Efter årelang mangel på mandligt personale på afdeling for landets farligste, kriminelle sindsyge, så ledelsen op til sommerferien ingen anden udvej end at hyre et privat vagtselskab. Det blev ingen succes.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 62 / af Bo Barnewitz
Den ene dag i skud- og stiksikker vest foran et diskotek. Den næste iført militærbukser, schæferhund, sort dynejakke og kæmpemæssig lommelygte, hvis størrelse ikke alene skyldes et stort behov for lys, men som også er et effektivt slagvåben.
Og forestil dig så disse hærdebrede muskelmænd den tredje dag iført hvidt hospitalstøj på en psykiatrisk afdeling. Og nej, der er ikke tale om skizofrene hallucinationer, men om en løsning af personaleproblemer på Sikringen i Nykøbing Sjælland.
Ovenstående virker barokt, og det var det også, da Sikringen blev enig med det private vagtselskab Alliance Security om at passe på de indsatte i sommerperioden. Samarbejdet blev en fiasko. Men årsagen til fiaskoen er de to parter langt fra enige om.
Afdelingen var i foråret så presset af mangel på mandligt personale, at det var tydeligt, at sommerens vagtplan med ferie og afspadsering ikke ville hænge sammen. Sikringsafdelingen huser nogle af landets farligste, kriminelle sindsyge, og for både at forebygge vold og for at kunne gribe ind, hvis der opstår tumult, opererer afdelingen med, at en vis andel af personalet på hver vagt skal være mænd.
– Vi så ganske enkelt ingen anden udvej end et privat vagtselskab. Sikringsafdelingen kan være et risikabelt sted at arbejde, og sikkerhed for vores medarbejdere er naturligvis prioriteret. Vi måtte jo også overveje kvaliteten af det daglige psykiatriske arbejde, som jo givetvis ville falde. Vagtfolkene kunne jo kun sørge for sikkerheden ved deres blotte tilstedeværelse og for en del af det sociale samvær, personalet jo har med de indsatte. Omvendt kan vagtfolkene ikke observere og læse signaler fra de indsatte sådan, som uddannet personale kan, og de er i det hele taget en masse faglige ting og ikke mindst fagsproget, som ikke er så ligetil. Vi var også klar over, at det dyk i kvaliteten af det daglige psykiatriske arbejde var uacceptabelt, men igen; sikkerheden er og bliver det vigtigste. Men jeg erkender, der var ikke en rar beslutning, og vi gør det ikke igen siger viceafdelingsleder på Sikringsafdelingen Nomi Vejgaard.
– Vagtselskabet kunne jo ikke levere de folk de lovede, og som vi betalte for. Vi havde en kontrakt for seks måneder, og vagtselskabet stillede i første omgang med 11 mand. Men efter bare efter en måned begyndte de at sive, og her op til kontraktens udløb er der bare fire tilbage. Vagtselskabet har ikke overholdt kontrakten, og det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med. Vagtfolkene fortalte os, at de forlod arbejdet fordi vagtselskabet behandlede dem dårligt, siger Nomi Vejgaard.
Det kan vagtselskabets personalechef, Ole Toft, ikke genkende. Han mener derimod, at problemerne begyndte fra starten, fordi vagtfolkene ikke var velkomne blandt det personale, vagtfolkene skulle arbejde sammen med i det daglige.
Frosset ud
– Vi blev fra starten nærmest frosset ud. De talte ikke til os, og de lod ofte som om, vi ikke var der – som om, vi var luft. Og så kan man ikke forvente, at det er attraktivt at møde op. Måske var nogle af de faste sure, fordi vi kom og tog deres mange ekstravagter, som jo kan være ganske indbringende, siger Ole Toft, som også er utilfreds men hele optakten, som efter hans mening var yderst mangelfuld.
– Først skulle vi skaffe 12 nye folk på tre-fire uger, og det er svært. Men vi driver jo forretning, og sagde selvfølgelig ja til at prøve. Men betingelserne var fra starten uholdbare. Eksempelvis var kravene til hvad vi skulle, hvad vi måtte og hvornår vi skulle og måtte – uklare. Og den slags uklarheder i hverdagen bliver hurtigt grundlag for mange små tvister. Nogle gange fik mine folk et at vide af A og noget helt andet – om det samme – af B. Det var forvirrende, utilfredsstillende og ikke særlig motiverende, siger Ole Toft.
– Og når en af vores folk så sagde stop, kunne vi ikke få en ny mand på introduktionskursus, og så er det sgu svært at opfylde kontrakten og stille fuldt hold hver dag, siger Toft – især, når en af betingelserne er, at folk skal på et introduktionskursus inden de kan begynde at arbejde, siger han.
Værelser til vagtfolk
At vagtselskabet er utilfredse med optakten og planlægningen fra hospitalets side kommer bag på viceafdelingsleder Nomi Vejgaard som fortæller, at alle ved den efterfølgende evaluering af introduktionsforløbet – altså også vagtselskabet – var meget tilfredse med introduktionsforløbet.
