Solstråler på et dødsleje

Af Jannie Holm Audebo, datter og skribent for Outsideren

Den dag stod solen højt på himlen. krystalklare stråler skinnede ned på de store, gamle træer på Bispebjerg Hospital. Det gav genskær i efterårets rødbrune og grøn-gullige blade, der langsomt dalede ned mod jorden, klar til at lande blødt ved siden af de mange blomster, krydderurter og ukrudtsplanter.

En af solstrålerne skinnede ind igennem vinduet på min mors stue. Den ramte hendes ansigt, som fra at være fyldt med grålige furer og rander under øjnene, nu lyste op som en engel i mørket.

Begyndelsen på slutningen
To uger forinden havde jeg fundet min mor, Ulla, liggende tværs hen over gulvet på sit værelse. Med et tårevædet og forskræmt blik i øjnene gjorde hun sig store anstrengelser for at løfte sine fingrer og række ud efter mig. Jeg greb hende med min ene hånd, mens jeg med den anden fik ringet 112 og kort tid efter, kørte vi afsted med fuld udrykning til Rigshospitalet. ”Du skal indstille dig på det værste,” lød det fra lægen. For min kære mor havde desværre fået en blodprop i hjernen, som var så stor, at den næsten havde gjort hende helt lam og ude af stand til at tale.

Da jeg et par timer senere havde hentet min 8-årige datter Frederikke fra skole, tog vi ud på Bispebjerg Hospital, hvortil min mor i mellemtiden var blevet overflyttet. ”Hvor er mormor?” spurgte Frederikke forsigtigt, mens hun med store blanke øjne kikkede op på sygeplejersken. ”Vi er lige ved at gøre din mormor klar, til at du kan besøge hende,” svarede hun med rolig stemme. Herpå bøjede hun sig ned i Frederikkes øjenhøjde, aede hende blidt på kinden og sagde ”Vi skal nok passe rigtig godt på din mormor”. Frederikke græd i mine arme og jeg i hendes.

Men ligeså mange mørke skyer der kan sprede sig på himlen, ligeså hurtigt kan solen åbenbart begynde at skinne igen, for med ét udbrød en nu smilende Frederikke ”Se mor, der er et spil kalaha derinde. Skal vi ikke gå ind og spille?”. Og jo, det var da lige det, vi skulle. Frederikke trak mig ivrigt med ind i dagligstuen, hvor kalaha-spillet stod så fint på reolen sammen med minimum 15 andre spil, en stor stak CD’er og flere rækker af børne- og voksenbøger. Her indtog vi nu den bløde, himmelblå sofa, der pyntede blandt de mange andre farvestrålende møbler, blomster og vægmalerier. Straks derefter fik Frederikke serveret en is og jeg en kop kaffe, mens kalaha-spillet kom i aktion og de andre patienter og pårørende omkring bordet heppede lystigt på os. Stemningen fulgte med på vores videre gåtur ned ad gangen. Til lyden af Mozarts 4. symfoni, blev vi hilst på af flere smilende mennesker, som sad ved de små borde og sludrede over en kop kaffe og et spil kort.

Og sådan blev tonen lagt an. Ikke bare til 14 dage med et liv der var ved at forsvinde. Men også til 14 dage med et liv der kom til at vokse sig endnu større.

”Det er jo stadig mormor, der er indeni”
De første par dage kom Frederikke og jeg på besøg fra morgen til aften. Vi havde nemlig boet sammen i et lille familiekollektiv, siden Frederikke blev født, så vi var vant til at være rigtig meget i hinandens selskab. Også uden nødvendigvis at tale.

Vi slog os ned på gulvet med tæpper og puder, som sygeplejerskerne gladeligt kom med, og så gav vi os ellers i kast med hver vores skrive- og malegrej. Som min mor lå der med drops og iltmaske, skiftedes vi til at holde hende i hånden. Jeg sang og læste op af min mors yndlingsbøger, mens Frederikke ivrigt underholdte hende med alskens historier om skolens nye klatrestativ, naboens hund og sine mange idéer til halloweenkostumer. Og det skulle blive til mange flere historier de to efterfølgende uger. Helt i tråd med livet i vores lille familiekollektivet, hvor min mor dagligt stod klar til at høre om alle Frederikkes oplevelser. Og vi lagde også gerne øre til, når min mor næsten hver aften fortalte anekdoter fra gamle dage eller læste godnathistorier for Frederikke med sin varme, rolige stemme.

