Diagnoser siger ikke noget om, hvorfor man har symptomerne, kun at man har dem – eller rettere havde dem, sidst man snakkede med en psykiater…”
Diagnoser til diskussion
Af Nis Bjarnhof, bestyrelsesmedlem i foreningen Outsideren
Alle moderne mennesker er på den ene eller den anden måde konfronteret med diagnoser; fra for højt blodtryk, forkølelse og fodsvamp til overvægt. Men så er der også nogen, der lever med en helt anden slags diagnoser, diagnoser, ikke på fysiske fortrædeligheder, men på psykiske lidelser; depression, skizofreni, boarderline, angst osv. osv. Men hvad er en diagnose? Hvad betyder den og især: hvad betyder den ikke.
De mest udbredte diagnoser, somatiske diagnoser, henviser til årsager til fysiske problemer: Det kan være at mit blodtryk er for højt, hvilket kan være årsag til en lang række problemer. Diagnosen fraktur, henviser til, at noget er brækket, hvilket igen kan give en lang række problemer. Kort sagt, somatiske diagnoser henviser til årsager for mulige eller aktuelle problemer.
Men dette, henvisningen til en årsag, det mest afgørende træk ved somatiske diagnoser, gælder ikke for de psykiatriske diagnoser. Disse er nemlig ikke baseret på kendskab til årsager, men på symptomer. Et symptom er noget, der viser sig i adfærden, men som man ikke nødvendigvis kender årsagen til. I mindst 100 år har der således været diskussioner blandt fagfolk, om det nu var samfundet, den individuelle psyke eller kroppen, der var årsag til psykiske lidelser. Da man ikke kunne blive enige og mange psykiske lidelsers årsag stadig er helt ubekendte, besluttede man i 1980 med diagnosemanualen DSM-3 at gå væk fra årsager, over til symptomer.
Hvad har det af betydning for folk, der får psykiatriske diagnoser, om de henviser til årsager eller symptomer? Jo, faktisk gør det en verden til forskel. Det betyder nemlig, at man med fx diagnosen skizofreni, ikke ved hvorfor man udviser de symptomer.
Det er der ikke mange der tænker på. Ofte, alt alt alt for ofte, tror man at kende årsagen til en persons adfærd, når man får at vide, at han eller hun er skizofren, deprimeret eller boarderline. En går og snakker med nogle stemmer, som ingen andre kan høre, en anden er nedtrykt igennem en længere periode, en tredje har svært ved at sidde stille og koncentrere sig. Måske får de også nogen piller, der skal afhjælpe symptomerne. Andre folk kan så finde på at sige til sig selv: han taler med stemmer fordi han er skizofren, hun er nedtrykt fordi hun er deprimeret, han kan ikke sidde stille fordi han har ADHD. Men det er forkert: at have de diagnoser siger ikke noget om, hvorfor man har de symptomer, kun at man har dem – eller havde dem, sidst man snakkede med en psykiater. At bruge psykiatriske diagnoser som forklaringer på adfærd, er som at sige, at han har en hat på, fordi han er en hattebærer – det er ikke nogen forklaring, bare en gentagelse, en cirkelslutning, en kortslutning. Det er ikke at kende gøre forskel mellem somatiske og psykiatriske diagnoser.
At diagnoser ikke er forklaringer, betyder dog ikke, at der ikke er nogen forklaring. Men at tro at man forstår folks adfærd, hvorfor de gør som de gør, alene ved at putte en psykiatrisk diagnose på den, er simpelthen forkert – så lad os alle stoppe med det.
Niels Bjarnhof er 29 år gammel, bosat i København og uddannet som filosof ved Københavns Universitet.
——
Historien bag den psykiatriske diagnose
Psykiatriske diagnoser har en tendens til at lyde som hele sandheden om et menneske. Men diagnosen forklarer ikke, hvad der er sket i et menneskes liv, eller hvem man er som menneske.
I dette tema fortæller en række mennesker om, hvad det har betydet for dem at få en psykiatrisk diagnose, og hvilken rolle den spiller i deres tilværelse.
“Det er ikke det, vi har oplevet i livet, der gør os til dem vi er, men de historier der er mulige at fortælle om det, vi har gjort og om det, der er vigtigt”
Læs mere fra temaet