Et af de mest omtalte alternativer til den traditionelle psykiatri kommer fra det vestlige Finland. Det kaldes i folkemunde for Laplandsmodellen, og har siden sin begyndelse i 80’erne haft imponerende resultater.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 68 / Af Nete Krøll Eriksen
I midten af 1980erne gik en ung psykolog ved navn Jaakko Seikkula rundt i skovene i det vestlige Finland, og var frustreret over de daværende metoder indenfor psykiatrien.
og hans kollega Jyrki Keranen var ledere af akutpsykiatrien i Vestlapland, og ikke alene var de utilfredse med de skuffende resultater i arbejdet med psykisk syge borgere i kommunen. De havde også fået at vide, at de skulle spare penge. Situationen var noget nær håbløs.
Ved et tilfælde hørte Jaakko Seikkula om byen Turku, der også ligger i den vestlige del af Finland. Turku er den ældste by i Finland og har mange middelalderlige kulturseværdigheder. Men på trods af alle sine seværdigheder, var der ingen mørk middelalder i det lokale socialvæsens indgangsvinkel til arbejdet med psykisk syge. Her var det normalt at lade borgerens familie være en integreret del af behandlingen, når man lavede socialt arbejde rettet mod sindslidende.
Jaakko Seikkula syntes, at det lød lovende, og begyndte at studere erfaringerne fra Turku. Kunne socialvæsenets erfaringer derfra overføres til det psykiatriske behandlingssystem? Især koncentrerede han sig om den idé, at et menneskes velbefindende er afhængig af relationerne til familien og andre tætte venskaber. Tanken er ikke revolutionerende, da de fleste mennesker ved hvor vigtig en god ven kan være, men som noget nyt fik Jaakko Seikkula indført netværkstanken i psykiatrien.
Alle kan ringe
– Kommunen var med på idéen, der udviklede sig gradvist. I begyndelsen brugte vi erfaringerne fra Turku, og bragte familien med ind i behandlingen. Det var derfra tankegangen om åben dialog opstod. Faktisk løb vi kun ind i modstand hos enkelte behandlere og noget af plejepersonalet, siger Jaakko Seikkula til Outsideren.
I forbindelse med at Jaakko Siekkula fik omlagt psykiatrien i Vestlapland, blev der også indført åben adgang. Det betyder, at man ikke behøver at være henvist fra en læge, for at komme i kontakt med psykiatrien. Mener en borger, at der er noget galt, kan han eller hun selv ringe. Og den medarbejder der tager telefonen, er også den, der skal arrangere det første møde mellem borgeren og psykiatrien.
Alle former for henvisning videre i systemet er afskaffede.
I Laplandsmodellen er mange ting anderledes end i den danske psykiatri. Jaakko Seikkula og hans stab forlader for eksempel gerne deres kontorer for at mødes med borgere, der har henvendt sig. Samtalerne holdes på skoler, arbejdspladser og selvfølgelig også på de psykiatriske afdelinger, og de finder sted senest 24 timer efter at borgeren har henvendt sig. Til mødet besluttes det i fællesskab, om patienten skal indlægges eller forblive i sit eget hjem.
Både til det første møde og i forløbet derefter arbejder personalet i teams med medarbejdere fra bådehospitalsafsnit og ambulante tilbud. Det ambulante personale arbejder ofte opsøgende og kan komme i borgerens eget hjem. På den måde sikres det, at der er forskellige muligheder for at løse en situation igennem hele forløbet.
Laplandsmodellen hviler på, at patienten og patientens netværk er en vigtig del af løsningen, og derfor tages alle større beslutninger i fællesskab mellem personale, patienten og de pårørende. Det lyder simpelt, men har vist sig at have en overvældende god effekt: Næsten 60 procent af de behandlede har ikke haft brug for medicin.
Personalet gøres klar
Alt personale bliver desuden uddannet i netværksterapi – hvor netværk skal forstås i en udvidet sammenhæng, hvor kollegaer kan inddrages på lige fod med patientens familie.
Teammøderne finder sted løbende, og sammen med patient og netværk reflekterer man over patientens situation. Det team, der modtager en patient, er det samme hele vejen igennem – lige indtil patienten kan forlade systemet. Til møderne forsøger man først og fremmest at fremme dialogen, og først derefter, via den ændrede stemning, at skabe forandring hos patienten og familien.
I øvrigt forkaster modellen ikke andre metoder. For eksempel kan medicinsk behandling være løsningen i nogle situationer. Men Jaakko Seikkula mener at et godt team, i løbende dialog med patienten, giver de bedste resultater – og ofte gør brugen af medicin unødvendig.