De sidste ti år er det blevet nemmere at falde igennem det sociale sikkerhedsnet og ende med at leve et udsat liv. Selv om de hjemløse ikke er blevet talt endnu, mener formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, at især flere unge er endt på gaden, og at de ender der hurtigere end nogensinde før. Folk skal i arbejde, er det politiske svar på problemerne i de udsatte grupper. Imens slider de mange krav på brugerne i det sociale system. For nogle er det at bo på gaden, blevet det bedste de kan gøre for sig selv.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 60 / Af Klavs Serup Rasmussen
– De siger, at jeg bare kan tage ud på Sundholm eller Mændenes Hjem og få mig et værelse, men jeg kender reglerne godt nok til at vide, at hvis jeg får et værelse der, kommer der til at gå minimum syv-otte gange så lang tid før jeg får min egen lejlighed, siger Jimmy Carlo Nielsen.
Jimmy Nielsen bor på Strøget i København sammen med sin makker. De har to indkøbsvogne de kan lægge en presenning over og gå i ly under, når det regner eller sner. En ældre dame stopper op og spørger Jimmy hvor han sover henne.
– Her eller på Rådhuspladsen, svarer han.
– Men det gælder om at finde nogen at have et hjem med og få varmen ind i kroppen engang imellem, siger damen imens hun stirrer undrende på Jimmy Nielsen.
– Jeg fryser skam ikke. Jeg har overlevelsesdragt på og seks soveposer og to dyner og en masse tæpper, Jimmy Nielsen peger på indholdet af indkøbsvognene.
Damen smiler forvirret og går videre ned ad strøget. Uden at lægge penge i den hat forbipasserende kan smide mønter i.
– Det er et spørgsmål om hvor akut min boligsag er, så derfor bliver jeg her, fortsætter Jimmy Nielsen.
Siden Jimmy fyldte atten, er ni år gået med at sidde i fængsel. De andre tre er gået med at bo på gaden. De mange kriminelle forhold gør, at kommunen kun vil hjælpe med at finde en bolig til Jimmy, hvis han holder sig ude af fængslet i mindst ti måneder.
– Jeg skal bare holde mig ude af kriminalitet, så får jeg en lejlighed tidligst i april, senest i juli, siger Jimmy Nielsen og drikker af sin sodavand.
Effektiv Udstødelse
I Rådet for Socialt Udsatte har man været nødt til at afgrænse hvad det vil sige at være socialt udsat. Det er ikke nok at være hjemløs, sindslidende eller alkoholiker. Men har man mere end ét problem, der stempler en i en negativ retning, har man, hvad formanden for rådet, Preben Brandt, kalder kimen til at være socialt udsat.
– Vi har skruet et samfund sammen, hvor man meget hurtigt og effektivt kan ende som socialt udsat. Har du de negative egenskaber er der stor risiko for at ryge ud, og du ryger meget langt ud, siger Preben Brandt.
– I de sidste ti år er det blevet nemmere, at falde helt igennem det sociale sikkerhedsnet, og det er de unge det går ud over i stadig større grad, fortsætter Preben Brandt.
Det kan være vanskeligt at komme ud af tilværelsen som udsat, fordi det at have et normalt liv i høj grad er forbundet med at have et arbejde. Det er først og fremmest gennem arbejdsmarkedet man er en del af samfundet, dernæst bolig og familie. Fordelen ved det normale liv er, at det trods alt er den nemmeste måde at have en rimelig livskvalitet på.
– Vi vil gerne bilde os selv ind at det normale har vidde rammer i dag, at man har lov til rigtig meget. Men vores grænser er blevet både snævrere og højere. Det er ikke nødvendigvis udseendet eller tøjet vi har på der betyder noget, spillereglerne går mere på en bestemt adfærd, og det normale er det pæne ordentlige målrettede arbejdsomme menneske. Så skide være med at du har punkerfrisure og ring i næsen, bare du passer dit arbejde, siger Preben Brandt.
Preben Brandt mener, at når hjemløse betler på strøget og er meget synlige i gadebilledet, er det en reaktion mod at være holdt udenfor det normale.
– En stor gruppe af de udsatte reagerer med den modmagt de nu har. De laver skæg, provokerer og udfordrer, siger Preben Brandt.
Godhed er magt
Diskussionen om hvad der er magt, og hvordan man udøver den, er central for al social virksomhed. At give noget, om det er varm suppe eller førtidspension, er også at etablere et magtforhold, hvor den der giver står stærkere end den der modtager.
Ifølge Preben Brandt er det kun meget få, der melder sig helt ud af samfundet og for eksempel lever isoleret i en skov. De fleste udsatte er også klienter i det sociale system, og dermed i samme modtagerposition som andre grupper der står udenfor arbejdsmarkedet.
Helle Strauss er socialrådgiver og underviser på Den Sociale Højskole i København. Hun har tidligere arbejdet i blandt andet distrikts- og børnepsykiatrien.
– Når man bliver klient i det sociale system, opstår der et magtforhold som er fundamentalt i alt socialt arbejde, i hvert fald så længe der er ydelser involveret, siger Helle Strauss.
Hun mener det er forkert, hvis en sagsbehandler lader som om der et lige forhold mellem sagsbehandler og klient.
