Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann
Vi ankom til Settlementets lokaler på Dybbølsgade midt på Vesterbro, og samledes i deres mødelokale. Bordet bød naturligvis på både kaffe, te og kage – intet ordentligt møde uden det. Vi var indstillet på at skulle have en god snak om den nye beskæftigelsesreform og hvad vi – ud fra personlige erfaringer – synes der skal være mere og mindre af.
Vi var en god blanding af repræsentanter fra Ungehus CPH, Skizofreniforeningen, OPUS Panelet, LAP, os fra Outsideren og naturligvis Settlementet.
Efter at folk havde fået fyldt kaffekopperne, tog vi hul på det, vi var kommet for. Der blev brainstormet og kastet idéer på tavlen. Vi var rørende enige, men havde også forskellige bud på, hvordan de forskellige problemer kunne løses. Det var interessant at se, hvor folks fokus lå.
Settlementet er for unge mellem 18-30 år, så fokus var især, hvordan vi kan få den gruppe løftet og hjulpet ud på arbejdsmarkedet på en hensynsfuld måde. Unge er sårbare, alene idet at de er unge. De mangler erfaringer og har måske en grundlæggende usikkerhed, over at skulle i gang med et arbejdsliv. Det kan jeg da huske fra mig selv, da jeg var 18 og fuld af gå-på-mod.
Pisken skal afskaffes
Der var en generel tendens til, at forslagene vi fik op på tavlen handlede om, at jobcentrene skal stresse folk mindre. At man i den sårbare situation, man er i, ikke skal presses unødigt. Det vil sige, at man eksempelvis skal have sin økonomiske situation sikret, og at man ikke konstant skal trues af sanktioner.
At blive truet på sit livsgrundlag er et forfærdeligt pres, der på ingen måde giver en mere energi og overskud til at bedre ens mentale situation. Også ting som længere forløb end tre måneder af gangen og mindre fokus på at få folk presset op i timer stod på listen. Vi skal fokusere mere på, at folk skal trives, end at de skal præstere. For hvis vi fokuserer på, at folk skal trives, så vil de automatisk præstere bedre, hvilket er den eneste fremgangsmåde. Selv med de kolde, kyniske økonomibriller, så er det den mest holdbare løsning. At investere i mennesker er vejen frem.
Horrible eksempler
Henover kaffen udvekslede vi anekdoter fra vores oplevelser med beskæftigelsessystemet, og der var nogle horrible eksempler i blandt. Igen og igen fortalte folk om fejl lavet af systemet, og problemet er, at de fejl ikke rammer andre end borgeren. Og som borger har man ikke en chance for at finde rundt i systemet, med mindre man sætter sig ned og læser lovteksterne. Ens eneste mulighed er at klage, men også det er en kamp i sig selv og ikke noget, nogen anbefaler.
Mistillid gennemsyrer systemet, og det er ikke fair. Jeg tror, at absolut de fleste er interesserede i at komme i en form for beskæftigelse, og skulle der findes nogen, der hellere vil sidde derhjemme, så er det de færreste. Mennesker har brug for at høre til, og alle vil gerne bidrage med noget og føle sig som en del af fællesskabet. Min egen oplevelse med det almene jobcenter var, at min sagsbehandler opførte sig som om, jeg modarbejdede hende, og hun modarbejdede derfor mig. I stedet for at vi samarbejdede om at få mig ud af systemet og i gang med noget meningsfuldt, så var hendes mål kun at få mig smidt væk fra sit skrivebord så hurtigt som overhovedet muligt.
Til mødet hos Settlementet var vi fuldstændigt enige om, at sagsbehandlere bør se sig selv som en del af løsningen – ikke som en, der skal svinge pisken. Det er systemet, der har givet sagsbehandleren rollen som piskesvingeren, for de fleste sagsbehandlere vil gerne hjælpe og er dygtige til deres fag, men de er fanget i rigide regler, som er til for at presse borgeren ud på arbejdsmarkedet på en måde, der knækker folk på stribe.
