”Mennesker med dobbeltdiagnose havner let i en ond cirkel, også i behandlingssystemet. De kan ikke blive afvænnet og stoffri, fordi de har en psykisk lidelse, og de kan ikke få hjælp til lidelsen, fordi de ikke er clean…”
Tidsskriftet Outsideren nr. 85 / Af Maria Vedel
Den 1. marts 2013 blev evalueringen af kommunalreformen offentliggjort. Her konkluderes det, at dobbeltdiagnosepatienter hverken modtager relevant behandling i de kommunale misbrugsenheder eller i den regionale psykiatri, og at konsekvensen af dette er uhensigtsmæssige patientforløb og underbehandling.
Som årsager til problemerne anføres både mangel på tilbud, der kan rumme patienterne, og manglende samarbejde mellem den regionale psykiatri og de kommunale misbrugsenheder.
“Det er ærgerligt, at man i forbindelse med evalueringen kommunalreformen
ikke har villet diskutere problemerne for mennesker med dobbeltdiagnoser.”
– Danske Regioner, kommentar til evalueringen
For at få nuancere på det dystre billede og indspark til løsninger har Outsideren snakket med en række mennesker med indgående kendskab til problemerne.
Firdobbelt diagnose
Alkohol og stoffer kan for nogle være med til at dæmpe deres angst, mindske deres kaos eller få dem til at fungere bedre socialt. Og en hel del mennesker med psykiske lidelser bruger alkohol, hash eller hvad de ellers kan få fat på bare for at komme gennem dagen.
Den form for selvmedicinering ender ofte med, at disse mennesker både har en psykisk lidelse og et misbrug – en såkaldt dobbeltdiagnose. Resultatet kan blive, at de sidder med et voldsomt ukontrolleret misbrug, en ubehandlet psykisk lidelse og ofte også mange fysiske sygdomme.
Preben Brandt er tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte og socialoverlæge i København. Han fortæller, at mange af de ramte udover psykiske lidelser, fysiske sygdomme og misbrug også er socialt udsatte, så man kan faktiske tale om en tre eller firedobbelt diagnose.
Mange patienter med dobbeltdiagnose er ubehandlet og nogle ikke udredte. Og der er mange af dem. Overlæge på afdeling M på Sct. Hans Hospital ved Roskilde, Susanne Helmstedt, fortæller, at skønsmæssigt 75 % af alle misbrugere også har en psykisk lidelse. Og Jørn Lykke, der er klinikchef og overlæge på samme afdeling, tilføjer, at ”for mennesker med angst, lettere depressive tilstande, stresstilstande og personlighedsforstyrrelser er der mig bekendt ingen danske undersøgelser. Men udenlandske undersøgelser har vist, at samlet set har ca. 10-25 % af disse lidelser et behandlingskrævende misbrug.”.
“En hel del mennesker med psykiske lidelser bruger alkohol, hash
– eller hvad de ellers kan få fat på
Bare for at komme gennem dagen.”
Behandlingen af dobbeltdiagnose patienterne udspiller sig ofte også mellem både sundhedslovgivningen og sociallovgivningen. Brandt anser samspillet mellem sundhedsvæsen og socialvæsen, som en af de store udfordringer i systemet. Han oplever en magtkamp mellem to væsner med forskellige ideologier og kulturer, der arbejder dårligt sammen.
Helmstedet påpeger en anden uheldig opsplitning, ”En af “system-fejlene” er, efter min mening, at man fra politisk side har valgt, at misbrugsbehandling skal foregå i kommunerne, mens psykiatrisk behandling er regionernes ansvar. Så lander man jo som dobbeltdiagnosepatient nemt mellem 2 stole.”
”Ud over sparsomme specialfunktioner i regionerne til de hårdest belastede personer med dobbeltdiagnose findes der ikke noget tilbud i det offentlige regi.”, konstaterer Lykke.
Den nødvendige behandling
Psykiatrien i Region Hovedstaden lukkede i forbindelse med besparelser for omkring et år siden afsnit M2 og M6 på Sct. Hans Hospital. Nu er det afdeling M samme sted, der varetager specialfunktionen dobbeltdiagnose i regionen. De tager imod mennesker med svært misbrug og alvorlige psykiske lidelser.
Behandlingen af patienter med dobbeltdiagnoser er selvfølgelig i sagens natur meget kompleks. Men man ved dog noget om, hvad der trods alt virker. Lykke påpeger, at ”alle internationale guidelines og undersøgelser viser, at en behandling, der er rettet imod begge lidelser samtidigt, er nødvendig for at opnå en forbedring af tilstanden”.
Det ser bare desværre ikke ud til at afspejle sig i de fleste af behandlingstilbuddene. ”Det er besynderligt, at man i en tid, hvor man lægger vægt på, at behandling skal være evidensbaseret, så gælder det ikke rigtigt for dobbeltdiagnosepatienterne… Vi VED, at integreret behandling, hvor man behandler misbrug og psykisk lidelse samtidig, er det mest effektive.”, anfører Helmstedt.
Om at bryde cirklen
Outsideren har snakket med to unge mænd, der vil kaldes Martin og Memo.
De er begge indlagt på afdeling M, men har haft meget forskellige veje dertil. Martin har været igennem en hel årrække med indlæggelser på adskillige forskellige psykiatriske afdelinger både i Århus og København inden hans misbrug blev erkendt, og han kom på afdeling M. Memo var hjemløs og stod blandt andet uden sygesikringskort og pas. Han ville selv akut væk fra det vante og have en pause fra tilværelsen. En psykiater fra distriktspsykiatrien kendte til afdeling M, og fik ham indlagt der.
Memo og Martin er enige om, at afdeling M har et rigtig godt behandlingstilbud. Martin fortæller, at alle de andre steder han har været, de minder om hinanden, men at den integrerede behandling på afdeling M skiller sig positivt ud. Han fremhæver den helhedsorienterede tilgang, hvor både medicin, kognitivterapi, sammenholdet med medpatienter med mere inddrages. Memo har ikke noget at sammenligne med, men siger at forløbet på afdeling M fungerer rigtigt godt. Der er rum til udvikling og stor ro for både krop og sjæl.
Der er altså rimelig bred enighed om problemets alvor og en række af årsagerne. Men hvad kan der så gøres for at bryde de onde cirkler?
Udover integreret behandling betoner både Memo og Martin, at patienten skal have en positiv indstilling og vilje for at opnå succes. Det medfører, at tilbuddene skal være tilgængelige, når patienten er klar, og ikke når det passer i systemet.
Helmstedt mener ikke, at der mangler politisk fokus eller viden på området. Problemet ligger i at få målrettet indsatsen og implementeret den eksisterende viden i systemet. Som eksempler nævner hun, at man i stedet for projekter på satspuljemidler bør have en langsigtet strategi med midler til psykiatrien på finansloven, og at kendskab til psykiatri bør integreres i misbrugssystemet. Målet er håndholdt, opsøgende støtte og evidensbaseret behandling.
Brandt lægger meget vægt på, at der skal skabes bedre dialog mellem de forskellige systemer, så man kan møde de udsatte, hvor de er. Han mener, at man godt kunne forpligte kommunerne til at have en udsatte-politik, og at mere af behandlingen kunne lægges ud i kommunerne.
Under alle omstændigheder bør opgavefordelingen afstemmes og tilbuddene tilpasses og udbygges, så det ikke kun er patienterne på afdeling M, der får målrettet hjælp.