Flere gange spurgte jeg Frederikke, hvordan hun havde det med at opleve mormor ligge sådan her, ude af stand til at tale og bevæge sig. Det var åbenbart ikke noget, der kunne skræmme hende, for hver gang jeg spurgte, så lød svaret ”Det er helt fint, for det er jo stadig mormor, der er indeni”. Det syntes mormor åbenlyst, at Frederikke havde helt ret i, for hendes øjne begyndte straks at glimte, mens hun smilede med dén side af munden, som endnu ikke var blevet helt lam.

Når bare man kan sige JA og HEJ, så skal det hele nok gå
Det eneste som mormor var i stand til at sige, var HEJ og JA. ”Men det er da meget bedre at kunne sige ja end nej,” udbrød en smilende Frederikke, som netop var begyndt at bruge vendingen ”At tage JA-hatten på”. Det var mormor åbenbart helt enig med hende i, for midt i slanger, drops og bibbende maskiner fremklukkede hun en række lyde, som jeg kendte min mor godt nok til at vide, kom fra et inderligt grin. ”Mor, din humor fejler da i hvert fald ikke noget,” sagde jeg og så klukkede hun videre. Hendes humør smittede hurtigt af på os andre, for med ét blev mine tårer forvandlet til højlydt latter og både Frederikke og sygeplejerskerne fulgte lystigt med.

Jeg havde ellers tænkt meget på, hvor frustrerende og klaustrofobisk det måtte være pludselig at miste sin evne til at tale og bevæge sig. Jeg fik åndenød og hjertebanken bare ved tanken. Men som nogle af mine venner mindede mig om, så var min mor i forvejen ikke et menneske, der talte ret meget. Snarere fandt hun sig rigtig godt tilpas med at lytte og observere. Det bemærkede sygeplejerskerne også, for de fortalte, at de sjældent havde oplevet en patient i min mors tilstand, som ikke havde brummet arrigt eller forsøgt at sparke og slå. Derfor var der rift om at komme ind til min mor, fordi de oplevede hendes rolige og varme gemyt som helt afstressende på deres til tider hektiske hverdag.

Op og ned ad rutschebanen
”Kommer mormor snart hjem igen,” spurgte Frederikke. Med håbefulde og samtidig bekymrede blikke kiggede vi begge op på sygeplejersken. Hun ledte længe efter ordene, men hendes nedadvendte mundviger og små nik med hovedet fra side til side fortalte mig, at det nok kunne gå i begge retninger.

Min mor gik en meget urolig nat i møde. Så urolig, at de havde været tæt på at ringe til mig. Hun kæmpede ikke bare med blodproppen i hjernen, men havde siden da fået en håndfuld blodpropper mere, sammen med en svær lungebetændelse. I forvejen havde hun også kæmpet mange år med KOL og dårligt hjerte. ”Lige nu handler det udelukkende om at hjælpe din mor med at trække vejret. Alt andet er sekundært,” sagde lægen og spurgte forsigtigt, om min mor havde lavet et livstestamente.

Men da Frederikke og jeg kom for at besøge hende næste formiddag, blev vi til vores store glæde mødt af en smilende mormor, der nu sad i en kørestol på gangen. Af fuldstændig uforklarlige årsager kunne hun pludselig nynne og klappe i takt til musikken med den ene hånd. Hun havde ovenikøbet været ude og gå hele 8 meter med en gåstol med støtte fra 2 sygeplejersker.

Indretningsarkitekten går i aktion
”Kan mormor så flytte hjem nu,” spurgte Frederikke igen, hvortil sygeplejersken svarede, at de selvfølgelig ikke kunne love noget, men at situationen i hvert fald så lysere ud nu. Med de ord gik Frederikke målrettet over til mormor og sagde med julelys i øjnene ”Du må gerne få mit værelse mormor. Så er der meget bedre plads til kørestolen”.

