DR Debatten siger, at vi har et diagnosesamfund, men deres egen tendens til kun at føre sensationalistiske fortællinger skaber et forsimplet og forvrænget billede af hvad f.eks. autisme rent faktisk er. Det er kun de ekstreme vinkler der får taletid i medierne og ved at fastholde stereotyperne bidrager medierne til at fastholde en forsimplet forståelse af autisme, der ikke gavner nogen.
Skrevet af Asger Methmann
Autisme er svært at blive klog på. Selv for dem, der har det inde på livet hver dag. Det er ikke en diagnose af en sygdom men et begreb, der betegner et spektrum af kognitive og sensoriske karakteristika, som kan være ganske praktiske, ubetydelige eller nærmest umulige at leve med. Hvilke, der er hvad, kommer endda fuldstændigt an på sammenhængen.
Måske er det derfor, aviser og TV – når de fra tid til anden tager emnet op – i reglen forlader sig på en af to vinkler, der begge har ligheder med en gammeldags cirkusforestilling:
I den ene kategori beskrives mennesker med autisme som sensationelle talenter med for eksempel unikke evner for problemløsning, som kan kapitaliseres i IT-branchen. I den anden kategori er autisten en stakkel. Et menneske, der er så plaget af sit handicap, at – oftest – han ikke har været ude af sin seng i måneder eller år.
Man er enten skrækhistorie eller superkraft
I begge historier bliver autistens rolle at være en kuriøs, nogle gange grotesk afvigelse fra naturens orden. Den sidstnævnte variant kunne man forleden se et eksempel på i Information i artiklen om Catrine Zorn og hendes søn. Gabriel er en af de drenge, som er blevet så invalideret af et overbelastet nervesystem, at han er bundet til sit værelse og ikke selv kan tale med avisen. Derfor er det ikke underligt, at artiklen kommer til at handle om Catrine som fortæller i stedet. Hendes fortælling er relevant, men som artiklen er skrevet, bliver Gabriel henvist til en birolle.
“Det er åbenbart ikke nogen autister, som kan fortælle om sig selv”, svarede min mor, da jeg fortalte hende om min iagttagelse. Jeg tror ikke det er tilfældet, men når det er sådan en autismehistorie, bliver interessant, kan det selvsagt ikke være anderledes.
Så længe mediernes interesse for emnet er præget af et voyeuristisk fokus på det spektakulært afvigende, bliver dækningen ganske domineret af jubelparoler om al den merværdi, de skjulte talenter kan generere, og skrækhistorier om skolevægring og isolation. De mennesker, det handler om, bliver mere eller mindre reduceret til genstand for læsernes beundring og/eller ynk og bekymring.
Under de givne omstændigheder lykkes det ganske fint forfatteren og ikke mindst Gabriels mor at fremstille Gabriel som et menneske, og alle de citerede statistikker og eksperter er relevante. Men det er frustrerende, at et emne, der har cirkuleret i årevis, stadig bliver behandlet efter samme skabelon.
Den gang jeg selv gik hjem fra skole midt på dagen, forklarede skolepsykologen mine forældre, at børn, der holder op med at komme i skole, sjældent vender tilbage overhovedet. Det havde nok været bedst for mig, “men han skal jo lære det”, sagde de voksne. Jeg lærte det nu aldrig.
Den gang var udviklingen mod gruppearbejde, digitalisering og generel uoverskuelighed imidlertid ikke mere fremskreden, end at jeg kunne slå undvigetrangen hen med selvbebrejdelser og stå skolen igennem. Det var først omkring ti år senere, i anledning af veludviklede selvmordstanker, at jeg blev udredt og diagnosticeret. Det er snart tyve år siden.
Når kanariefuglen dratter ned
Alle slags børn mistrives i skolen og lærerne med, men børn med autisme er kendetegnet ved en følsomhed, som betyder, at de er blandt de første, der bukker under – nu i et omfang, der tiltrækker opmærksomhed. Hvis en journalist vil engagere sig mere substantielt i emnet, kunne et udgangspunkt være at afdække, hvordan et skolesystem kan blive ved og ved med at gøre børn fortræd og tørre svigtet af på børnene selv ved at udgrænse dem som utilstrækkelige afvigere fra et arbitrært normalitetsbegreb. Denne afdækning må gerne føre til, at hele butikken bliver tvangslukket, og de ansvarlige sat fra bestillingen.
Når kanariefuglen dratter ned af pinden, er det ikke en anledning til at diskutere, om der er råd til at sende den i specialklasse, eller om mentorstøtte og antidepresiva er nok til at få den op og sidde igen. Det er en anledning til at forholde sig til problemer, der vedkommer alle i mineskakten.
Du kan se indslaget om Diagnosesamfundet fra DR’s Debatten her