Jeg ligger på lukkede afdeling, hotel Digevej. Jeg har det godt, men får mindre og mindre frihed, da jeg er blevet uvenner med overlægen. Jeg har sagt nej tak til at få Abilify i stedet for litium. Jeg får at vide at han vil tvangsmedicinere mig. Jeg ser lidt dumt på ham og siger at det har han ikke belæg for. Jeg udvandre mødet og får fat på min patient rådgiver. Han siger at vi skal lave en PKN (patient klage nævn) sag. I alt den tid klagen køre kan han ikke ændre min medicin. Desværre kan han godt gøre livet surt for mig imens. mindre og mindre frihed, “jeg skal have begrænset stimuli!!!” Jeg føler mig mere velfungerende end mange af de andre patienter, og mange har udgang uden følge. På dette tidspunkt fungere min krop uden bivirkninger. Jeg har hverken forstoppelse eller overdrevet søvn og savl. Hos PKN laver jeg en fejl. Jeg siger at hvis ikke i giver mig Abilify kan i øge dosis af min nuværende medicin. Jeg vinder sagen, og det første min læge gør er at øge både Leponex (+100 mg) og Litium (+150 mg) dvs. en dosis på Leponex (+750 mg) og Litium (+750 mg) Denne øgede dosis gav mig alle bivirkningerne tilbage. Det tog ham en uge at øge dosis, men det kommer til at tage mig et helt år at trappe de 100 mg Leponex ned igen. Så derfor er jeg lidt bitter. Jeg skulle have takket nej. De første to uger med bivirkninger var første gang i mit liv jeg oplevede en reel depression. Og for første gang i min indlæggelse begyndte jeg at kede mig. Jeg gik fra at sove 7½ time til næsten 11 -> 12 timer. Jeg blev mindre kreativ og oplevede at have et “tæppe over mine følelser”. Nu går der et år til at jeg kan mærke mig selv igen.
Digt:
Ligger i min seng helt krøllet sammen
Jeg prøver at sove, tænker over livet
Bliver jeg aldrig rask
kan jeg nogensinde føle verdenen omkring mig
den passere, jeg giver op, jeg bliver bange
så tænker jeg på overmedicinering
jeg føler mig magtesløs, Vreden vælder op i mig
skal der virkeligt gå så mange år før jeg er velmedicineret
raseriet vokser, når folk behandler mig som en diagnose.
ikke et menneske, som alle andre.
Hvordan skal jeg leve med alle disse bivirkninger
Hvordan skal jeg overhovedet leve
Hvordan skal jeg passe ind,
Hvorfor skal jeg behandles anderledes
Hvorfor får jeg lyst til at starte forfra
Men denne gang skal min vrede og angst kanaliseres
Denne gang bestemmer jeg udfaldet
Denne gang laver jeg om på mig selv
Denne gang kæmper jeg
Denne gang vil jeg elske livet
Denne gang giver jeg ikke op
Men FUCK hvor har jeg HAD i min krop
Til Gale overlæger, og stressede sygeplejersker
Til Overmedicinering, og piller jeg ikke har brug for
Til folk der stikker mig en løgn, fordi det er nemmere
Til folk der kun ser mig som en diagnose
Til folk der behandler mig som andet end et menneske.
FUCK alle jer …
jeg håber i oplever bare en brøkdel selv
det er jeres tur til at blive set ned på
så er der alle de gode rene hjerter der ude
Jeg håber i kan blive ved med at gøre godt
Jeg håber i kan magte det frontale sammenstød, med inkompetente kollegaer
Jeg ville ønske der ikke var noget der hedder minimums normeringer
for så kan vi vel få dem fyret, og ja også overlægen på den lukkede