Drop robusthed, vi skal være som blomsterne på marken
Overordnet set skal hele idéen om robusthed slettes fra alt snak om arbejdsmarkedet. Der er ingen, der reelt set er robuste, da vi – uanset hvordan vi ellers må have det – har brug for et godt arbejdsmiljø. Og det har man også som jobsøgende – for at være jobsøgende er et fuldtidsarbejde i sig selv. Er man oven i købet psykisk sårbar, så bliver psykisk arbejdsmiljø kun endnu vigtigere.
At være robust er noget vrøvl, at være resilient og fleksibel er vigtigere. H.C. Andersen skrev om boghveden, der ikke ville bøje sig for uvejret, og som derfor blev svedet af lynilden. Men blomsterne, og det andet korn, der bøjede sig for stormvinden, de overlevede og stod ranke, da solen kom tilbage. Det skal ikke forstås som, at man bare skal bøje hovedet og finde sig i stormen i sit hverdagsliv. Jeg bruger sammenligningen her for at pointere, at den ”robuste” boghvede knækker, hvorimod dem der omfavner deres sårbarhed, de klarer sig bedre.
Man skal være robust og omstillingsparat
At omfavne sin sårbarhed er svært, især i et system, der ikke har plads til sårbarhed, men hvor man får tudet ørene fulde af, at man skal være robust og omstillingsparat. Vi har brug for et blødere system, der tager sig af sine udsatte borgere.
Professor og forfatter Dion Sommer snakker i podcasten Brinkmanns Briks om resiliens og robusthed. Afsnittet hedder: ”Må man græde på sin arbejdsplads?” (link kan findes i bunden af denne artikel). Han siger blandt andet, at robusthed er et 50 år gammelt fænomen, som med empirisk viden er blevet bevist ikke findes.
Mennesker er ikke robuste, mennesker er sårbare væsner, og det skal vi holde fast i. Dion Sommer argumenterer for, at man ikke skal se på om den enkelte er robust, men at man skal sætte folk i ”resiliensfremmende miljøer”.
Her mener han miljøer, hvor man beskyttes, og man tager sig af hinanden. De faktorer, som kan være fremmende for folks resiliens, er ting, som forbindelser til kompetente og omsorgsgivende ”voksne” – her forstået som eksempelvis mentorer eller anden social støtte. Alle har brug for positive netværk, og mulighed for læring, mestring af noget, og at livet opleves som meningsfuldt.
Foreningslivet skal støttes
Mange af disse ting kan man finde i foreninger som blandt andet Outsideren, men det er noget samfundet ikke forstår at støtte. At støtte folks ressourcer i stedet for deres svagheder, er svært at forstå. For skal udsatte ikke hjælpes? Jo, afgjort.
Men på et tidspunkt har alle udsatte brug for at føle sig som noget andet end udsat. Man får brug for at føle sig som en, der kan bidrage med noget, og at man kan være noget for andre mennesker.
Her er foreningslivet og civilsamfundet vigtigt, men tanken kan sagtens føres ind i jobcentrene også. Det kan koges ned til, at man behandler folk som hele mennesker og ikke kun som et sagsnummer eller en evt. diagnose. For mennesker er meget mere end deres svagheder.
Det er vigtigt at forstå, at jeg ikke mener, at man ikke skal tage hensyn til folks sårbarheder. Tværtimod. Men ved at tage hensyn til sårbarhederne, så fremmer man folks ressourcer, og når man er nået til det punkt hvor man kan give noget igen, så ønsker man også at give, hvad man kan.
Personligt bad jeg om en praktikplads, efter at jeg havde fået ro, til at fokusere på behandling og på at blive ordentligt medicineret. Jeg var knækket på det, hvis ikke man først havde taget hensyn til mine sårbarheder, og først derefter kiggede på mine ressourcer. Men mine ressourcer har udviklet sig, og jeg har fået lov til at give alt det, jeg har at byde på i mit eget tempo – og det er det jobcentrene skal fremme, ikke modarbejde.