Udover frygten for at miste min mor, havde jeg gruet for, at vi ville blive nødt til at sende hende på plejehjem. Hele hendes liv, hendes hjem og hendes hjerte var hos os i vores lille familiekollektiv, så tanken om at hun kunne risikere at komme til at sidde som en grøntsag på et plejehjem, var faktisk ligeså ubærlig, som min frygt for at hun skulle dø.

I ren iver satte Frederikke sig på en stol ved mormors natbord og begyndte at tegne en plantegning over det nye værelse. Først kreerede hun en række små møbler af pap og papir, så hun sammen med mormor kunne eksperimentere med forskellige indretningsmuligheder. Hertil kom også en masse små farvelagte blomster, billeder, lamper, bøger og pynteting til reolen. ”Og så kan vi male dit værelse lyserødt eller grønt. Det vil jeg gerne gøre,” sagde Frederikke. Selvom jeg indimellem lige måtte huske Frederikke på, at det jo altså ikke var helt sikkert, at mormor ville kunne flytte hjem igen, så gjorde jeg mig også selv forhåbninger. I hvertfald nok til at lave diverse opmålinger i lejligheden for at sikre, at mormors kørestol ville kunne komme frem og tilbage.

Højt at flyve, dybt at falde
Da vi ankom til sygehuset dagen efter, viste Frederikke stolt og smilende sin indretningstegning frem til sygeplejerskerne. ”Hvor er den fin,” sagde de nærmest i kor. Men desværre afslørede deres mimik samtidig, at situationen ikke så helt så god ud som dagen før. I løbet af natten havde de været nødt til at skrue drastisk op for ilttilførslen, for at min mor kunne trække vejret.

Der blev helt stille i rummet. Frederikke kiggede længe ned på de farverige indretningstegninger. Så kastede hun sig grædende om halsen på mormor, som lagde sin ene kind på Frederikkes hoved og sagde en blid nynnelyd.

”Hvis du ikke kan flytte hjem til os mormor, så flytter vi ud til dig,” sagde jeg i en fast besluttet tone.

Vi flytter ind
Uden at kny spurgte jeg sygeplejerskerne, om det ville være muligt at rykke min mor til en enestue og stille en ekstra seng derind, så vi kunne overnatte der. Eller rettere sagt, så vi kunne flytte ind. Min chef havde nemlig givet mig fri fra arbejde og sygehuset lå så tæt på Frederikkes skole, at jeg, eller venner og familie, godt kunne hente og bringe hende. Da det egentlig er imod sygehusets reglement, tøvede sygeplejerskerne en smule, men vendte dog hurtigt tilbage med en positiv melding og efter blot 3 timer, havde jeg hentet alt vores habengut.

Op af den propfyldte flyttekasse trak Frederikke en tegning, der forestillede hende, mormor og jeg med en masse stjerner og hjerter omkring os. Hun løftede blidt mormors hænder og lagde tegningen mellem hendes tommel- og pegefingre på dynen. Selvom mormors øjenlåg var lige ved at lukke i og hun næsten ikke kunne holde hovedet oppe, så begyndte hendes øjne at funkle, mens hun med al sin kraft forsøgte at nikke med hovedet.

Herpå blev bøger, spil, legetøj og malergrej placeret på forskellige hylder og væggene blev tapetseret med fotografier og tegninger. Vores tøj blev lagt i skabet inklusiv en hel bunke af min mors hjemmestrikkede sokker, som ikke bare varmede om fødderne på det kolde sygehusgulv, men som også mindede os om den hyggelige stemning, som min mor altid spredte, når hun sad og strikkede. Frederikkes bamser blev lagt til at sove under dynen og hendes hjemmelavede dekorationer blev sammen med billederammer og blomster placeret på natbordet. Og for lige at sætte prikken over i’et, så kom sygeplejersken ind med en elkoger, som sammen med et stort glas neskaffe blev plantet på gulvet. Vi fik sågar vores egen hylde ude i personalets køleskab.

Ja, nu var vi kommet hjem igen. For selvom vi ikke kunne være i vores lejlighed på Nørrebro, så kom vores lille familiekollektiv til at leve videre til det aller sidste.

