det plejer de at gøre, efter man ankommer. Det er forståeligt med patienten i det lille aflukke, ham politiet har haft med.
Jeg får taget blodprøver og EKG.
Lægen kommer. Jeg går på en, ikke så lige, linje. Jeg kigger op og ned. Til højre og venstre. Jeg skal trække vejret dybt, mens jeg har et koldt stetoskop på henholdsvis ryg og bryst. Jeg bliver lyst i øjnene og i munden.
Hun er venlig, og vi snakker lidt om, hvorfor jeg er der.
De psykiatriske afdelinger er overrendte
Jeg er kommet for at blive indlagt til afrusning. Men lægen fortæller mig, at de kun har plads på den lukkede afdeling. Da hun fortæller det, synker jeg helt sammen. De psykiatriske afdelinger, de er overrendte i disse tider. Der er simpelthen ikke sengeplads på den åbne. Men dette er den lukkede afdeling eller ingenting. Jeg vælger ingenting. På den lukkede må jeg ikke have opladerledninger, elastikker, min vinkelmåler eller noget som helst andet.
Jeg bliver helt forvirret, og jeg kan ikke komme ud hurtigt nok. Den lukkede afdeling er helt udelukket. Jeg kan godt se, at det giver mening, hvis jeg er manisk, deprimeret, psykotisk eller selvmordstruet. Hvis jeg er i den tilstand, er jeg nødt til at være overvåget. Så vidt det er muligt, da der mangler personale på den lukkede, også.
Men jeg er klar i hovedet, jeg skal jo bare have hjælp til at komme igennem mine abstinenser. Jeg skal ikke spærres inde på den måde.
Personalet har stort set ikke tid
På den lukkede har jeg set andre patienter gå ind på den stue, som jeg har fået tildelt. Og jeg har da ikke lyst til at gå hen og sige til en patient, at de skal forlade stuen. Vedkommende kan, potentielt, være aggressiv og farlig.
Jeg har set en råbende mand, der har prøvet at sparke sig ud gennem vinduet i fællesstuen.
Jeg har lyttet til en kvinde, der sad nonstop og fortalte mig, hvorfor hun ville dø.
Det er ikke altid personalet ser det og stopper det. Der er, ligesom på alle de andre afdelinger, stakkels lidt personale, der stort set ikke har tid.
Jeg er helt rundt på gulvet. Men samler mig sammen til at sige, at jeg vil hjem. Og sådan forlader jeg lægesamtalen.
Det har jeg ventet i fire timer på.