Igennem længere tid er jeg vågnet meget tidligt, og angsten er der hver morgen. To timer koster det, og jeg ligger og ryster over hele kroppen, og så er den alligevel ikke helt væk men kan dukke op når som helst, når jeg mindst tænker på den. Som en blind følgesvend, jeg har med mig hele vejen.

En personlig erindring fra livet på kanten /Outsideren nr. 68 – af Svend Balle

ude i galaksenOm aftenen er det mest selvmordstankerne, der fylder og nager. De jager mig til sidst ud af døren til min lille studiecelle, og det er som at begive sig ud på dybt vand, hvor jeg ikke ved, om jeg kan bunde. Ud i mørket en aften i december i byen ved fjorden.

Året har ellers tegnet lyst, men der er trukket nogle tunge uvejrsskyer ind, følelser som er kommet men som ikke er blevet forløst. Jeg har rodet mig selv ud i nogle følelser til en kvindelig kollegianer. Derudover har der været noget med en våd fest, hvor en anden kvindelig studerende, jeg også havde mødt på kollegiet dukkede op, som førte til en tur forbi skadestuen. Lige nu sidder jeg og roder med en opgave, jeg skal aflevere om tre uger, og jeg er næsten ikke begyndt.

Som regel er det bare en lille runde, jeg plejer at gå, men denne aften bliver den længere. Snart at skulle stå oppe ved blokken og blive konfronteret med de andre kollegianere virker skræmmende på mig den aften. Jeg vil heller ikke op i byen, hvor der er juletrængsel, glade, stressede og fulde mennesker.

Selvmordstankerne er som issyle, der stikker ind i mig på denne råkolde aften. Jeg er på vej mod havnen, for jeg er vokset op ved vand, og fjorden er en del af havet, selv om den er lang og tit er lige så stille og fredelig som en sø. Havnen er som en landsby med den lille kirke ovenfor, som om den slet ikke hører med til byen. Derudover er der det med havnen, at man kan komme ud af byen, hvis man bare går og går. Havnen er byens bedste flugtmulighed. Oppe i mit hoved ligger billederne fra en sommeraften, da jeg lige var flyttet til byen, hvor jeg gik ud den vej, og bådene lå udenfor havnen med alle deres lys og lanterner. Og bag dem lå der et hus, helt ud til fjorden, og jeg tænkte: Der vil jeg en dag møde et menneske, som vil forstå alle de problemer, jeg slæber rundt på.

Der er noget meget stille den aften, da jeg endeligt er fremme ved havnen. Der er næsten ikke nogen mennesker. Det burde virkeligt være et sted, hvor jeg endeligt kunne finde den fred og ro, jeg ikke har kendt til i den sidste tid. Men de få, som er der, har jeg det selv dårligt med, føler at de burde overhovedet ikke være der. Så jeg begiver mig ud på en af broerne, hvor nogle af bådene ligger, dem som ikke er trukket på land.

Jeg kigger ned på vandet. Kan man se bunden? Jo, det er da muligt. Hvor langt er der, tænker jeg. Altid bange for om sommeren at svømme, hvor jeg ikke kan bunde. Men at der lige netop her er så langt ned, føles rart. Her kunne det være, tænker jeg.

Det gyser i mig selv. Som om en slumrende side af mig selv vågner, hvorfor skulle jeg herned i aften? Var det for bare at hoppe ud her og så ikke være mere? Da jeg var barn, var jeg to gange ved at drukne. Og jeg har tit spurgt mig selv, om jeg den anden gang planlagde det. Lige nu føles det, som om jeg svagt har set nogle alarmlamper, der blinkede, men at jeg ikke rigtigt har bemærket dem før nu. Som om mine følelser bare drev mig til havnen, men min fornuft greb ind. Den har det ellers med at blokere for mine følelser, men lige nu gør den det, der skal til for at vende tilbage til livet.

Jeg mærker i dette øjeblik en voldsom træthed vælte ind over mig, som gør bakken ovenfor mig meget lang. Hvor jeg nu af al min kraft vil op til, for at komme væk fra vandet dernede, mørkets vand, dødens vand. På vejen hjem beslutter jeg mig for at droppe studiet, og jeg er glad.

Men havnen bliver efter den aften aldrig noget rigtigt trygt og godt.

Roskilde fjord med skib

(Bragt i Outsideren nr. 68, Ude I Galaksen, juli-august 2009)

4 Kommentarer

  1. louise

    Det er interessant og lidt skræmmende at læse om Svends “blinde følgesvend”. Godt at historien ende godt. Utrolig tiltrækningskraft vand og havet kan have. Jeg kender det fra mig selv; heldigvis på den gode måde, og jeg tror, at mange mennesker har det sådan. Her er det altså “mørkets vand, dødens vand”, og det er ret uhyggeligt.

    Svar
  2. louise

    Hov, hov, ved ikke hvad der sker, men det er altså mig Boye Haure der skriver og ikke “louise” !!!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.