Skru op for musikken!
Flere timer om dagen sad Frederikke og jeg ved min mors side og sang for hende. Eller rettere sammen med hende, for når hun kunne holde øjnene åbne og hovedet oppe, så hummede hun ofte med. Vi havde taget min guitar med og vidste præcis hvilke sange, der var min mors favoritter.

Stemningen smittede åbenbart af på omgivelserne, for alt imens vi var i gang med ”Susan Himmelblå,” så lød det pludselig ude fra gangen ”Åbn lige døren frøken”. Det var Gerda fra stue 2 og sin mand Jørgen, der med et lunt smil på læben pointerede, at de da også ville være med til festen. Og så stemmede de ellers i sammen med flere af de andre patienter og pårørende på gangen. ”Dejligt med musik til arbejdet,” sagde en smilende sygeplejerske.

Det var ikke den eneste musik, vi skulle få glæde af i løbet af de 14 dage. Frederikke udfoldede nemlig en hel serie af dansekoreografier til de nyeste musikvideoer. Hun forsøgte sågar at lokke både vores venner på gangen og selv mormor med på dansen. Trods deres pænt udfordrede bevægelsesevne, så gjorde de alligevel et ihærdigt forsøg ved at rokke lidt med fødderne og løfte fingrene i takt til musikken.

Derudover blev mormor i stor stil underholdt af Frederikkes korkoncert, der et par dage forinden var blevet afholdt og filmet i en af Nørrebros kirker. Den video mente Frederikke bestemt ikke, at mormor måtte gå glip af, for hun afspillede den igen og igen og igen. ”Har du lyst til at høre den igen?” gentog Frederikke med et sødt og lidt drilsk glimt i øjet. Men eftersom mormor jo kun kunne sige JA….. Tjaa, så hang hun ligesom på den. Det tog mormor dog i stiv arm, for hun var ganske vant til derhjemmefra at lægge øre og øjne til Frederikkes mange kreative udfoldelser. ”Det er jo det, jeg er her for,” husker jeg hende sige.

I alle regnbuens farver
Ligeså mange dansekoreografier og korkoncerter mormor måtte lægge øre til – ligeså meget kunne hun nyde synet af sine vægge, der kun blev mere og mere farverige, for hver dag der gik. Frederikke kunne nemlig tegne og male i timevis og det gav minimum 8 nye billeder til væggene hver dag. Det var alt fra blomster, stjerneskud og fantasidyr til mormor som engel i færd med at flyve op i den blå himmel.

De livfulde vægge fik ikke blot lyset frem i min mors øjne. De fik også smilene til at sprede sig blandt sygeplejerskerne. Derfor bestilte de nu Frederikke til også at lave tegninger og malerier ud til de lange, hvide sygehusgange. De inviterede hende sågar til at sidde inde i personalestuen, hvor hun ikke bare selv var i fuld maleaktion, men også fik sat sygeplejerskerne i gang med at tegne i deres frokostpauser. En af Frederikkes tegninger forestillede hende selv i sygeplejerske Outfit med en is i hånden. Om det var på grund af alle de mange is og opmærksomhed, hun fik fra sygeplejerskerne, så sagde hun i hvertfald gentagne gange, at hun også vil være sygeplejerske, når hun bliver stor, så hun kan passe på sådan nogen som mormor.

”Mother Mary comes to me”
Min mor sov langt det meste af tiden og hun var efterhånden blevet så dårlig, at jeg aldrig helt kunne vide mig sikker på, om hun stadig ville være her minuttet efter. Derfor skyndte jeg mig altid tilbage, når jeg var gået ud af stuen.

Men en af gangene, hvor jeg lige skulle ud efter lidt forsyninger, fik jeg mig noget af en overraskelse. For bedst som jeg åbnede døren, så sad min mor minsandten der med åbne øjne og nynnede med på Beatles’ ”Let it be”, som sygeplejersken i mellemtiden havde været inde og sætte på. Hun smilede på sin helt egen skæve måde, imens hun nynnede og roligt vippede hovedet fra side til side. Da vi kom til ordene ”Mother Mary comes to me”, lyste hendes øjne endnu mere op, nøjagtig ligesom alle de andre gange gennem årene, hvor vi har hørt og højlydt sunget med på denne sang. Hun havde nemlig en stærk tro på, at der findes mere mellem himmel og jord end som så … og måske også Mother Mary. Med en temmelig tung familiebagage og med tabet af sin søn nogle år forinden, har denne tro ofte givet hende trøst og håb i livets hårde perioder.