– Det kan ikke nytte noget at snyde sig selv og klienten, med at prøve at gøre magtrelationen usynlig, og lade som om at man til enhver tid kun er advokat for klienten, for det er man ikke. Man er også systemet og har et ansvar i forhold til den institution og den lovgivning man forvalter, siger Helle Strauss.
Magtforholdet bag en tilsyneladende uskyldig samtale på Socialkontoret, kan vise sig ved, at nogle klienter er bange for det næste møde med sagsbehandleren.
– Man kan være bange for de krav der stilles, for eksempel i forhold til aktivering, eller måske er man bange for at der skæres i en ydelse man får. Mange er jo afhængige af hvad der besluttes i Socialforvaltningen, siger Helle Strauss.
På den Sociale Højskole i København har man tit psykiatribrugere inde og fortælle om deres møde med systemet. Det er for at give de studerende en forståelse af, hvordan sagsbehandlere opleves. Der gøres også meget for at undgå, at de studerende forlader skolen med for mange negative forventninger til de klienter de vil møde.
– Det er vigtigt at anerkende, at for eksempel sindslidende magter den meget vanskelige opgave det er, at leve livet med en kronisk lidelse, som er vanskelig for omverdenen at forstå, siger Helle Strauss.
Det er blevet hævdet at man som klient i det sociale system fastholdes i en offerrolle, hvor man anerkendes for det man ikke kan. At man gives en problemidentitet. Helle Strauss kender diskussionen, men mener at der er få alternativer:
– Vi kan jo ikke lade være med at give ydelsen. Vi kan ikke sige: Vi fastholder dig med din pension, så nu tager vi den og så er du fri. Det kan man jo ikke gøre, så hvad gør man? spørger Helle Strauss.
Noget for Noget
Regeringens svar er: Man får et arbejde. Handlingsplanen ”Det Fælles Ansvar II” blev fremlagt i 2006 og er udarbejdet af fem ministerier i samarbejde. Det er regeringens 2. store plan for den ekstra indsats man vil gøre for de svageste grupper i samfundet.
”Alle skal have muligheden for at skabe sig en meningsfuld tilværelse,” står der i planen, og det uddybes senere, at dette gøres bedst gennem beskæftigelse.
– Beskæftigelse er nævnt halvfems gange i planen og førtidspension nul, det siger en hel del, kommenterer Preben Brandt.
Den siddende regering har tidligere luftet tanken om, at hver borger burde have en konto, hvor indtægter og udgifter i forhold til samfundet bliver registreret. Denne ”noget for noget” tanke om forholdet mellem borger og stat, kaldes en kontraktmodel. Den fremhæves som en måde at give borgerne større ansvar for deres eget liv på. Spørgsmålet er om planen for de svageste grupper i samfundet er indgået ligeværdigt med dem planen handler om.
– Kontrakter er noget vi kender fra situationer hvor man køber og sælger noget på lige vilkår. Men når vi kommer over i det offentlige regi og har med klienter at gøre, er der er en magtulighed, hvor man risikerer at presse nogen til at gå ind i noget, fordi de er bange for konsekvenserne hvis de ikke gør det, siger Helle Strauss.
Der er i ”Det Fælles Ansvar II” ikke opridset hvad man vil gøre, hvis det viser sig at målgruppen slet ikke finder fodfæste på arbejdsmarkedet.
– Jeg skal bare holde ud Jimmy Nielsen fortæller om sine frustrationer hos sagsbehandleren, imens folk går forbi på strøget. Kun engang imellem ryger der en mønt ned i hatten – Jeg har rykket rundt på min sagsbehandlers kontor tre gange. Engang da pengene ikke var der til tiden, sagde jeg hallo og smed hendes computer ud gennem
vinduet, siger Jimmy Nielsen.
Overlevelseshjælpen fra kommunen, lidt over halvtreds kroner om dagen, holder kun to eller tre dage i Jimmy Nielsens liv. Den virkelige magt han oplever hos sagsbehandlere, er at mange af mulighederne for hjælp i det sociale system, afhænger af et skøn.
– Hvis de vil hjælpe dig, kan de sagtens finde en eller anden paragraf, det er bare et spørgsmål om de gider. Og på samme måde, hvis de ikke vil, kan de sagtens finde et eller andet der gør, at de ikke kan. De kan bruge loven som de har lyst til, den er lige så tvetydig som Bibelen, siger Jimmy Nielsen.
Der er ting sagsbehandlerne ikke kan hjælpe med, når man er hjemløs, også selvom der de sidste år er kommet flere gadeteams.
– Folk dør bare hurtigere når de bor på gaden. Vi får ikke regelmæssig mad og når vi får noget, er det ikke den rigtige mad. 90 % af os har en eller anden form for misbrug, enten stoffer eller alkohol eller begge dele, og alt det, samt masser af stress, giver et dårligere immunforsvar. Så hvis en af os får en grov forkølelse midt om vinteren, er der mange der stiller træskoene, selvom de måske kun er fyrre eller halvtreds år gamle, siger Jimmy Nielsen.
Det der holder ham oppe, er at han kan se en ende på livet på gaden. Når det bliver hans tur til at få en lejlighed, håber han det bliver en etværelses. Ikke større, efter så mange år i fængsel. Et sted hvor man kan komme frem og tilbage med S-tog, så han kan holde sig tæt på de mennesker han kender og de gader han har forstand på.
—
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 60, marts-april 2007