”Først fire år efter fandt min nye psykiater ud af, at Litium ingen virkning havde overhovedet, fordi det slet ikke blev brugt til at behandle sindslidelser som min…”
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 72 / Af Michael Lauridsen
1997, fra vinter til sommer: Cipramil, middel dosis. De første to måneder med Cipramil følte jeg en enorm kedsomhed og ville hellere være deprimeret igen, så jeg slap for tomheden og i det mindste følte et eller andet. Derefter virkede Cipramil ikke det store. Men det var stor lettelse, at min psykiater kunne fortælle, hvorfor jeg havde haft det så dårligt i mange år. Jeg havde jo troet, det var mig, der var noget galt med, den måde jeg levede og tænkte på. Og så var det bare nogle kemiske balancer i hjernen, som kunne rettes op med medicin. Hvilken befrielse!
1997 sommer til 2000 vinter: Efexor, høj dosis. Medicinen virkede udmærket, men den gav mig en voldsom kvalme. Det betød blandt andet, at jeg kun skulle drikke små mængder alkohol, før jeg kastede op. Det gik godt med at tage Efexor, men efter to et halvt år fik jeg leverbetændelse og var i to måneder så svag, at jeg højst kunne gå hundrede meter uden pause. Det var leverens allergiske reaktion på medicinen, og lægerne sagde, at jeg ville dø, hvis jeg fortsatte med at tage Efexor. Udover leverbetændelsen fik jeg også en stor psykisk nedtur, fordi jeg ikke kunne tage medicin af nogen art.
2000 forår til 2004 efterår: Zoloft, stor dosis. Denne medicin havde en god virkning, som dog blev ødelagt i mindst en uge af selv meget små mængder alkohol. I samme periode tog jeg Litium i en lav dosis. Først fire år efter fandt min nye psykiater ud af, at Litium ingen virkning havde overhovedet, fordi det slet ikke blev brugt til at behandle sindslidelser som min.
2004-05 vinter og forår: En ny nedtur begyndte, og i løbet af denne vinter prøvede jeg fem-seks forskellige slags medicin, som jeg ikke kan huske navnene på. Men det kan også lige meget, for de virkede ikke nogen af dem, og jeg fik det stadig værre.
2005 sommer: Abilify, middel dosis. Jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling for første og indtil nu eneste gang, og efter få dage med Abilify fik jeg smerter i hele kroppen, som om jeg havde kraftig influenza. Selv når jeg lå ned, gjorde det ondt. Desuden fik jeg problemer med at gå, på grund af smerterne, og fordi medicinen gjorde, at man fik problemer med at koordinere sine to bens bevægelser. Jeg fik en ny slags medicin, der skulle dæmpe de alvorlige bivirkninger, men den hjalp kun lidt. Men Abilify var en ny type medicin på markedet, så psykiaterne gav den til alle, for ligesom at få testet den, og i mit tilfælde faldt resultatet altså ikke godt ud. Jeg tog kun Abilify i få uger. Samtidig begyndte jeg at tage de to typer beroligende medicin Truxal og Oxazepam, som ikke virkede, selvom jeg nogle dage i det skjulte tog det tredobbelte af den højeste dosis. Oxazepam hjalp dog imod tømmermænd, fandt jeg ud af.
2005 efterår: Seroquel, høj dosis. Denne medicin gjorde mig meget søvnig, så jeg tog det hele, inden jeg gik i seng. Det viste sig efterhånden at virke, men dog først efter at jeg havde taget det over et halvt år. I 2009 begyndte jeg langsomt at trappe ned med Seroquel, uden at det gav problemer.
2006 forår: Cymbalta i højeste dosis. Når Seroquel først begyndte at virke efter et halvt år, som jeg noterede ovenfor, så kan det hænge sammen med, at jeg samtidig begyndte med Cymbalta, som jeg stadig tager i højeste dosis. Og eftersom det ikke giver problemer at trappe ned på Seroquel, kunne det være, at fremskridtet skyldtes den store dosis Cymbalta. Men jeg er ikke sikker, for jeg har jo mange erfaringer at trække på, og det overordnede billede er, at man aldrig ved, hvordan den næste slags medicin virker!
Fra Outsiderens temanummer om medicin
Michael Lauridsen er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med forfatterens virkelige navn.