Om Jomfru Maria så virkelig stod foran hende eller ej, så betød hendes tro også, at hun aldrig har været bange for døden. ”Døden er bare begyndelsen på et nyt liv,” sagde hun jævnligt, når vi var fordybet i vores mange snakke om universets store gåder.

Ilten forsvinder
Selvom jeg udmærket godt vidste, hvilken retning vi var på vej i, så holdt vi stadig fast i de aller mindste livstegn, vi kunne få øje på. ”Mor, jeg tror måske lige, jeg så mormor løfte sin lillefinger,” kunne det for eksempel lyde fra Frederikke og flere gange fik det lægerne til at udsætte deres beslutning om at stoppe behandlingen. Jeg tror nu i virkeligheden mest, det handlede om at give Frederikke og jeg lidt ekstra tid til at sige farvel.

Men så faldt lægens ord ”Nu bliver vi nødt til at give din mor fred. Hun kæmper så hårdt, at det næsten er tortur at blive ved med at holde hende i live,” og denne gang vidste jeg, at han havde ret. Han forklarede mig, at i det øjeblik de begyndte at skrue ned for ilttilførslen, ville der gå maks. 2 døgn, inden hun ville sove ind. Og det ville blive en helt fredelig og smertefri død.

Med de ord var det som om, at min mor langsomt begyndte at ændre udseende. De mørke rander under øjnene og den grålige tone i huden lysnede op. De mange rynker og dybe furer i ansigtet glattede sig ud. Selv lægen, sygeplejerskerne og vores mange besøgende bemærkede det.

Når mørket sænker sig
Flere af nætterne fik jeg ikke særlig meget søvn. Derfor blev jeg indimellem nødt til at køre i et lidt over-friskt gear i dagtimerne for ikke at bryde fuldstændig sammen. Det var ikke fordi, jeg havde noget imod at vise mine tårer og jeg lod dem også gerne trille flere gange, men jeg forsøgte samtidig at holde tilpas meget sammen på mig selv, til at Frederikke kunne læne sig op ad mig og til at jeg også kunne forholde mig til alle de praktiske omstændigheder. Derfor måtte jeg indimellem gemme mine tårer væk i en lille æske. ”Du virker meget afklaret,” sagde flere af mine venner og ja, det var der også en stor del af mig, der var. Men om aftenen når mørket og roen sænkede sig, når jeg lå i min seng og gættede krydsord eller så en krimi i forsøget på at få lidt ro på alle de galoperende tanker, så åbnede den lille æske sig.

Med dynen omkring mig satte jeg mig over ved min mors side. ”Tak,” hviskede jeg i hendes øre, mens jeg tog hendes hånd og lagde mit hoved ned på puden ved siden af hendes. Ligeså mange tårer der løb ned af mine kinder, ligeså mange ord kom der ud af min mund, for i løbet af de 14 dage fik vi talt om alt, hvad vi har oplevet sammen gennem livet. Og selvom det selvfølgelig var mig, der stod for talen, så kunne jeg mærke på varmen i mit hjerte, at hun også var med i snakken.

Nogle af nætterne lagde jeg mig ved siden af hende og krammede hende tæt ind til mig. Nøjagtig ligesom de hundredvis af gange, hvor hun har holdt om mig, trøstet mig og lullet mig i søvn. ”Man skal åbenbart bare have besøg af sin mor,” husker jeg tydeligt en smilende sygeplejerske sige, da jeg på et tidspunkt var indlagt på psykiatrisk afdeling med panikangst. Der var ingen angstdæmpende medicin, der kunne få mig til at falde til ro. Men det kunne min mors arme omkring mig.

”Giv du bare slip, mor”
Om natten kæmpede min mor så voldsomt med at trække vejret, at de røde alarmklokker jævnligt gik i gang og sygeplejerskerne kom løbende ind på stuen. Min mor vendte og drejede sig, gav små spjæt og udstødte flere lyde, der skar i mit hjerte, som var hun et lille grædende barn. Jeg knugede hende ind til mig og hviskede i hendes øre, at det var helt okay at give slip i livet nu.

