I november sidste år udsendte Indenrigs- og Sundhedsministeriet en pressemeddelelse om afgørelsen af det nye lovforslag om et økonomisk løft af psykiatrien. Regeringen har ifølge rapporten, udarbejdet af sundhedsminister Sophie Løhde og sundheds- og psykiatriordførerne fra regeringspartierne, afsat 400 mio. kr. til psykiatrien på Finansloven 2024. Pengene skal sikre en styrkelse og forbedring af de tilbud, der er i den nuværende psykiatri. Ifølge aftalen vil psykiatrien være løftet med 4,3 mia. kr. i 2030, siden 2019. Det undrer mig dog, at der ikke er nogle tydelige delmål. Og hvorfor er der nogle grupper, der slet ikke bliver tilgodeset?
Skrevet af Maria Wendt, skribent & bestyrelsesrepræsentant i Outsideren
Løbende resultater
Endelig får psykiatrien den håndsrækning og økonomiske løft, der så længe har været brug for. Som psykiatribruger har mit hjerte i mange år banket for dette område, og det glæder mig helt oprigtigt, at der nu kommer et løft til bl.a. børne- og ungepsykiatrien samt 13 andre initiativer, der er en del af aftalen. Men jeg er også skeptisk. Én ting er at snakke om det og starte initiativer; noget andet er at se resultaterne. Og det skal ikke først være i 2030, at vi ser resultaterne. Det skal være løbende. Ellers tror jeg i hvert fald ikke på det. Det ville også være naivt af regeringen at tro.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde udtaler bl.a.: ”(…) Jeg er utrolig glad for, at vi med denne aftale, som alle Folketingets partier står bag, nu styrker psykiatrien med ekstra 567 mio. kr. i 2024. Pengene skal bl.a. bruges til at udvide den samlede behandlingskapacitet, så vi sikrer, at mennesker med psykiske lidelser hurtigere kan blive udredt og behandlet. Det gælder ikke mindst børn og unge, der i dag venter alt for længe på at få hjælp.”
I alt, alt for lang tid er psykiatrien blevet nedprioriteret, endda negligeret. Især børne- og ungepsykiatrien lider under dette. Rigtig mange børn og unge under 18 år har en psykiatrisk diagnose, men vejen til udredning og behandling er alt for lang, og det går ud over deres mentale helbred, og flere og flere mistrives. Det er synd. Og vi kan som velfærdssamfund ikke være bekendt at lade vores unge mennesker, og generelt borgere med psykisk sårbarhed og sygdomme, i stikken.
Manglende hjælp og for dårlige forhold
Et af initiativerne i lovforslaget er en tryghedspakke til medarbejderne i psykiatrien. Det synes jeg er et vigtigt mål at sætte. Jeg håber, at det kan være en håndsrækning til lægerne, sygeplejerskerne, psykologerne og psykiaterne, så de ikke går rundt med en frygt for at tage på arbejde. De er en vigtig indsats for de psykiske patienters ve og vel.
Der er mange skræmmehistorier om psykiatrien: for lang ventetid på udredning, afvisninger af patienter, der har akut brug for hjælp, og for få hænder. Personalet flygter – bl.a. på grund af arbejdsmiljøet og frygten for at blive overfaldet. Desværre er der også eksempler på behandlere, der har mistet livet i et forsøg på at hjælpe mennesker med alvorlige psykiske sygdomme. Field’s-sagen, hvor en psykisk syg ung mand skød omkring sig i storcentret Field’s i juli 2022, hvor tre personer omkom, er blandt andet et eksempel på den manglende hjælp i psykiatrien.
I februar 2021 blev en kvinde, der var indlagt på en psykiatrisk afdeling, kvalt af en anden patient, der egentlig var henvist til retspsykiatrisk afdeling. Det er både rystende og dybt kritisabelt, at der ikke er plads på retspsykiatrisk afdeling til en patient, der er decideret livsfarlig. Aftalen sætter mest fokus på børn og unge, men en sag som denne er et ”wake-up call,” og derfor burde det være helt oplagt, at der blev afsat flere ressourcer til retspsykiatrien. Det er ikke godt nok.
En svær balance
Et andet initiativ er ”Øget tryghed og sikkerhed for medarbejdere på socialpsykiatriske botilbud,” men om det også inkluderer herbergerne og deres personale, står der intet om. Det undrer mig og giver anledning til spørgsmål. Det er en overset gruppe af socialt udsatte mennesker, der om nogen har brug for hjælp. Og det er ærgerligt, at der ikke er sat midler af til dem. Disse problemer er ikke noget, der er opstået fra den ene dag til den anden, men noget, der har hobet sig op gennem længere tid.
Gennem de seneste måneder har medierne bragt både en dokumentar og historier fra personalet på københavnske herberger, der oplever voldsomt pres, når der kommer hjemløse, psykisk syge til, der er blevet udskrevet fra psykiatrien. Hvordan det står til i resten af landet, kan man kun gisne om. Det er forfærdeligt, ikke kun for medarbejderne på herbergerne og i psykiatrien, der må udskrive patienter på grund af pladsmangel, men også for de mennesker, der som følge heraf bliver tabt på gulvet.
Den aftale, der er lavet til at styrke psykiatrien økonomisk, mangler at tage hånd om de hjemløse, psykisk syge. Her mangler der et tilbud. Jeg tror, det er en svær balance at få enderne til at mødes, men også at få det til at fungere på en fornuftig måde. 400 millioner kroner er mange penge, der skal fordeles på 14 forskellige initiativer. Men mit hjerte bløder, når jeg læser og hører disse historier, og jeg undrer mig over, hvorfor der ikke er lavet en plan for retspsykiatriske afdelinger og herbergerne, deres personale og de hjemløse, der søger hjælp. Der burde kunne gøres noget, så det ikke er de allermest udsatte, der svigtes igen og igen.
Der er noget galt i Danmark
”Der er noget galt i Danmark,” sang John Mogensen. Det er der stadigvæk. For hvordan kan det være, at det er de mest sårbare og udsatte mennesker, der skal kæmpe hårdest? Den ubalance skal der gøres op med, og det håber jeg, at denne aftale kan bidrage til.
Er det så ikke godt, at der er afsat penge til disse initiativer, der skal styrke psykiatrien? Jo, det er det. Det har bare taget for lang tid. Hvor og hvad er delmålene? Det mangler jeg at se. Og hey – bedre sent end aldrig.
I kan læse om aftalen herunder: