Lad det være sagt med det samme. Jeg tror, jeg har en begrundet chance for at blive optaget i Guiness Rekordbog. I hvert fald når det handler om medicin.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 72 / Af Sharma Tai Christensen

Mange, ligesom jeg, har jo fået psykiatrisk behandling med medicin igennem tiderne. Jeg har prøvet mange præparater i min psykiatriske karriere. For mig har den karriere været livslang. Rekordforsøget begrunder jeg med den kendsgerning, at jeg allerede som tre-årig fik min første angstdæmpende medicin! Det var mine forældres indsats, fordi de synes, at jeg var et uroligt barn. Hvilket livligt 3-årigt barn er ikke det? Jeg fik min medicin, og så blev jeg ellers lukket inde på et lille bitte toilet, indtil jeg var holdt op med at græde. Der var jeg, til jeg ikke havde mere stemme og flere tårer. Datidens, og specielt husets, omtågede omsorg og grundlæggende pædagogik.

Hvordan kan jeg huske det, når jeg er super dårlig til at huske? I dag er det dog kun korttidshukommelsen, jeg har problemer med. Sagen er, at lige inden min mor døde af kræft, var jeg på besøg hos hende. Her fortalte hun mig en masse om min barndom. Noget vidste jeg og kunne stadig mærke det på egen krop. Men hun indrømmede, at de ikke havde behandlet mig, som de skulle. Ingen kærlighed osv. Omsorgssvigt hedder det i dag. Den fortrolige samtale plejer jeg at kalde “Min mors angertale”. Hun kunne ikke gå i døden, uden jeg vidste. hvad der var sket dengang.

Ellers har mit liv været i medicinens tjeneste. Jeg nævner i flæng: Fluanxol. Restenil. Saroten Retard. Rivotril. Fontex. Lamictal. Lexotan. Zyprexa. Litarex. Zoloft. Cipramil. Flere kan jeg ikke huske, og slet ikke rækkefølgen. Men det er jo medicinens egen skyld, godt fulgt på vej af fjorten elektrochock. Flere af medikamenterne har jeg selvfølgelig også fået som cocktails. Som kombinationer. Lidt angstdæmpende. Så en lille en til stabilisering af grundstemningen og som dessert en decideret antidepressiv ting. Velbekomme!

Det hele veldisponeret og uden det mindste besvær. Frit leveret til døren. Dosispakket fra Dalgas Apotek. Trukket over PBS. Mærket med dato og en pose til morgen, middag, aften og så en til natten. Sorgløst og uden brug af værktøj. Tror de jeg er tosset? En rulle til fjorten dages forbrug. Herefter forlænges  det gode liv med en ny rulle… Og en ny rulle…    Bivirkningerne siger næsten sig selv, dem vil jeg ikke dvæle meget ved. Jeg føler mig i det hele taget som én stor bivirkning. Men selv det kan man, trods alt, få medicin for… Tror I jeg har en chance fremover? Jeg mener altså det med rekordbogen!

Sharma Tai Christensen er 60 år og skribent i flere blade samt forfatter, maler mv. På det seneste har han tilføjet Outsideren til sin stak af aktiviteter.

 

 

En kommentar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.