I anledning af sommerens ankomst, genoptrykker Outsideren her forrige års ferieovervejelser – midt i strømmen af kataloger, drømme og en halvtom pengepung.

Vi er midt i vulkanens øje, når det gælder om at finpudse rejselysten her i sommermånederne. Alt skal vendes og drejes. Skal det lykkes askeskyerne at lave om på planer og overvejelser?

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 73 / Af Sharma Kunsang

Jeg skal selvfølgelig også ud at rejse, men jeg venter til sensommeren,med et minimum af forberedelser. Præcis som sidste år. Og året før det…

Tilbudene i aviser, brochurer, TV og internettet kan næsten bringe os hvor som helst, uden at røre en finger. Så husrådet må træde sammen for at vælge. Men der er selvfølgelig nogle forhindringer. Den jeg personligt kender bedst, er økonomien. Og angsten. I år sidder ferien måske skruet fast på væggen hos mange. Toogfyrre tommer fladskærms tv. Det er der nogen der kan tillade sig alligevel. Alle dem der har købt med små månedlige afdrag. De højtlønnede
skal nok også klare det.

Så er der dem der er sådan indrettet, at de har set udfordringen komme, og derfor systematisk, har sparet op gennem hele året. Det er lige før det lyder lidt kedeligt her i år 2010, hvor AcceptCard har haft sit hidtil bedste år. Der er også det grå guld. Efterlønnerne med friværdi og vaskesøjle i husets bryggers. Liggebus med kursen sat til Gardasøen. Her skal hovedet holdes koldt. Mine andre muligheder kan tælles i dusiner. En ”Rejs nu, og betal først til november”, løsning. I TV ser jeg Transavia eller Norwegian, reklamere for en flyrejse til, for eksempel, Rom for 399,-. I bunden af billedet står det med småt, i 30 sekunder. Det er en enkeltbillet. Så den skal ganges med to, hvis man absolut ønsker at vende hjem igen. Du skal selv finde dig et godt, men billigt hotel. Og så skal du gange hotelprisen med to for at
få enkeltværelse. Og så skal der spises på restaurant i fem dage. Vær opmærksom på det.

Kronen på værket kunne overvejes. TV2/ClubLorry segmentet. Otte dages pilgrimsrejse til de Færøske fjelde, med vinsmagning. Barrolo 95 fra en sydskråning med kridtbund. Og kyndig rejseleder. Prisen kan holdes indenfor 15.000,-. Tilbudet er ikke for mig, så jeg har ikke tjekket enkeltværelses prisen. Her skal vel også bare ganges med to.
Her er jeg nok også lidt uden for strømmen. Jeg er førtidspensionist. Men jeg kan da sagtens huske, at jeg var i Bennidorm på chartertur. Det var en ferieby under opbygning af spansk turistindustri. Et par hoteller stod og gloede på hinanden. Resten var en byggeplads. Men den klassiske promenade ved stranden var blevet etableret. Man skulle jo have et foto med hjem med en abe på skulderen eller en tigerunge. (Læs merepå WWF’s hjemmeside).

Den chartertur husker jeg som en ferie, hvor jeg i otte dage gik fra hotellet ned til promenaden. Over stok og sten. Her satte jeg mig på en Taverna og drak mig nogle øl i skyggen. Det samme sted hver dag, og jeg oplevede pludselig en følelse af tilknytning og nærvær til den søde unge pige, der serverede for mig hver dag. Vi blev venner, det vidste hun bare ikke! Jeg ville ikke leve i isolation. Jeg udvekslede aldrig et ord med hende. Men hun vidste, at hun skulle trække en San Miguel op til mig. Jeg mener, så var vi vel lidt venner.

Når de øl havde meldt deres ankomst i min krop, gik jeg tilbage til hotellet igen. På vejen købte jeg en fl aske vodka og noget appelsinjuice. Det skulle jeg have med op
på værelset, inden jeg gik i hotellets bar for at få en par klassikere . Lumumba. Brandy og cacaomælk. En Metaxa Seven Star med Seven-Up, og til slut en Sambuca med kaffebønner og ild i. Jeg var vel på betalt ferie i Spanien. Skik følge eller land fly…

Sådan gjorde jeg hver dag. Jeg talte aldrig med nogen. Grundstenen til en tiltagende alkoholisme var lagt. Men jeg var jo på ferie, det var næsten det vigtiske. Det var utrolig nemt at forklare andre. Udlandsferie! Det var lidt specielt, men mine ferier er stadig lidt specielle. De vil aldrig mere blive mainstream. Og nu er de alkoholfrie.

I 1994 sad jeg en aften og læste nogle husstandomdelte brochurer fra AOF, HOF, og så videre. Jeg ville lære at meditere. Jeg ville synke ind i mit eget utålelige univers. Finde roen og måske finde mig selv. Det var mildest talt store ambitioner. Men jeg ville og jeg læste og læste. Yoga, transcendental, Buddhisme. Mit valg faldt på den Buddhistiske
måde at meditere på. Den tiltalte mig mest, fordi den ikke skulle gøre mig tanketom, men gøre mig bevidst. Og opleve at
leve i harmoni, side om side med sine egne behov og følelser. At hindre mig i at tænke, ville også være utopi.

Jeg betalte og loggede mig ind. Underviseren hed Carl. Han var bare så helstøbt. Virkede utrolig glad og afbalanceret. Han lærte mig og holdet at meditere Buddhistisk på en enkelt aften. Da jeg desværre skulle forlade denne overstrålende aften, hilste Carl på alle der gik ud. Og så fik vi en lille tarvelig folder, som senere viste sig at være en opfordring til at besøge Buddhistisk Center på Svanemøllevej i København.

Hvis jeg kunne forlænge denne bevidsthedsrus, ville jeg øjeblikkeligt besøge det center. Her lykkedes det mig at skabe og vedligeholde sociale relationer, ved siden af de livgivende meditationer som vi udførte i fælleskab. Vi rejste senere rundt til kurser med vores danske Lama Ole Nydahl, i flere europæiske lande. Vi holdt vigtige fester. Vi mediterede på forskellige Buddhaaspekter.

Jeg blev hurtigt heltids- Buddhist. Jeg konverterede. Meldte mig ud af folkekirken, og blev døbt Buddhistisk af Lama Ole. Karma Ugyen Dorje. Der er jeg stadig. Har lært en masse. Og er på den livslange vej til erkendelsen af mit eget sind. Jeg har fået vendt glassene i brillerne så de ser indad. Der findes Buddhistiske Centre over hele landet, men det center,
udover Svanemøllevej, jeg rejsemæssigt har knyttet mig mest til er Retreat Centret på Vestlolland.

En supersmuk trelænget, stråtagsejendom. Med stort Tibetmalet meditationsrum og små separate boværelser. Her mødes mange af europas Buddhister året rundt. Dyrker deres praksis og elsker alle levende væsener. Smukhed! Eleksier!

Det er min faste ferieplaner. Otte dage sammen med ligesindede. Ved Rødby Færgestation kommer jeg med toget fra
København. Jeg bliver hentet af gode, velmenende mennesker. På et tidspunkt på bilturen, kan man dreje til højre. Så ender man i Lalandias ferieparadis. Vi drejer til venstre og finder vejen til indre erkendelse.

Sharma Tai Christensen er 60 år, førtidspensionist og skribent, forfatter, maler mv