Tiden læger ikke alle sår:
Psykiatrisk patient på tværs af tid

Museumsudstilling: Foruroligende og tankevækkende besøg på Nykøbing Sj. Psykiatriske Museum

Af Nanna Buch-Ohlsen

Tilbage i tid
Jeg sad i det lille tog, som fløj gennem de vestsjællandske marker i retningen mod Nykøbing Sjælland. Det var en dag i juli, hvor vejret skiftede imellem solgennembrud og småregn. Store, grå skyer skiftede placering og samlede sig over toget. Det føltes som en indre rejse tilbage i tid i det lille og overskuelige tog på vej til at gå på opdagelse i historien.

Fra stationen og på den sidste strækning igennem skoven, inden jeg nåede museet, passerede jeg et lille kapel og stod stille et øjeblik. Træerne lukkede sig foroven, og jeg mærkede en nostalgisk dysterhed brede sig i min krop.

Sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland (SNS Statshospitalet Nykøbing Sjælland) ventede lige om hjørnet. Hospitalet blev opført i årene 1913 – 1915[1] og fungerede som sådan frem til 1952. Jeg tænkte på, hvordan fortidens psykiatriske patienter havde levet og afsluttet deres liv her. Hvad havde den enkelte tænkt om sit liv og sin lidelse dengang? Havde der kun været smerte og vanvid? Hvad var et godt liv for de personer, der havde levet her?

Jeg trådte ind ad den afsidesliggende museumsbygning med itugået vindue for at se på genstande og billeder fra fortidens psykiatri. Uanset hvad jeg nu skulle til at begive mig ud i, vidste jeg med mig selv, at psykiatrimuseet havde sin nutidige relevans og vigtighed uanset, hvad jeg måtte få ud af udstillingen.

Fortiden mellem dukker, klaustrofobi og nøgler
Det var svært at holde på følelserne, da jeg så, hvordan mine fortidige artsfæller havde siddet til bords og spist af et af museet sirligt fremlagt service med hospitalets indgraverede initialer ”SNS”. En hvid, robust træseng så nærmest dukkeagtig romantisk ud med malingen slidt af på hjørner og sider. De, trods alt, frotterede læderremme fastgjorte til madrassen vidnede imidlertid om den afmagt og svære fortvivlelse, som engang havde fundet sted.

En stående væv og et stort broderi med skriften ”Lidt solskin i Huset og alt bliver saa net, lidt sollys til Arbeid og alt gaar saa let” fortalte om, at patienterne havde haft en beskæftigelse i løbet af dagen. En dame siddende i en kørestol med tre plejere omkring sig og to dukker ved hånden gav indtryk af, at der havde været en relation og et forsøg på omsorg for patienten dengang.

Vanviddet, som lå under det hele, stod på en måde i skærende kontrast til den strikte orden omkring de daglige rutiner på hospitalet. Der skete også noget med mig undervejs i udstillingen. Et stort rustent nøglebundt mindede mig i begyndelsen om noget fra en hyggelig tegnefilm. Men nøglebundtet vendte anderledes tilbage i min hukommelse, og jeg blev ramt af en angstpræget klaustrofobi.

Klaustrofobi på de psykiatriske afdelinger
Den klaustrofobiske følelse fortalte mig, at der i udstillingen var mere på færde, end hvad jeg umiddelbart havde kunnet se. Her var noget, som ikke blev italesat, og som nu sad som en stærk og tavs følelse i mig. Det er svært at udtale sig om, hvad fortidens psykiatriske patienter følte dengang og havde af ønsker for deres liv, når det ikke er direkte skriftliggjort. Men jeg forestiller mig, at fortidens psykiatriske patienter og jeg har noget at fortælle hinanden og omgivelserne.

Første gang jeg stod på den lukkede afdeling og pludselig fandt ud af, at jeg ikke bare kunne gå ud, fik jeg et chok. Alle omkring mig virkede til at tage det meget nonchalant. Jeg ringede rystende på hånden til min mor fra en telefon, der på det tidspunkt hang på væggen foran afdelingens kontor. ”Jeg kan ikke komme ud, mor!” Min mors stemme beroligede mig som altid. Med fortrængningens dulmende tåger flød jeg ind i en accept af situationen i de lukkede rum, jeg nu færdedes i. Klaustrofobien gik væk for en tid.

Hvorfor vil du på lukket afdeling?
Men det klaustrofobiske ville ikke slippe sit tag i mig, som årene gik. Jeg blev vant til de lukkede afdelinger – tystheden, råbene, tremmerne. Det blev faktisk sådan, at jeg flere gange selv valgte at lade mig spærre inde på lukket afdeling, selvom der var plads nok på åben. Den åbne afdeling føltes faktisk løgnagtig på mig med tiden. Det var mere rigtigt, at jeg var på den lukkede afdeling, for det afspejlede, hvordan mit liv i virkeligheden var blevet. Lukket.

