Et digt i rytme og form af en hybrid. Ligesom jeg selv er en slags hybrid – en, der forener sårbarhed og styrke. Det er fra det sted, at teksten er skrevet.
Stemplerne i min journal kan aldrig slettes, selvom de ikke bærer sandhed i sig. Det samme gælder for mine oplevelser som menneske i psykiatrien.
Mit håb er, at vi en dag kommer igennem til et sted, hvor mennesker ses som mennesker med en historie og at det bliver udgangspunktet for hjælp og omsorg – reel hjælp og omsorg.
For dig der har brug for det – du er ikke alene.
For dig som trænger til et sandhedspust.
For jer som har mulighed for at være forandringen.
For os som er trætte af status quo og gerne bare vil mødes mildt.
Håbet lever endnu.
Den stemplede rebel
Hvordan kan det være,
at noget der er usynligt
kan larme sig til
at blive bogstaver,
bøjet i
neonlys?
noget som kan bruges
imod dig
fra laveste fællesnævner
til himmelfarende stjerneskud
som spiser af din stemme
din troværdighed,
din retmæssige respekt
reducerer
dig til viljeløs,
et modtagende objekt
helst uden stemme
uden retten
til bare fucking nej!
Er det helt urimeligt bare at være mig?
at vise traumers
udefinerbare
komplekse magt?
At bløde ukontrollabelt,
bede forsigtigt om
det menneskelige blik
og et kompres
af den blødeste
den allerblødeste slags?
Du har et monster indeni;
en fejl,
en deformitet
noget vi skal tæmme
– læg dig så ned
bøj dig i form
efter en tur i svedekassen:
Tag din medicin!
Jeg har ikke flere kinder
at vende til
Vent
min rygsøjle er intakt
autonomien
løfter jeg
ud af dens vugge
bærer den som et barn
Lydighedsmedicin
er som perler for svin;
uvirksom utopi
helt til grin
jeg går gennem
det utilslørede,
selvforherligende,
lægepatenterede,
eklatante
hemmeligholdte forfald,
der nidkært værnes om.
samfundets forelskelse
i omklammeri
og troen på
at de farlige
dem har man nu
i en lækker, kort
kemisk snor
blinde øjne ser
præcis
lige forbi
chefen som torturerer,
den joviale
som maskerer sig,
som et reptil
bag ordentlighed.
i virkeligheden
passerer du de farligste
langt udenfor psy-ki-a-tri
helt inde i vor midte
dem højt til tops
de mange
i magtliderlighedens kult
alle dem som håber
at facaden
kan holde dig i skak
holde dit varmesøgende missil
låst fast
på dem der ligger ned,
dem som du er bange for
– for det kunne være dig
Nu bli’r det paradoksalt;
for så vil du få brug
for sådan en som mig
en tumlingerebel
der ikke ved
hvordan jeg bliver liggende
når ordren lyder:
Dæk!
Et ulideligt
intenst
insisterende
umuligt
vanskeligt,
mejslet
stadig som et objekt
i deres blik
måske også i dit?
Men i mit eget:
en mulighed
en transformation
en skabning
vild og fri
en bærer af lys
af poesi
fandenivoldsk fantasi
af revolutionens
nødvendige lighter
ingen firefighter
Sæt alt i brand
hvad står tilbage?
Måske
vil du nu
bare se,
at jeg
jeg er din ven?
April 2025
Malene Høilund-Jensen aka Ulven
Foto af Malene Høilund-Jensen