”Du er tilgivet for alt mor,” sagde jeg igen og igen, for jeg vidste, at selvom jeg for længst havde tilgivet hende, så bar hun stadig rundt på en stor skyldfølelse over ikke at kunne give min bror og jeg en tryggere opvækst. Siden vi var små, havde det naget hende, at hun ikke var blevet skilt fra vores far langt tidligere, end hun gjorde. For på trods af hans mange lyse sider, så kæmpede han så voldsom en kamp med alkohol, at han langt fra var i stand til at passe på os.

Jeg aede min mor blidt på kinden og sagde til hende, at jeg aldrig havde været et sekund i tvivl om, at hun havde gjort alt i den bedste mening. Og at selvom jeg gennem årene har været vred og ked af det, så er det også kommet til at stå ganske klart for mig, at hun siden dengang har gjort alt, hvad hun overhovedet har kunne for at råde bod på det. ”Alt hvad der hedder psykologhjælp resten af jeres liv er på min regning,” husker jeg hende tydeligt sige, da min bror og jeg begyndte i behandling i slutningen af vores teenageår. Og selvom det blev sagt med et smil på læben og fik os alle tre til at grine, så var det ikke ment for sjovt. Det ord har hun stået ved lige siden. Og sammen med en hel masse kram og ligeså mange timers lyttende øre, så er det helt sikkert en meget stor del af grunden til, at jeg trods svig og smerte er blevet i stand til at leve et godt liv idag. Derfor kunne jeg også med hånden på hjertet sige ”Vi skal nok klare os mor. Giv du bare slip nu”.

Jeg ved ikke, om det bare var noget, jeg bildte mig ind, men det var som om, at min mors hyperventilerende vejrtrækning blev mere og mere rolig. Og det smittede af på mit eget hurtige åndedræt. Faktisk så meget, at jeg endte med at falde i søvn med armene omkring hende på denne hendes aller sidste nat.

Om lidt bliver her stille
Næste formiddag kom flere af vores venner og familie for at sige farvel til min mor og vi sad sammen omkring hendes seng det meste af tiden.

Nu kunne man tro, at stemningen ville være lidt gravkammeragtig. Men det var dog ikke det, der var tilfældet. Tværtimod var humøret så højt, at da min kusine om aftenen blev spurgt om, hvordan det var gået ude på sygehuset med at sige farvel til tante Ulla, da havde hun svaret ”Det lyder måske lidt mærkeligt, men det var faktisk ret hyggeligt”. Og ja det var det. For helt i tråd med de foregående 14 dage, for ikke at tale om hele sit liv, så lå min elskede mor der med hele paletten af liv omkring sig.

Som stuen blev sunget op af ”Let it be” og min mors andre yndlingssange, så dansede Frederikke rundt i små piruetter gennem rummet, alt imens min mor blev krammet, holdt i hånden og aet på kinden fra flere sider. Frederikke satte sig ved mormors side og begyndte at tegne de aller sidste tegninger til hende.

”Jeg tror, mormor bliver til en panda i Kina, når hun dør,” udbrød Frederikke pludseligt og viste os pandategningen, hun netop havde kreeret. Selvom mormor ikke længere var ved bevidsthed, så kunne jeg levende høre for mig, hvordan hun lå og grinede derinde og det var hun bestemt ikke den eneste, der gjorde.

Vores latter bragte os videre ud i flere snakke om liv og død. Her mindedes vi blandt andet, hvordan min mor året forinden havde berettet om en drøm, hun havde haft, hvor sin kusine – der på daværende tidspunkt lige var død – havde vinket til min mor i storgrinende tilstand oppe fra en trappe på vej igennem en lysende port. ”Ja, der er helt sikkert rigtig meget humor i himlen,” husker jeg tydeligt min mor sige med et stort smil på læben.

Snakken blev suppleret af en hel masse kaffe og så meget chokoladekage, at der lå krummer ud i hele sengen. Dynen havde rykket sig en anelse væk fra min mors fødder, så vi kunne nu nyde synet af hendes hjemmestrikkede sokker i alskens røde og grønne nuancer og lur mig, om ikke de fleste af os andre også sad med tante Ullas hjemmestrikkede sokker på.

