Nåle i øret giver ro i kroppen

NADA er en særlig form for akupunktur, som er med til at bringe ro i krop og sind. NADA kan benyttes som et godt supplement til konventionel behandling, hvis du har angst, depression, tankemylder mm. Outsideren tilbyder en guide til NADA:

Af Louise Kristensen

Hvad er NADA?
NADA er en særlig form for øreakupunktur, som kan være med til at lindre stress, angst, depression, tankemylder mm. Navnet er en forkortelse for National Acupuncture Detoxification Association og blev udviklet i USA i 70’erne til at støtte recoveryprocesser. Hvert punkt i øret korresponderer med indre organer, som bliver belastede under for eksempel angsttilstande. NADA er et godt supplement til konventionel behandling og giver støtte i recovery.

Et af de steder, man kan modtage NADA -behandling, er i Askovfondens sociale tilbud ASPA på Nørrebro i København. Behandler Janni Nielsen giver NADA hver mandag, og fortæller at NADA er med til at skabe balance i kroppen, så man oplever større ro og mindre tankemylder og stress.

– Det kan også være en oplevelse af at både få mere energi – og samtidig bedre søvnkvalitet. Folk, der opsøger NADA, oplever uro, stressbelastning, tankemylder og sitren i kroppen. Altså tilstande, der indikerer, at nervesystemet er overbelastet, fortæller Janni Nielsen.

Indenfor NADA arbejder man med begreberne yin og yang. Hos mennesker med en overbelastning af nervesystemet findes en overvægt af den aktive yang. I NADA arbejder man med at styrke den rolige yin, og dermed kan NADA være med til at genoprette en balance.

NADA skal ses som et supplement og ikke en erstatning for den behandling, man ellers modtager. Hvis man gerne vil opnå langsigtede resultater og stabilitet, er det en god idéat modtage NADA regelmæssigt.

Hvad sker der når man får NADA?
Nålene placeres i fem punkter i hvert øre. Behandleren spørger ofte, om det er en idé at synkronisere åndedrættet med at sætte nålen i, fordi der er mange, der oplever, at det kan være mere behageligt. Efter isætningen af nålene skal de virke i 45 minutter, og mange oplever, at det er rart bare at sidde med lukkede øjne og slappe af. Herefter tager behandleren nålene ud.

Man kan få tilbud om at få placeret en lille kugle i hvert øre sat fast med medicinsk tape, og som kan blive siddende en uges tid. Når man nulrer ørekuglen, stimuleres det pågældende akupunkturpunkt, og det kan være med til at stilne tankemylder og modvirke angst mellem behandlingerne. Flere har fortalt, at de oplever de små ørekugler som ”NADA-to-go.”

Hvordan føles det at få NADA?
Det kan være meget forskelligt. Nogen er ikke så vilde med nåle, men får NADA, fordi de ved, at det har god effekt. For dem, der ikke er fans af nåle, kan det være rart at matche udåndingen med hvert nålestik, fordi det er lettere at slappe af. Andre fortæller, at de synes det føles rart at få nålene sat i øret. Som om hver enkelt stik med nålen øjeblikkeligt giver mere jordforbindelse og mindre tankemylder.

Er NADA kun for folk med psykiske lidelser?
Absolut ikke! Alle, som oplever stress og belastninger i hverdagen, kan have glæde af det. Mange akupunktører, massører og andre alternative behandlinger tilbyder NADA i deres klinikker. NADA er helt uden bivirkninger, så der sker intet ved at prøve. Til gengæld kan man blive positivt overrasket.

Hvor kan man få NADA?
Mange behandlingstilbud i regionerne tilbyder NADA som en del af indsatsen. Spørg gerne din lokale kontaktperson, recoverymentor for mere information eller blot lav en googlesøgning på dit lokalområde.

Herunder finder du links til læsning om NADA:

Du kan læse meget mere om NADA, teknikken, udviklingen og formålet her:
https://nada-danmark.dk

NADA-forenings hjemmeside:
https://nada-danmark.dk/nada/om-nada-bjaelken/

NADA i Aspa på Nørrebro, København
https://www.askovfondenssocialpsykiatri.dk/nada-i-aspa.html

Region Midtjylland
https://www.psykiatrien.rm.dk/patient/patientvejledninger/afdeling/regionspsykiatrien-midt/patientvejledninger-for-klinikker-og-teams-i-viborg-og-skive/nada-behandling/

NADA i Silkeborg
https://psykiatrienshus.silkeborg.dk/Borger-patient/Tilbud-paa-tvaers/NADA