Autentisk beretning om en lille udflugt med store konsekvenser
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 74 / Af Millie Jepsen
Jeg havde gjort mit bedste for at være en god patient. Stået op og gået i seng, som det blev forlangt, været høflig, passet min terapi. Men da Sct. Hans Hospital besluttede, at jeg var blevet for tynd til at kunne være på åben afdeling, besluttede jeg at tage hjem. Jeg havde ikke lyst til et ophold på lukket med opfedning blandt larmende medpatienter. Væk måtte jeg, og det kunne kun gå for langsomt …
Klokken var lidt over seks den forårsmorgen sidste år, da jeg tog tøj på og hoppede ud af vinduet. Vrikkede om på foden, da jeg landede, fik græs på mine jeans, og tænkte – godt at afdelingen er på første og ikke anden sal…
Fødderne spadserede let hen over den dugvåde grønne græsplæne. Solen var på vej op og fornemmelsen af at være på vej hjem var berusende. Og mens de andre passagerer i regionaltoget hang på sæderne med halvtrætte miner, sad jeg og smilede ved tanken om, at de ikke kunne se, hvad der sad overfor dem – en bortløben psykiatrisk patient.
Hvis de overhovedet bemærkede mig, så de kun en slank pige med cowboyjakke og et lille smil. På vej til arbejde eller måske studie?
Hjemme var det sand hygge. Hørte radio, mens jeg sad nede i gården og nød en Cola light og de varmende solskinsstråler. Et øjeblik strejfede det mig – om de savnede mig på hospitalet? Nej, jeg sad jo bare roligt her i gården og smilede, snakkede med nogle pensionister om foråret, der endeligt var kommet her kort før påsken. Personalet på hospitalet ville formentlig bare tro, at jeg var i byen eller på gåtur i skoven, når jeg nu ikke kom til middagsmaden. Og min plan var jo alligevel at tage tilbage om aftenen, så ingen grund til unødig ængstelse.
Jeg havde det fint. Her var ingen trusler om fratagelse af frihed og tvungent ophold på lukket afdeling med medpatienter, der skreg om natten eller kom nøgne ind på min stue for at onanere.
Her i gården var der venlighed og smil og beboere, der førte samtaler på snik-snak niveau uden at noget blev ført til protokols og efterfølgende diskuteret på konferencer.
Fornemmelsen af frihed lå godt på tungen og det føltes faktisk, som om jeg havde skik på livet.
Lille pige, stor betjent
Illusionen var smuk og knækkede først ved firetiden, da der pludseligt blev banket på døren til min lejlighed. Udenfor stod to betjente. Den ene af dem – en alvorlig udseende, høj, bredskuldret mand – trådte resolut ind i min stue, hvor han meddelte, at ”man” havde været bekymret for mig.
– Det er der skam ingen grund til, svarede jeg. – Jeg ville jo bare lige hjem, for det kan godt være svært på en psykiatrisk afdeling, hverdagen er enerverende og man føler sig tit som mere patient end menneske.
Ude på opgangen stod den anden betjent og snakkede med hospitalet i sin walkietalkie, imens ham i min stue spurgte, om jeg ville køre med tilbage til hospitalet? ”Har jeg noget valg?”, spurgte jeg. ”Nej”, lød svaret, kort og ærligt. Og så blev jeg eskorteret ned ad trapperne med en betjent foran og en efter mig. Jeg overvejede et splitsekund at løbe min vej, men en anorektisk pige mod to store veltrænede betjente? Dårlig idé.
Og så gik turen ellers tilbage til hospitalet på bagsædet af politibilen. Over radioen meddelte den ene betjent ”station station”, at man havde fundet mig, hvorefter det skrattede tilbage: ”jo, hun er i systemet.” Som var jeg en eller anden kriminel, der endnu en gang var blevet snuppet med noget forbudt i tasken.
Dernæst blev jeg afleveret på hospitalet som en anden pakke. De to betjente snakkede kort med personalet, før lovens repræsentanter forsvandt ude af syne med et ”hav en god påske.” Havde jeg mødt dem i en anden sammenhæng, ville jeg sikkert have flirtet med dem, nu var de bare nogen, der havde ødelagt festen.
Så var det kun mig og to personaler i spisestuen. Alle andre havde spist og var nu gået i TVstuen, på deres værelser eller udenfor for at ryge. Der blev sat mad foran mig, men ”jeg har allerede spist.” Det var en lodret løgn, de vidste det og jeg vidste, at de vidste det.
”Den efterfølgende morgen blev jeg vækket med beskeden, om at jeg skulle på lukket afdeling. Begrundelsen var: ”Du er ikke til at stole på”
Pizza på den lukkede
Den efterfølgende morgen blev jeg vækket med beskeden, om at jeg skulle på lukket afdeling. Begrundelsen var: ”Du er ikke til at stole på.” Jeg fik fem minutter til at pakke nogle ting, mens to fra personalet holdt øje med mig. De stod med ryggen mod vinduet, var vel bange for at jeg ville stikke af igen. Grædende og protesterende fik jeg samlet lidt tøj sammen og blev eskorteret i bil den korte vej over til en lukket afdeling. Jeg græd. Jeg var kørt flad, jeg var træt og trist, ville bare hjem til mit liv, til mine venner, til min familie, til den tilværelse, jeg kendte. Personalet havde min middagsmad med i bilen over til den lukkede. Pizza.
Millie Jepsen vil fremover skrive til Outsideren. Hun er 35 år, bor i København, har en BA. i kommunikation fra RUC, og foretrækker at læse bl.a John Irving, Arnhild Lauveng og Den Danske Fremmedordbog.