Der skulle ikke gå mange minutter, inden den store latter forvandlede sig til tårer, for med ét sagde Frederikke ”Jeg tror snart mormor flyver op til onkel Thomas i himlen”. Med de ord vidste jeg, at det ved at være tid.

Som en engel i mørket
Efter alle havde sagt farvel til min mor, var det tid til et øjebliks stilhed, så min fætter tog Frederikke med ud på en lille gåtur.

Jeg satte mig ved min mors side og lagde min kind ned mod hendes kind. Hendes hud var så varm og blød, ligesom en lille baby. Jeg lukkede mine øjne til lyden af hendes rolige åndedrag og forsvandt langsomt ind i den uendelighed af tid, der efterhånden gik mellem hendes indånding og udånding.

Jeg kom tilbage til jordens overflade ved en pludselig tanke om, at Frederikke nok ikke ville nå at komme tilbage i tide. Men bedst som jeg kyssede min mor farvel på panden og ønskede hende en god rejse, så væltede Frederikke ind ad døren med en af de mest farvestrålende blomsterbuketter, jeg nogensinde har set. Den havde hun netop været ude og plukket på deres gåtur hen til sygehusets blomsterpark. Helt nænsomt lagde hun buketten på mormors bryst og foldede hendes hænder omkring den. Så greb hun sin yndlingsbamse over fra vores seng og lagde den fint under mormors ene arm.

Et øjeblik efter tog min mor sit sidste åndedrag.

Og nu skulle man tro, at historien var slut. Men bedst som vi i al stilhed sad og dvælede ved min mors fredfyldte ansigt, da udbrød Frederikke pludseligt; ”Skal vi ikke tage et spil UNO?”. Og jo, selvfølgelig skulle vi da det.

”Jeg vil altid være her”
Til bisættelsen stod solen højt på himlen. Selvom det var i slutningen af oktober, var det så lunt, at jeg mindes at stå i en helt tynd bluse foran kirken. Herfra kunne vi nyde synet af et farvestrålende optog af glade børn, der kom traskende forbi os, lige som ligvognen kørte afsted med min mor.

Med adskillige tårer og varme hjerter sang vi naturligvis kirken op med ”Let it be”. Den sang havde min mor flere gange gennem årene udtrykt ønske om, at vi skulle synge til sin bisættelse. Ikke så meget for sin egen skyld, men fordi hun gerne ville minde mig om, at hun altid vil være her og at der altid er lys at finde i mørket.

Under den efterfølgende kaffeslabberas løb Frederikke og de andre børn rundt og legede. Eftersom kirken ligger lige ved siden af Frederikkes fritidshjem, så syntes hun, det var helt oplagt lige at løbe derover og hente en håndfuld af sine skolekammerater. Et par dage efter fortalte en af pædagogerne, at Frederikke havde gjort sin pludselige entré med en åben invitation; ”Min mormor holder bisættelse og hun gir’ kage”. Så alt imens jeg til bisættelsen stod og holdte en lille mindetale, så væltede Frederikke og vennerne pludselig ind ad døren og gik målrettet tværs gennem lokalet til kagebordet.

En bisættelse kan åbenbart godt tage en meget festlig drejning, for efter vi havde været over ved min mors gravsted for at nyde synet af alle de fine blomster, så gik flere af os hjem i min lejlighed og endte med at holde discofest til den lyse morgen. Min mor ville have elsket det.

Som min mor selv har udtrykt det, så vil hun altid være her. For lige siden Frederikke var helt lille, har min mor flere gange taget hende op på sit skød og fortalt hende – ja, jeg husker det nærmest ordret som; ” Nu er jeg jo blevet en gammel dame, så der går måske ikke så mange år, før jeg tager afsted herfra. Men du skal altid huske, at du kan blive ved med at snakke med mig. Du skal bare lukke øjnene og forestille dig, at du er nede i dit hjerte. Og derfra kan du snakke med mig, lige så tit du vil. Og bliv endelig ved med at fortælle mig om alt, hvad du oplever”.

Nu ligger min mor så smukt under et lille æbletræ på Assistenskirkegården sammen med sin søn Thomas og kaster endnu flere frø af sig.

Hvil i fred, kære mor.