– Jeg synes, hospitalet gjorde en stor indsats for at gøre det let for vagtfolkene. Vi udarbejdede funktionsbeskrivelser, hvor vi gjorde rede for vagtfolkenes opgaver både inden for det sikkerhedsmæssige og det sociale, som er de to arbejdsområder, vagtfolkene kunne udfylde. De kan naturligvis ikke deltage i det faglige psykiatriske arbejde. Vi arrangerede også et fire-ugers introduktionskursus, hvor den ene uge alene handlede om psykiatriteori. Blot så vagtfolkene kunne have et minimum af forståelse for hvad en psykiatrisk afdeling af vores karakter har med at gøre, siger Nomi Vejgaard.
– Vi var foreksempel også opmærksomme på, at mange af vagtfolkene boede i Storkøbenhavn, og altså havde langt både til og fra arbejde. Derfor oprettede vi værelser, så de kunne overnatte, hvis der ikke lige var transportmuligheder, siger Nomi Vejgaard., så vi synes ikke vi kunne gøre så meget mere, siger hun.
20 års personalemangel
Mangel på mandligt personale på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland er ikke af ny dato. Faktisk er det de sidste 20 år blevet sværere og sværere at tiltrække mandligt personale, og dermed garantere sikkerheden på afdelingen.
– Siden midten af firserne hvor man afskaffede den egentlige plejeruddannelse, som have et specialiseret psykiatrisk spor, og erstattede den med sygehjælperuddannelsen og senest med social- og sundhedshjælperuddannelsen er det gået støt tilbage med mandlige ansøgere til vores stillinger, siger Nomi Vejgaard.
– Uddannelsen til social- og sundhedshjælper er lagt an på kvinder og tiltaler slet ikke mænd. Og det er måske den væsentligste årsag til, at det i dag nærmest er umuligt at tiltrække kvalificeret mandligt personale, siger hun.
At mandligt personale er en mangelvare på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland ses også af den blandede landhandel af uddannelser, det mandlige peronale i dag udgør. Tidligere fængselsbetjente, Falck-folk og pædagoger er blandt uddannelsespaletten på afdelingen, men alligevel er det slet ikke tilstrækkeligt.
– De erfarne plejere bliver ældre og går efterhånden på pension, og vi har allerede gennem en årrække trukket meget store veksler på det mandlige personale. Det betyder samtidig store overarbejdspukler, som jo skal afvikles – og alt i alt betyder det, at smertegrænsen er nået, siger Nomi Vejgaard.
Gennem årene har Sikringsafdelingen set personalemanglen komme, men selv om de har taget adskillige initiativer for at rette op på problemet, har det aldrig rigtig battet, eller også er der kommet lovgivning i vejen.
Succes med egen uddannelse
– Vi har faktisk haft en vis succes med selv at uddanne folk – det var først i 90’erne hvor der var mange arbejdsløse, og hvor man kunne uddanne folk samtidig med, at folkene kunne modtage dagpenge fra deres A-kasse. Det gav faktisk 17 mand, hvoraf vi stadig har 10-11 stykker. Senere forsøgte vi at gentage kunststykket, men så var reglen om at tage sine dagpenge med over i uddannelsen faldet bort, og så blev det desværre ikke til noget, siger Vejgaard, som også fortæller, at afdelingen også har en aftale med FOA om at Falck-folk og fængselsbetjente kan ansættes på lige vilkår med det øvrige personale – hvilket reelt vil sige at gå ned i løn.
– Den ordning gælder stadig, og vi har da også en syv-otte-stykker ansat, men de er meget svære at tiltrække – de har jo ofte allerede gode og især bedre betalte jobs, siger viceafdelingsledere, men de kan bare henvende sig, tilføjer hun.
Nomi Vejgaard peger på et yderligere forhold, som spiller ind i Sikringsafdelingens problemer med at skaffe mandligt personale: Geografi.
– Og det kan vi jo ikke gøre så meget imod. Vi ligger hvor vi ligger, og vi må erkende, Nykøbing Sjælland ligger lidt afsides. Næsten lige meget hvor man bor er der langt til Nykøbing, og køreplanerne for de offentlige transportmidler kan ikke ikke bringe folk frem til mødetid og igen hjem efter arbejde. Nogle gange kan det slet ikke lade sig gøre, andre gange tager det alt for lang tid. Med mindre man bor lige i nærheden og kan klare sig med en cykel, er det næsten en betingelse for at arbejde her, at man har en bil, siger Vejgaard.
– Så alt i alt ser det ikke lige lyst ud for vores personalesituation – vi mangler en uddannelse, som appelerer til mænd, vi er et lavtlønsområde, og derfor ikke et attraktivt jobområde og så ligger vi i et geografisk hjørne, som det er svært at komme til, siger hun.
Penge
– Så vi er ved at være løbet tør for ideer. Lige nu ved vi simpelthen ikke hvad vi skal gøre. Vi har jo også løbende gennem årene været i kontakt og klaget vores nød til politikerne. Både dengang vi sorterede under Vestsjællands Amt og nu, hvor det er Region Sjælland, der har ansvaret, men hidtil har det ikke hjulpet så meget, siger Nomi Vejgaard.
– Noget tyder dog på, at alvoren er ved at gå op for alle – i hvert fald er vi lige nu ved at nedsætte et udvalg i regi af regionen, som skal kulegrave situationen og se hvad der overhovedet kan gøres – men givet er det, at noget skal ske. Det bedste vil være, hvis vi får nogle penge, så vi selv kan uddanne vores folk, så skal det nok gå, siger viceafdelingsleder Nomi Vejgaard optimistisk.