Ikke al den foregivelse som den åbne afdeling gav mig indtryk af at være: her-er-du-på-vej-til-at-skulle-noget-derude-i-samfundet efter indlæggelsen. Det var attituden, og det forværrede min tilstand at skulle bruge krudt på at smile tilbage og bekræfte den usynlige kontrakt med de ansatte. Som var jeg selv med til at opretholde den åbenlyse løgn, når jeg smilte, og som alle andre stimlede sammen om i behandlingen. Så hellere ja tak til den lukkede afdeling.

Det var ikke længere de aflåste døre og tomme gange, jeg frygtede. Det, jeg nu frygtede, var en anden form for klaustrofobi, som over årene havde taget form i mit liv, og som stensikkert ventede efter hver udskrivelse.

Klaustrofobisk snapper jeg efter vejret i jobcentret
”Vi vil gerne give dig en chance til” heppede sagsbehandleren på den hurtigt rullende kontorstol overfor mig. Hun hentydede til, at jeg skulle ud i endnu et forløb hos den anden jobaktør nu på 8. år og sideløbende med lige så mange år i den psykiatriske behandling. Jeg havde ellers håbet på, at tilstedeværelsen af min mor på den ene side og distriktspsykiatriens socialrådgiver på den anden side havde kunnet aktualisere min situations alvor for jobcentrets sagsbehandler.

Til hvert møde, i hver praktik og arbejdsafprøvning, havde jeg vist mig villig. Jeg havde troet på, at det denne gang nok skulle lykkes at vende mine livsbetingelser fra nederlag og isolation til deltagelse og bidrag.

Men jeg gik fra mødet endnu en gang blytung i brystet. Fortovet forsvandt under mig, som var jeg røget igennem en sky og nu hang i det tomme rum, rystende udenfor jobcentrets skydedøre.

Er psykisk sygdom kun et vanvid?
Havde patienterne dengang på Sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland også mærket til følelsen af at blive holdt fast i en klaustrofobi, som ikke var til at undslippe, hvorhen de gik? Når timerne, dagene, årene forsvandt i ufrivillige bevægelser af at sidde, kigge, rejse sig, lægge sig, spise, vaske sig, for igen at sidde, kigge osv. Museet kom ikke med et svar, men stillede i stedet et spørgsmål. For drejer den psykiske sygdom sig ikke om meget mere end vanviddet, indespærringerne og det klaustrofobiske?

Hvornår må jeg tale om sårbarhed?
I dag er klaustrofobien ikke længere en handlingsundertrykkende del af min dag, selvom jeg kan blive mindet om den på et museum eller andre steder. Jeg føler mig ikke længere fremmedgjort i samfundet. Jeg har fået en førtidspension, og det har åbnet for et andet og godt liv for mig.

Det har taget lang tid for mig at opdage min sårbarhed. Jeg synes egentlig, jeg har stået ret alene med overhovedet at finde ud af at leve med den. Nu jeg har opdaget sårbarheden, oplever jeg at kunne være den, jeg er, med den psykiske lidelse, som har det med at dukke op i mit liv.

Det sårbare består i, at jeg i perioder skal bruge meget energi på at forholde mig. Jeg har et sind der har det med at sammenkøre mange tanker, følelser og sansninger og især, hvis jeg bliver stresset.

En håbefuld hjemrejse
På vej hjem fra museet gik jeg igennem Anneberg Kulturpark. Det var her, at det samlede sindssygehospital for patienter og ansatte, som boede her med deres familier, lå. Parkens bygninger i bedre byggeskik viste mig smukke proportioner. Der var en bred allé omkranset af parklignende områder med frugttræer og fjorden glinsede i horisonten.

Jeg vendte ansigtet mod himlen og fornemmede håb. Jeg kunne trække vejret dybt i den friske luft. Parken gav mig en anden historie om den psykiske sygdom end den, jeg var blevet mindet om og havde forladt på museet. Der havde altså også været idéer om, at den psykiske sygdom kunne kureres i smukke omgivelser.[2]

I dag byder Kulturparken på udstillinger med samtidskunst, og flere fødevarevirksomheder deler drift og produktion på stedet. Stedet har fået nyt liv, når det danner baggrund for fejringer af påske, pinse og jul med kunst, kultur, historie og fødevarer samlet på ét sted.[3]

Det nye liv på den tidligere psykiatriske grund fik mig til at tænke på, om samfundet i dag på ny tør se det sårbare menneske i øjnene? Eller vil det klø på med at forstå den psykiske sygdom som noget, der kun kræver indlæggelse og indespærring?

[1] http://www.sns-museum.dk/besog/hospitalet/

[2] https://www.annebergkulturpark.dk/om

[3] https://www.annebergkulturpark.dk/om