Privilegie-blindhed kan ramme os alle sammen, så nu er det tid til et privilegie-check. For vores egne privilegier gør os i stand til at hjælpe andre, der ikke er nær så privilegerede.
Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann
Privilegier er mange ting og jeg er på mange måder utroligt privilegeret. Dels i kraft af at jeg er en hvid, heteroseksuel cis kvinde født i Vesten – den eneste måde jeg kunne komme højere op i hierarkiet skulle da lige være at jeg var mand. Jeg er altså tæt på toppen, når det kommer til privilegier, men jeg er også med i gruppen af mennesker med en psykisk sygdom, og så ryger man en del trin ned ad stien.
Jeg har levet med selvskade, medicinering, selvhad, angst, depressionssymptomer og meget andet hele mit voksenliv. Det lyder ikke særligt privilegeret, men det vil jeg dog stadig sige, at jeg er.
Det stærke bagland
I kraft af, at jeg har så stort og stærkt et bagland som jeg har, så er jeg meget privilegeret. Jeg er en del af stærke fællesskaber, jeg har et stærkt forhold til min familie og jeg er lykkeligt gift. Jeg har et tæt forhold til mine forældre og min søster. Vi har en lille, men tæt knyttet familie.
Jeg har venner, der altid har stået bag mig. Da jeg blev boligløs for mange år siden, stod et vennepar klar til at opbevare alle mine ting i et lagerrum de havde adgang til, ellers havde jeg været nødt til at sælge alt jeg ejede. Et andet vennepar åbnede deres hjem, gav mig en tandbørste i toiletskabet, en sofa at sove på og mad, selvom jeg kun kunne give et lillebitte tilskud økonomisk.
Den ene del af sidstnævnte par hjalp sågar min far og min søster med at flytte for mig, fordi jeg selv var indlagt på psykiatrisk og ikke var i stand til at gøre det selv.
I samme periode havde jeg en drømmeseng hos mine forældre og mulighed for at sove der, når jeg havde brug for det. Alle stod klar til at gribe mig, da hele mit liv ramlede sammen.
I dag har jeg en stor og tæt vennegruppe som jeg ofte ses med. Det er mit indtryk, at det er ret usædvanligt når man er nået starten af 30’erne. Det er alderen hvor alle får børn og man glider fra hinanden. Men jeg har venner både med og uden børn, og vi har formået at holde fast i hinanden. Vi dyrker vores interesse for teater og vi ses ofte til en øl og en snak. Ting jeg er dybt taknemmelig for.
Ensomhed rammer især de syge
Det er et kæmpe privilegie – og jeg er bevidst om det. For mange er ikke så privilegerede som jeg.
Ensomhed er mest udbredt for de unge imellem 16-29, men aldersgruppen fra 29-49 ligger på andenpladsen. Danmarks Statistiks undersøgelse fra 2022 viser, at ensomhed er hyppigst blandt ikke-beskæftigede, hvor 17% har følt sig ensomme. Denne gruppe består af ledige, førtidspensionister, langtidssyge og hjemmegående.
Det er påfaldende, at det netop er dem, der ikke har en arbejdsplads, der har tendens til ensomhed. Det ser jeg som et tegn på, at alle mennesker har brug for at føle sig tilknyttet en gruppe – og det er et godt argument for, hvorfor civilsamfundet og foreningslivet skal støttes noget mere, for det er ikke alle, der kan indgå på en arbejdsplads i dag, men derfor fortjener man ikke ensomhed. Som ikke-beskæftiget er det nemt at komme til at føle sig ekskluderet fra samfundet. I årevis var jeg en del af den gruppe, og det har i perioder været ensomt, men nu er jeg så privilegeret at være kommet i et fleksjob jeg elsker – endnu et privilegie. Man har flere end man tror, når først man begynder at tænke over det.
Ifølge Maryfonden, så er der fire gange så høj risiko for at være ensom, hvis man er arbejdsløs, og at der er en klar sammenhæng mellem at have en kronisk sygdom og risikoen for at være ensom. Især er en langvarig psykisk lidelse forbundet med en markant risiko for at føle sig ensom.
Det giver mening. Lider man psykisk, så er det ofte uoverskueligt at række ud og være en del af fællesskaber.
Det er et privilegium at have stærke venskaber og familieforhold, og jeg føler mig dagligt taknemmelig for mine. Var jeg ikke blevet grebet dengang jeg blev boligløs, så var jeg endt et helt andet sted end jeg er i dag. Spørgsmålet er om jeg overhovedet ville være her. Men mange er ikke bevidste om, hvor stort et privilegie det er at have et stærkt bagland. Ensomhed er et stigende problem og jeg tror, at en af grundende er, at vi lever i et mere og mere individualiseret samfund. Alt for meget handler om hvordan vores liv ser ud på sociale medier. Men det er vigtigere hvad livet indeholder, end hvordan det ser ud.
Tag hænderne væk fra øjnene
Man snakker ofte om privilegie-blindhed – og det er også vigtigt at være bevidst om sine privilegier, så man ikke udskammer andre, der ikke kan det samme som en selv. Ingen skal skamme sig over deres privilegier, men bevidsthed om dem kan gøre en i stand til at hjælpe andre, der ikke har de samme privilegier. At være bevidst om, at man selv sidder ret godt i det, kan gøre at man pludselig ser dem, der ikke gør – og først der, kan man hjælpe dem.
Så tag hænderne væk fra øjnene og lav et privilegie-check med dig selv og overvej derefter, hvordan de privilegier kan gøre dig i stand til at hjælpe andre. For jeg tror på, at hvis vi alle sammen gør det, så bliver verden en del nemmere at være i.