Mei Hirschmann Bieber er en af de fire, der har deltaget i Outsiderens og Maria Lisa Olsens filmværksted, og som har en kortfilm, hvor de selv spiller hovedrollen, med til filmfestivalen Don’t Fear the Weird den 12.-14. oktober. Meis film ”Hvis ingen ser mig” er en poetisk skildring af, hvordan hun har det med livet i byen og på landet
Af Ide Hejlskov Larsen
| DON’T FEAR THE WEIRD er et opgør med tabuer om psykisk sygdom gennem psykiatribrugernes kortfilm, gratis talks, ekspertintroduktioner til biograffilm og debat.
Kom og oplev en festival, der skruer helt op for åbenhed og nuancer: |
|---|
Efter at have sat sin lid til psykiatrien i mange år har Mei det nu, som om hun har taget den røde pille i filmen The Matrix, hvor hun er kommet ud af den virtuelle verden og konfronterer den barske virkelighed. Hun bor på landet, er holdt op med at tage medicin og har læst en bog, der forandrede hende. Hun oplever, at hendes psykiske sårbarhed skyldes hendes opvækst.
Mei fik anoreksi og borderline personlighedsforstyrrelse
Mei voksede op i en kaotisk og utryg familie. Der var ekstremt meget psykisk vold.
Som 15-årig fik hun anoreksi.
– Anoreksi holder aldrig op. Men jeg har det rigtig, rigtig godt nu.
Først i tyverne havde Mei svært ved at sidde i sin spiseforstyrrelsesgruppe på Stolpegården. Hun blev derfor udredt og fik i 2009 konstateret borderline personlighedsforstyrrelse.
I 2013 var Mei indlagt en måned på den lukkede på Rigshospitalet.
Psykiatriens kassetænkning
– Det er en måde at parkere folk på. Jeg er vred på psykiatrien. Det er rigtig søde mennesker, sygeplejersker, læger osv. Men præmissen er forkert. De ser ikke det hele menneske. ”Hey, må jeg ikke tale om min barndom? Jeg har brug for at tale om min far, hvad han gjorde.” Men, ”Nej!”
Psykiatrien er symptom- og kassetænkning for Mei. Hun spildte 15 år i troen på, at de kunne hjælpe hende.
– Medicin, måske en lille smule terapi, hvis du er heldig. ”Farvel. Klar dig selv. Held og lykke.”
Mei ser sin psykiske sårbarhed som en traumereaktion.
– Du er vokset op i en stormflod, værsågod overlev.
Men det forholder psykiatrien sig ikke til. Med medicinen lægger de blot låg på følelser, der ifølge Mei skal have lov til at udfolde sig. Følelserne vil én noget. De er sundhedstegn, der er blevet destruktive. Hun taler selvfølgelig kun for sit eget vedkommende. Andre kan have meget gavn af medicin og psykiatriens tilgang.
Fire forskellige uddannelser
Mei er begyndt på fire forskellige uddannelser.
– Jeg læste kinesisk på universitet, så gik jeg på fotografuddannelsen, så var jeg på pædagoguddannelsen og på lærerseminariet.
Eftersom hun ikke kunne koncentrere sig, ikke kunne møde op og i det hele taget fik stress, droppede hun ud af dem alle fire.
Spiritualitet
Filmen, Mei har lavet på Maria Lisa Olsens filmværksted, har nogle spirituelle toner. Mei fortæller, at hun egentlig altid har været spirituel; hun har bare til tider skjult det.
– Jeg har haft nogle kærester, der slet ikke var spirituelle. Så glemte jeg min egen spiritualitet, skammede mig over den.
I dag står hun ved sin spiritualitet.
– Det spirituelle er noget med forbundethed med naturen og en selv og andre mennesker naturligvis. Når man åbner sine øjne, åbner sin bevidsthed for det, taler universet til én. Der er synkronicitet. Jeg føler, de her ting sker hele tiden. Vi ser dem ikke. Der er bare støj i vores hoveder. Der findes en visdom og lærdom. Universet sender nogle mennesker og hændelser ens vej, som man skal lære noget af.
– Jeg kan mærke, der er en stemme, en deep knowing, der siger: Giv slip, og du skal nok blive grebet. Men du skal give slip, for real, på alt hvad du klynger dig til, alt det, du er bange for at miste, skal du være klar til at miste. Det er for mig en stor erkendelse, som jeg kan mærke kommer indefra såvel som udefra. Det er en følelse af at have nogle dybe erkendelser, som jeg kan mærke, at verden og min virkelighed omkring mig spejler.
At blive set i naturen og i byen
Denne spirituelle grundtone har været medvirkende til, at Mei flyttede på landet for halvandet år siden. Hun flyttede til Samsø fra København. Det er et skift, som har farvet filmen, hun har med til festivalen Don’t Fear the Weird. Der var ensomt i byen. Hun følte sig mindre ensom på landet. Det har noget med at blive set at gøre. I byen bliver man kigget på, men ikke set.
– Jeg har et behov for at blive set. Der et filosofisk paradoks: Hvis et træ falder i skoven, og ingen hører det, er det så sket? Hvis jeg sidder herovre og ingen ser mig, forsvinder jeg så, eller bliver jeg mere til. Jeg har jo fået mere adgang til naturen. Og til mig selv. Samtidig kan jeg være bange for at forsvinde.
Mange af hendes venner bliver nærmest dødsangst, når de hører om, at hun bor på landet. Hun kender da også selv til frygten for isolation. Men hun mener ikke, mennesket er lavet til at bo i byen med asfalt. Vi bliver afskåret fra os selv i byen.
