Hej Bendt, (vi vinker)
De fleste af os er på hilsen hjemme i blokken.
Det styrker sammenholdet, siger vi.
På stambænken møder jeg hver dag min genbo Bendt, der er kendt for sine sproglige remser.
Med en særlig sans for kulør arbejder han sig tilbage igennem livets personlige iagtagelser.
– Jeg har været oppe siden klokken fire,
har gået min daglige tur ind til Rådhuspladsen.
– ”Fejedamen” har fået sit vanlige kram derinde.
Og…
Han kommer i fuld fart imod mig en dag:
– Mit vasketøj er blevet væk, er det ikke frækt?
– Jeg stillede det fra mig et øjeblik derhenne,
da jeg kom tilbage, var det væk!
(peger ned mod vores beboer vaskeri)
– Det var helt snavset til, lå i en stor blå vaskepose.
– Han fortsætter:
– Kl. fire vågner jeg hver dag, så er kaffemaskinen klar
med kaffe.
– Den har jeg selv indstillet!
Vi rykker tættere på hinanden uden pause i ordrækken, som var det instruerede replikker:
– Min tvillingebror er død. Min datter døde tidligt.
– Min søster er gået bort.
– Jeg fik end ikke besked om begravelsen.
– Hun har fået mit telefonnummer…
Han bøjer sig frem imod mig..
Hov hov du, ikke for tæt på, siger jeg. Corona hensyn, du ved.
-Årh, du skal ikke være så sart,
Selv er han tæt på de 80 år og har endnu ikke selv været ramt.
Ud af sit stuevindue plejer han sit netværk henad aften,
og vi naboer undgår sjældent hans rappe bemærkninger:
– Halloo! Hvor skal du hen i den fart? Råber han an,
idet vi passerer hans åbne vindue.
Det får smilet frem hos os forbipasserende.
Ellers er Bendt ude på bænken fra tidlig til sent, ingen telefon, ingen avis.
Bare sidder der.
Rutinemæssigt strømmer hans beretningerne afsted i vinden, som et dagligt kuriøst indslag med fællesarealets som baggrunds kulisse:
– Jeg er gammel sportsmand.
– Jeg spadserer ind til Rådhuspladsen hver morgen kl. 6.
Gentager igen og igen sine remser.
– Det er mig der henter de daglige gratisaviser som service til beboerne herude.
– Min frisør boede lige om hjørnet i mange år.
– Nu klipper han hjemmefra.
– Jeg har selv arbejdet der på plejehjemmet (peger bagud).
– Vi boksetrænede nede i det berømte ungdomshus Jagtvej 69,
Folkets hus kaldte vi det i gamle dage.
– Hver eneste søndag opviste vi bokse stævner.
– Var der tilskuere til? Spørger jeg
– Ja, der sad 200 tilskuere derinde!
Bendt snuser indad for at fremhæve betydningen af det sagte, idet han går hjemad haltende lidt til den ene side, men stadig med god fremdrift.