En livs- og erkendelsesproces
De senere år har Mei været inde i en proces af dybere erkendelse. I 2016 holdt hun op med at tage medicin – dog med et enkelt tilbagefald i 2019, hvor hun blev overtalt til at tage antipsykotisk medicin i en kort periode, fordi hun var så stresset og angst, at hun havde angstpsykotiske tanker.
For to år siden fik hun førtidspension.
– Det var virkelig godt for mig ikke at skulle arbejde. Det paradoksale er, at for at få en førtidspension skal man erklæres kronisk syg. Og paradoksalt nok, er det det, jeg rent faktisk har brug for for at kunne blive rask.
– Det er også derfor, man burde indføre borgerløn. Hvis jeg fra starten havde vidst, jeg havde fuldstændig fri til at finde ud af min lidelse, ville alt have set anderledes ud.
Hun flyttede på landet, og i begyndelsen af 2020 læste hun ”The Body Keeps the Score” af Bessel van der Kolk. Bogen havde en transformerende virkning på Mei.
– Det var en vild gamechanger for mig i forhold til at forstå traumer og traumers rolle i forhold til at udvikle en masse uhensigtsmæssigt værn som anoreksi og en udviklingsforstyrrelse som borderline. Og så er det meget tydeligt, at jeg har kompleks PTSD – med den utrygge opvækst, jeg havde.
I december 2020 fik Mei en jungiansk psykoterapeut, som hun taler om drømme med. Og om eksistentielle problemer. Psykoterapeuten ser ikke hendes følelser som symptomer, men som reaktioner på traumer. De taler naturligvis også om hendes barndom.
I dag har Mei overskud til at hjælpe andre. Hun er ambassadør i EN AF OS under PsykInfo, og her har hun bl.a. holdt foredrag og deltaget i webinarer om sin diagnose og om selvmord.
Den røde pille
– Jeg er inde i en proces. Jeg har brugt meget energi på at gå ind i en dyb forståelse. Det er lidt som i The Matrix, den blå og den røde pille. Han kan tage den blå pille og vende tilbage til sit liv og ikke være klogere; og så kan han tage den røde pille og se, hvordan det hele hænger sammen. Jeg har en følelse af, at jeg har fået den røde pille.
– Det er også en smerte, at jeg har brugt så mange år i psykiatrien. Men det er vigtigt for mig, at det er institutionen, jeg er kritisk over for. Ikke menneskene. Der er mange ildsjæle-behandlere. De er bare forkert skolet, efter min mening, med den nye forståelse, jeg har fået.
For Mei er det helt tydeligt, at det handler om vores opvækst.
– Hvis et menneske kommer ind og er angst. Så kig på, hvorfor mennesket er angst.
– Jeg håber på et paradigmeskift i psykiatrien.
Poesi
Da Mei arbejdede med filmen her i foråret, havde hun først en meget billedrig tekst til den. Det havde hun en samtale med Maria om, hvor de fandt ud af, at teksten skulle være mere enkel, når den var ledsaget af filmbilleder. Det var en spændende proces for hende.
Mei skriver lyrik, men holder kortene tæt til kroppen – og er meget perfektionistisk. Men det kunne være vildt fedt at få udgivet et værk.
https://www.dfi.dk/…nar-jeg-tor
https://www.facebook.com/events/…933
Læs det trykte DON’T FEAR THE WEIRD-program:
https://www.paperturn-view.com/?pid=MTg188642
Her er programmet for DON’T FEAR THE WEIRD med links til mere information og billetter:
TIRSDAG 5. OKTOBER
16:30 Klub Kranium m. debat / optakt til Don’t Fear the Weird
21:15 Songs of Repression – m. debat / optakt til Don’t Fear the Weird
TIRSDAG 12. OKTOBER
16:30 Don’t Fear The Weird 2021 – Officiel åbning
18:45 Når jeg tør / premiere – mød folkene bag
20:45 Mød årets filmmager: Katrine Brocks
ONSDAG 13. OKTOBER
16:30 Fodboldbrødre i psykiatrien / gratis talk i Asta Bar
17:15 Søskende som pårørende / gratis talk i biografsalen
18:00 Jeg skriver, jeg lever / gratis talk i Asta Bar
18:30 Evigt solskin i et pletfrit sind
19:30 Mand, minoritet og sygdom i sindet / gratis talk i Asta Bar
20:30 Don’t Fear the Weird-kortfilmprogram: Når jeg tør
21:00 Queen & Slim med introduktion
21:45 Songs of Repression
TORSDAG 14. OKTOBER
16:30 De pårørende – m. debat
17:00 Sex, kærlighed og alvorlig sygdom / gratis talk i Asta Bar
17:15 Don’t Fear the Weird-kortfilmprogram: Når jeg tør
18:45 Words on Bathroom Walls — m. introduktion
19:00 Don’t Fear the Weird-kortfilmprogram: Når jeg tør
19:30 Spoken word: Ingen er perfekt / gratis event i Asta Bar
20:00 Ærlig snak: Bevæbnet med humor / gratis talk i Asta Bar
20:45 Don’t Fear the Weird-kortfilmprogram: Når jeg tør
21:30 Milla – m. introduktion
21:45 Mary & Max — m. introduktion
FREDAG 15. OKTOBER
19:00 Kulturnatten special: Ind i hjernen på en Oscar-vinder
